En uhyre veloplagt Thomas Dausgaard vendte i sidste uge tilbage til DR Symfoniorkestret, som han var chef for i syv år indtil 2011. Efter afskeden med DR afprøvede Dausgaard terrænet for nye faste tilholdssteder ved siden af det succesfyldte partnerskab med Det Svenske Kammerorkester. I dag er han blandt andet chefdirigent for BBC Skotske Symfoniorkester i Glasgow, hvor han lancerer nye programtanker og et personligt præg på orkestrets spillestil. En rød tråd har været folkemusikkens indflydelse på orkestermusikken, nye værker er blevet bestilt med link til skotsk folkemusik.
I januar 2020 uropførte Dausgaard Bent Sørensens Enchantress (fortryllerske) inspireret af et Walter Scott-digt, og det stykke var med på torsdagskoncerten i København. Skotterne og Dausgaard er også i gang med at indspille Bartóks orkesterværker, en komponist med markante rødder i Balkans folkemusik, og som et afkast fra dette projekt hørte vi den sjældent opførte Suite nr. 2. I koncertens tredje værk, Arnold Schönbergs arrangement af Brahms’ Klaverkvartet nr. 1, var det folkemusikalske islæt til stede i finalens stærke ungarske krydderi, som man forbinder med romaernes elskede cafémusik. Det var et usædvanligt og fortræffeligt fremført program.
Æterisk tonekunst
Sørensen og Bartók kalder på en orkesterbesætning af mellemstørrelse, men sikken en forskel i udtryk og volumen. Folkemusikken lod sig høre ganske subtilt i Enchantress, så som melankolsk farvede strofer, en langsomt fejende dans, en salmeagtig melodi, og måske fjerne efterklange af Ossian, den opdigtede skjald fra det skotske højland. Men bortset fra disse hints gav værkets fem intermezzi et betagende indblik i Bent Sørensens poetiske univers, som beskæftiger sig hovedsageligt med forfinelse, antydninger, svage nuancer og skære klangvirkninger. Dausgaard var en strålende formidler af dette trylleri.
Men Enchantress er ikke kun æterisk tonekunst. Det pågående og stressende dukker op i afmålte doser. Ubekvemme klonk fra slagtøjet bryder ind i den forførende dans i det første intermezzo, og i det næste bliver en rundgang tilført kraftige, stødvise rytmer, elegant afsluttet af to fløjter. Det tredje intermezzo opleves som et gys trods de beskedne virkemidler, en strygertone vokser ud af intetheden og mødes af en uhyre dæmpet messingklang, isnende som et genfærd, men så blødt op af en liflig kammermusik.
Tilsvarende iscenesætter Sørensen drømmebilleder med foruroligende undertoner i det sidste intermezzo. Hornekkoer med klokkeklang, en enkelt tone vandrer gennem orkestret, soloviolinen går sine egne veje, og den omtalte salme udsættes for sordinerede messingblæsere. Man blev hooked. I mit hoved meldte sig sidste akt af Macbeth, Shakespeares skotske tronraner, hvor Birnamskoven, en hær camoufleret af grene, langsomt sniger sig op mod hans borg.
Ekspressiv basklarinet
DR Symfoniorkestret havde aldrig før spillet Bartóks Suite nr. 2, og mon ikke den var ny også for alle andre i salen. Suiten stammer i sin første version fra 1904 og hører til hans første værker for orkester, men det var en angiveligt grundigt revideret version fra 1943, der blev spillet. Hermed havde den ældre Bartók sat sit præg, man kan genkende træk fra Koncert for orkester, et af det 20. århundredes mesterværker, der blev til i samme år. Den frodigt komponerede suite er nu også ganske påvirket af Richard Strauss’ virtuose, senromantiske stil, og samtidig afslørede musikken, at Bartók i flere år har været på feltarbejde i de fjerneste landområder for at indsamle folkemusik.
Dausgaard skabte en skøn, episk dynamik i førstesatsen, med de to harper som gennemgående markører. Fraserne var gennemkarakteriserede, der var en smidigt bevægelig puls fra afsnit til afsnit, en organisk strøm af orkestrale portrætter. En digression: En ikke tidligere hørt solohornklang i orkestret, en smuk, stor og sikker sound, fik mig til at studse. Ansigtet var ukendt. Det viste sig at være en norsk musiker, som studerer i København, og hun var med kort varsel sprunget ind på den udsatte plads – måtte hun blive hængende i DR og med tiden forgylde horngruppen.
En anden fin solist var Søren Elbo på basklarinet. Bartók lader instrumentet indlede tredjesatsen i en vidtstrakt uakkompagneret solo, som Elbo formede med en behersket ekspressivitet i udfoldelsen af det spændende instruments registre. Det var et perfekt oplæg til strygerkorpset, som førte temaet frem til den elegiske sats’ højdepunkt. Sitrende klange i harper og strygere som baggrund for blæsernes nøje afstemte enstemmige variation af temaet.
Det gennemarbejdede orkesterspil var på samme måde eksemplarisk i den hurtige musik. Andensatsens kække temposkift, den drilske fuga i stringent stafetløb, de bajadsagtige replikker, hvor Strauss stak hovedet frem. Fjerdesatsens mildt sagt blandede landhandel med folkemusikkens vedvarende bordun-toner, intenst eksponerede strygerpassager og en pompøs slutning, som får finske Sibelius til at tone frem.
Skingre passager
Et meget grosses Orchester indfandt sig efter pausen til et værk, der bød på betydelige flere decibel end i første del. Arnold Schönberg arrangerede i 1937 Brahms’ Klaverkvartet nr. 1 i g-mol (violin, bratsch, cello og klaver) for en kæmpebesætning inklusive tre basunister, en tubaist og seks slagtøjsfolk. Det bedste, man kan sige om dette arrangement, er, at man får foræret en ekstra symfoni af Brahms. Schönberg mente, at fremførelserne, han havde hørt af kvartetten, var utilfredsstillende, han kunne ikke høre alle noderne, blandt andet fordi pianisten som regel overdøvede strygerne, og med en orkesterversion ville det problem være ude af verden.
Schönbergs instrumentation har særligt et uheldigt aspekt, de høje stemmefordoblinger i blæserkorpset. Adskillige gange lød de kraftige passager decideret grimt og skingert, som et tyrolsk harmoniorkester smækket oven på et mindre symfoniorkester. Tredjesatsen, den lyriske andante med dens indflettede linjer og støttende rytmefigurer, lider også under den fede orkestrering, det er svært at undgå en vis slæben i tempoet, ligesom det senere bliver ubehageligt overgearet med bombardementer fra slagtøjet i det stateligt marcherende mellemstykke.
Men Dausgaard havde en heldig hånd med mange ting alligevel. Der var finesse over andensatsens intermezzo, i løbenes fleksible udvekslinger mellem blæsere og strygere, med det solistiske flugtspil og det kollektive humør. Der var endog meget højt tempo i finalens folklore, den er ladet med en ekstraordinær energi, passende til Dausgaards temperament. Det var ved at koge over i opløbet hen mod målstregen, men bukserne holdt til salens store jubel. Det var interessant at opdage, at Brahms i en melodisekvens bruger en ungarsk rytmisk figur, som vi havde hørt hos Bartók tidligere på aftenen. Således hængte programmet rigtig godt sammen, også på mikroplanet.
Bent Sørensen, Bartók og Brahms/Schönberg. DR Symfoniorkestret under Thomas Dausgaard. Koncerthuset den 9. september.
