Blomster er på mode. De er overalt for tiden. På kjolerne, sengetøjet, porcelænet og på mændenes skjorter. Hvad der for få år siden ville være dømt fimset, romantisk eller total kitsch er nu fashion.
Sådan er det også i samtidskunsten, der nærmest er besat af blomster i både tørrede, malede, animerede og installerede formater. Og det er i sig selv interessant, da blomstermaleri førhen er blevet opfattet som et underlødigt kvindemotiv, der ikke ville andet end at behage.
Efterårets mest forførende udstilling Blomsten i kunsten får dog trods en lidt tam tematitel overbevisende demonstreret, at motivet besidder langt mere kritisk symbolik, end det historisk er blevet tillagt. Udstillingen rummer både gamle klassikere og helt nye værker af internationale og danske kunstnere, og det er generelt bare dybt stimulerende at gå rundt i en udstilling med blomsterværker af både franske impressionister og danske fynbomalere, der kontrasteres af helt unge og aktuelle navne. Udstillingen er kurateret af museumsinspektør Dea Antonsen, der ved siden af jobbet på Arken, er del af akademisk og aktivistisk orienterede Laboratoriet for Æstetik og Økologi, der udgiver bøger og laver udstillinger om økologiens aktuelle krise.
De spor finder man også her, hvor det sanselige og forførende motiv hele tiden sættes i spil af aktuelle værker, der på forskellige måder får tilsat lidt stimulerende malurt i bægeret og vakt det ellers så genkendelige motiv til live i nye overraskende konstellationer.
Køb og salg
Allerede idet man er trådt igennem indgangsdørens flor af plastikblomster, anlægger udstillingen det dobbelte perspektiv, og vi møder både de forførende blomster og den mere kritiske dimension af motivet.
Her i forstuen til udstillingen hænger tre værker på en baggrund af pink blomstertapet. Det ene er et overdådigt og sanseligt blomstermaleri, malet af J.L. Jensen i 1825, der i datiden var så populær en blomstermaler, at han gik under navnet »blomsterjensen«, hvor blomsterne løber som en guirlande rundt om en sokkel, og hvor vindruer, meloner og ferskner frister på toppen. Det er sukret blomstermaleri uden snerten af råddenskab. På en anden væg hænger til gengæld et nyere værk af israelske Ori Gersht, der peger på udstillingens internationale dimension og samtidig grundigt får smadret idyllen ved den fine blomsteropsats. Værket hedder Big Bang (2016), og selv om det præsenteres som maleri i ramme, så er det et videoværk, hvor en smuk blomsterbuket langsomt forvitrer, visner og bliver grå, for til sidst at eksplodere. Ud over at være et aktuelt eksempel på et memento mori-motiv fungerer det også som en konkret ødelæggelse af et motiv, der har pyntet i stuerne i borgerskabet siden 1800-tallet. Blomster er ikke kun uskyldsrene prydgenstande, men bærer også på historier om magt, begær og undertrykkelse.
Blomster blev i løbet af 1800-tallet en luksuriøs vare, der blev købt, solgt, importeret, og som var udtryk for overflod, luksus og velstand. Det viser et maleri af Paul Fischer fra 1927, hvor afskårne blomster i mange farver og former sælges på grønttorvet i København til fruer med frakker og hat.
Flotte blikretninger
At lave en udstilling fuld af blomsterværker kan lyde som den mest enkle opgave, det brugte emne til trods, men at få løftet de enkelte blomstermotiver ud over sig selv, så de går i visuel og symbolsk udveksling med hinanden, er en anden sag, som Blomsten i kunsten formår på en sanselig og klog måde næsten hele udstillingen igennem.
Særligt er der anlagt nogle lækre lange blikretninger i udstillingen, hvor værkerne opildner hinanden og visuelt stimulerer, så øjet bliver rørt af skønheden og symbolikken. Som når Rune Bosses hvide klorinstimulerede blomster i glasflakoner står i en cirkel i midten af rummet foran Claude Monets lige så sarte motiv af åkander i rosahvidlig pastel. En flot forbindelseslinje mellem én af vores lokale kunstnere, der også dyrker eget land med blomster, han bruger i sin kunst, og det absolutte koryfæ i genren. I hjørnet under loftet af samme rum hænger en kæmpe rosa kvæde og pynter på en kødelig måde. Det er et nyt værk af Petrit Halilaj & Alvaro Urbano, og Halilajs greb med at skalere genkendelige ting op i størrelse gør i denne sammenhæng blomsten decideret kropslig, som den hænger dér med sine store gule vulvaformede støvdragere.
Petrit Halilaj & Alvaro Urbano: ’7th of April 2020 (Quince)’, 2020.
Liderlig flora
For blomsten er om noget symbol for både frugtbarhed og liderlighed, og den eneste kunstner, jeg tager mig i at savne på udstillingen, er Georgia O’Keeffe og hendes megasensuelle, for ikke at sige direkte perverse, blomstermotiver. Heldigvis fungerer Kristian Zahrtmann stand in og står for ét af udstillingens frækkeste værker med maleriet Adam i Paradis (1914), der viser en lækker afklædt yngling, der sidder fredeligt tilbagelænet midt i naturens vildskab og lader os nyde synet. Kun en lille grøn kvist dækker en smule for kønnet, mens en slange tårner sig faretruende op. Naturen og seksualiteten har altid været sammensvorne.
I Melanie Bonajos aktivistisk-orgastiske filmværk Night Soil (2015) udfoldes dette emne i en samtidsmæssig kontekst, der handler om kvinders indestængte seksualitet og om nydelsens transformerende potentiale. Her følger man en række unge sexarbejdere, der arbejder på tantrisk tempel for at frigøre begge køns forhold til kroppen – blandt andet i seancer med lange bade fulde af blomster. Det er en vigtig film, som giver udstillingen et anstrøg af en aktivistisme, som jeg oplever, der aktuelt er et stort behov for. For hvordan kan vi bruge og være del af naturen og seksuelle relationer uden de er markedsgjorte? Hvordan kan vi dele frø og planter med hinanden, dyrke køkkenhaven, dyrke kroppen – ikke for at leve op til et særligt kapitalistisk ideal, men for at forbinde os dybere til vores menneskelige dimension som en del af et stort vibrerende økosystem, der er kørt af sporet?
Det er skønt, hvordan dette kropsaktivistiske værk vises i en museal konstellation af danske malere som Alhed Larsen og Anna Syberg, og hvor det bekostelige og dekadente Kongelige Porcelæn Flora Danica vises i en montre, uden at nysseligheden tager over, netop på grund af at værker som Bonajos også er med i den samlede oplevelse.
Alhed Larsen: ’Rhododendron’, u.å. Johannes Larsen Museet
Blomsterbetydninger
Udstillingen igennem sammenstilles de ældre blomstermalerier hele tiden med værker af samtidskunstnere, og derved bliver motivets symbolske dimension trukket mere frem end dets affektive funktion. For blomsterne er jo absolut ikke kun prydgenstande – selv om de pynter så gevaldigt – men har en afgørende og vital funktion i vores samlede økosystem, ligesom de har en rig kulturhistorisk rolle, som udstillingen også formår at pege på. Som når der i et afsnit af udstillingen berettes om såkaldt florografi, eller som floristen kalder det mere mundet »Sig det med blomster«, der handler om, hvordan man førhen spekulerede i at give usigelige beskeder via sammensætningen af en buket. Den yngre danske kunstner Emilia Bergmark komponerer i løbet af udstillingen 19 forskellige buketter, der alle har bestemte betydninger, og det er ret forfriskende med sådan en stor frisk buket på podiet midt i alle repræsentationerne af motivet.
Det er samtidig befriende at opleve smukke blomstermalerier af den franske impressionist Berthe Morisot eller danske Alhed Larsen i tæt udveksling med den unge generation, der bruger blomsterne til at tematisere alt lige fra klimakrisen til seksualitet, kolonial vold og krigsofre. På den måde bliver motivet aldrig enfoldigt eller ensformigt, men tværtimod begejstres øjet af udfordrende sammenstillinger, der stimulerer symbolikken i motivet – med et skarpt blik for blomsternes skyggeside.
’Blomsten i kunsten’, Arken. Indtil den 9. januar 2022.
