Morten Sabroe (født 1947) er bange for at dø. Han er en blød mand, forklædt som hårdtslående skribent og ribssur debattør. Han er afhængig af at føle sig elsket, især af sin 16 år yngre hustru, Do. Han skriver om sig selv, også når han skriver om andre. Han er også en af de mest alsidige avisskribenter, Danmark har kendt.
Samtidig sætter bogen et minde over Morten Sabroes et år ældre bror, Peter, der i bogen er blevet ramt af en ondartet hjernesygdom. Brødrene har ikke været tætte siden ungdommen, men nu beder Peters børn onkel Morten stille op. Det gør han så, selv om han – oven i andre skavanker – selv får konstateret parkinson. Broderens sygdom hvirvler bogens fortæller ind i en grum spiral af dødsangst, som han bryder med selvironi og erindringer fra de vilde 1960’ere og 70’ere.
Interview med Bergman
Sjovest – og hele bogen værd – er en beretning om brødrenes fælles interview med Ingmar Bergman tilbage i 1972. Morten skal interviewe, Peter tage billeder. Sammen er de kørt hele vejen til Stockholm. Peter har feber, og hans fotodel stikker helt af.
Som fortæller-Morten beretter: »Blind på alle øjne satte jeg mig på bedetæppet foran Bergman og stillede ham alenlange, dybt kedsommelige spørgsmål, som han besvarede, som stod han på en prædikestol./ Indtil lynet slog ned. Bag min ryg havde min bror opstillet fire paraplyer med flashlamper, og nu trykkede han på udløseren midt i et af mine selvmorderiske spørgsmål, og:/ POW, sagde det./ Kontoret så ud som om det havde fået flere tusind volt igennem sig. Det samme havde Bergman, han lignede et selvlysende udråbstegn. Han kunne intet se i det meste af et minut. Der var så meget kraft i de fire flashlamper at jeg havde kunnet se Bergmans skelet, hvis ikke jeg var så travlt optaget af mig selv.«
Sådan bliver det ved, POW efter POW, til Bergman rasende styrter ud, og Peter surt kommenterer: »Gud fader, en selvoptaget stodder.«
Åh, det er morsomt.
’Raseri ude af proportioner’
Kort efter rager brødrene uklar. I romanen får Do lov at opsummere relationen og Mortens tendens til at beskytte sig med vrede: »Peter var en tank. … Du siger ikke fra over for dem, og når du så er ved at blive kørt helt over, eksploderer du i et raseri der er ude af proportioner, og de ser på dig med åben mund og polypper og tænker: Manden er fra den, han er fuldstændig fra den, og det er du jo.«
Bogen skildrer – som andre af Sabroes bøger – Morten og Peter som både privilegerede og omsorgssvigtede børn af Cirkusrevyens mangeårige direktør Povl Sabroe, AKA Den Gyldenblonde, og dennes yngre hustru Ingrid, fhv. elitesportsudøver, der havde det stramt med rollen som mor og husmor.
Danske og internationale kunstnere kom i hjemmet i Klampenborg nord for København, hvor Peter også mødte den australske danserinde, han giftede sig med som 21-årig. Forældrene var mere optaget af revyen og kunstnerne end af børn og hverdag. Sabroe har hyleskægt berettet om sin distræte far, der glemte sine børns navne. En hårdere medfart fik hans mor, der i romanen Du som er i himlen (2008) blev skildret som iskold, afvisende blondine, til overmål spejlet i Hillary Clinton! (På den aktuelle romans flaptekst skamroses netop denne roman i citater fra et mandligt anmelderkorps. Hrm.).
Lettere går fortæller-Morten hen over sin egen rolle i familien, selv om han i et nyligt interview i Politiken (25.9.21) erkender sine bidrag til konflikterne … Nu, hvor de alle er døde – senest Peter i 2020 – skriver han sig i sin nye bog frem til forsoning og en ny forståelse af broderens fandenivoldskhed og forældrenes markante bidrag til dansk showbiz.
I bogen fortælles, at skuespilleren Susse Wold, datter af revy- og filmstjernen Marguerite Viby, på et tidspunkt har opfordret Morten Sabroe til at skrive om ’os cirkusbørn’. Det har han hermed gjort: »Der var engang en familie, en herlig familie. Det var en rigtig cirkusfamilie … SHOWTIME!«
Morten Sabroe: ’Der var engang en familie – En herlig familie’. 226 sider. 250 kroner. Politikens forlag.
