Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Marvel holder en forbilledlig balance mellem humor og patos i sin seneste superheltefilm

De kulørte løjer har en passende tyngde i Destin Daniel Crettons vellykkede ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’, der er den seneste film i Marvels vildtvoksende superheltesaga – og den første med en asiatisk hovedperson
Shaun (Simu Liu) må kæmpe det bedste, han har lært, sammen med sin søster, Xialing (tv., Meng’er Zhang) og bedste ven, Katy (Awkwafina) i ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’.

Shaun (Simu Liu) må kæmpe det bedste, han har lært, sammen med sin søster, Xialing (tv., Meng’er Zhang) og bedste ven, Katy (Awkwafina) i ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’.

Marvel Studios

Kultur
2. september 2021

Der var engang en mand, Wenwu (Tony Leung), en mægtig kriger, der takket være ti magiske ringe blev udødelig og fik superkræfter, som gennem århundrederne gjorde det muligt for ham at blive en af verdens farligste og mest sagnomspundne skikkelser.

En dag mødte Wenwu dog en smuk kvinde, der var fra en hemmelig, magisk landsby og lige så stærk som han. De forelskede sig og fik to børn, og han lagde ringene og forbrydelserne på hylden og helligede sig familien.

Men så døde kvinden, og manden, der nu var alene med sine to børn, en dreng og en pige, blev bitter og uforsonlig og vendte tilbage til sine lyssky gerninger. Mange år senere befinder hans søn, Shaun (Simu Liu), sig i San Francisco, hvor han arbejder som parkeringsvagt på et luksushotel sammen med sin bedste ven, Katy (Awkwafina). De er begge omkring de 30 og har ikke rigtig udrettet noget i livet, hvilket hendes mor ikke er sen til at minde dem om.

Fart over feltet

På vej på arbejde i bus bliver Shaun en dag overfaldet af mystiske og uhyggelige mænd – en af dem har et sværd monteret der, hvor hånden plejer at sidde – som vil have fat i en amulet, som hans mor engang gav ham. Shaun er dog ikke sådan selv at bide skeer med, og snart er han, der aldrig har fortalt Katy om, hvor han i virkeligheden kommer fra, og hvem hans forældre virkelig er, og en både overrasket og noget pikeret Katy på vej til Macau, hvor hans lillesøster, Xialing (Meng’er Zhang), opholder sig.

Det bliver begyndelsen på et eventyr af de mere eksotiske, hvor Shaun må se i øjnene, at han er Shang-Chi og den eneste, der har kræfter til at stoppe Wenwu og den hær, der med alle midler forsøger at finde frem til den landsby, hvor moren kom fra.

Der er fart over feltet i Destin Daniel Crettons Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings, der er baseret på en klassisk, amerikansk tegneserie og er den seneste film i Disney og Marvels vildtvoksende superheltesaga. For ja, Shang-Chi er en del af det såkaldte Marvel Cinematic Universe (MCU), og når man ser filmen om ham, vil man opdage flere små – og et par enkelte større – referencer til tidligere MCU-film.

Dynamisk iscenesat

Hvor Black Panther var den første Marvel-film med en sort superhelt i hovedrollen, er Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings den første Marvel-film med en asiatisk superhelt i centrum, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt.

Samtidig giver det folkene bag mulighed for at lege med både kung-fu- og wuxia-genrerne, altså kampsport og den mere magiske udgave af kampsportsfilmen, hvori naturlovene synes ophævet, og personerne nærmest kan flyve.

Det er umådeligt dynamisk og flot iscenesat i filmen – hvordan kan det næsten være andet med to af genrens dygtigste udøvere, Tony Leung og Michelle Yeoh (som Shauns moster), på rollelisten?

Humor og patos

Men det er i virkeligheden filmens uforlignelige blanding af løssluppen humor og storladen patos, der gør den så vellykket. Førstnævnte står især Awkwafina for. Den amerikanske rapper, komiker og skuespiller har i dén grad funny bones – hun er skæv, kantet og ofte upassende – og i rollen som Katy har hun en sjælden evne til at sige det forkerte på det helt rigtige tidspunkt. Hun bliver mere eller mindre modvilligt trukket ind i Shauns magiske verden, og scenerne mellem de to slår gnister.

For også Simu Liu, der spiller Shaun/Shang-Chi mestrer det komiske rollefag, ligesom han formår at give sin figur den alvor, den har brug for. Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er nemlig også et bevægende drama om familie, loyalitet, svigt, tab, sorg og meget andet, som giver de mere kulørte løjer en passende tyngde.

Som flere andre af Marvels superheltefilm mister Shang-Chi and the Legend og the Ten Rings lidt flyvehøjde mod slutningen, hvor det store slag traditionen tro skal stå. Men det er dog bjergtagende flot at skue, og der er noget på spil for alle de involverede, som man har lært at kende undervejs. Og så skal man huske at blive siddende under rulleteksterne, hvor der kommer ikke bare én, men hele to små sekvenser, som både er ret sjove, og som peger i retning af Shang-Chi og Katys videre færd i MCU.

’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ – Instruktion: Destin Daniel Cretton. Manuskript: Destin Daniel Cretton, Dave Callahan og Andrew Lanham. Fotografi: Bill Pope. Længde: 132 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her