Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Op på hesten, pilgrim, fat tøjlerne, rid mod vest! Rid til Korsør, og se udstilling!

Peter Laugesen forsøger at se en sammenhæng mellem samtidskunsten for 60 år siden og den nuværende – repræsenteret af den Ruth Campau-kuraterede udstilling ’GO WEST’ med nye værker skabt af ti af landets mest eksperimenterende samtidskunstnere
I det fantastiske, kæmpehøje, beskidte rum i Gasværket med dets store mørke strukturer og tidsfalmende gule vægge har Ruth Campau sat sit præg med en stor gul tunge eller rutsjebane, der falder fra væggen i blød, bemalet akryl og er fæstnet til gulvet med en stor sten. Og det er udstillingens klareste maleriske satsning, mener Peter Laugesen.

I det fantastiske, kæmpehøje, beskidte rum i Gasværket med dets store mørke strukturer og tidsfalmende gule vægge har Ruth Campau sat sit præg med en stor gul tunge eller rutsjebane, der falder fra væggen i blød, bemalet akryl og er fæstnet til gulvet med en stor sten. Og det er udstillingens klareste maleriske satsning, mener Peter Laugesen.

Oskar Koliander

Kultur
29. september 2021

Jeg har skrevet om samtidskunst i mange år, men måske ikke så meget om den nuværende samtids samtidskunst, der ligesom skal være samtidig på en anden måde, end kunst har skullet være samtidig på før. Måske er det på tide at kridte banen op, forsøge at se en sammenhæng mellem for 60 år siden eller 70 og nu, hvilket sådan set er den postmoderne periode. Det føles indimellem, som om fortiden ikke eksisterer, jo måske den fjernere indimellem, og helt klart den antikke som et spejlbillede af alt og intet.

Det er den nære fortid, der er væk. På en måde findes modernismen ikke, og hvorfor gør den ikke det? Rager det nogen? Sikkert ikke. Glem den. Op på hesten, pilgrim, fat tøjlerne, rid mod vest!

Rid til Korsør, og se udstilling!

Stederne

Kunstbibliotekar Jane Pedersen præsenterede den amerikanske maler Morris Louis i tidsskriftet ’Billedkunst’ nr. 1. 1967 på følgende måde:

»Han (valgte) en malemåde, der snarere ligger i forlængelse af den impressionistiske, og som bygger farveflader og farvezoner op ved variation af kulører i stedet for valører. Dette resulterer i et fladt billedplan, fordi dybdeillusionen i billedet ophæves. Yderligere elimineres de taktile elementer på billedplanet ved, at farven hældes ud over og absorberes af det ugrundede lærred, som er anbragt i en vandret position, en teknik, Morris Louis lærte af Jackson Pollock og Helen Frankenthaler. Ved at løfte og folde lærredet fordeler malingen sig gennem sin egen gravitet, selv om det er maleren, der bestemmer processens forløb. Oliefarvens tynde akvarelagtige konsistens bevirker, at den suges op af lærredets absorberende overflade. Farven ligger ikke oven på lærredet, men indfarver det, så at farve og lærred bliver et.«

Den beskrevne teknik kaldes forskelligt – color image, color field, hard edge, post-painterly abstraction, og den opstod som en reaktion på, måske også mod, den ’action painting’, der ligesom slyngede Jackson Pollock i døden, fordi han som den sidste desperate modernist syntes, han måtte tage verdens skæbne på sig ved at gå ind i maleriet som en hvirvel af stof, af larm og skrald og forsvinde der om nødvendigt.

Jackson Pollocks død i 1956 var et chok og en åbning.

Det nye maleri, som Morris Louis (1912-62) er en af de bedste repræsentanter for, var ikke kun et amerikansk fænomen. Simon Hantaï malede sådan i Paris, og Pinot Gallizio malede sådan i Norditalien. De ville noget andet. Noget stort og åbent. Som siden er fortsat gennem andre faser, der har fået andre, nye navne, der alle er betegnelser for den samme evige proces, der er kunstnerens forhold til sit værk og sit arbejde, hvis det da er et arbejde og ikke noget langt farligere andet.

Op-, pop- og konceptkunst kom til at stå centralt i den nye minimalistiske verden. Enkelt, klart, simpelt, rene farver, rene former, rene tanker, og til sidst danner der sig måske igen nye kliker med hver sine dogmer om netop det.

Den ene af de to lokationer, hvor den udstilling, GO WEST, jeg her nærmer mig et forsøg på at beskrive, finder sted, er på Det Gamle Gasværk i Korsør, i X-rummet.

Den store sal er fantastisk i sin materialitet med sine laser og rester, sine strint og sprøjt af forsvundet. Den er som et gigantisk maleri af Franz Kline (1910-62). Det er fuldt af de stemninger, der inspirerede komponisten John Cage eller digteren Charles Olson. Viste dem vej til indeterminacy og composition by field. De ting som 1960’erne trådte frem af.

Accepten af alle de små ting, af al den mangfoldigt levede hverdag alle steder på alle mulige måder. Ikke for at ville noget andet, men for at kunne ville det eneste, det handler om. For at kunne ville det skønne og det sande, som er kunstens egentlige anliggende.

Uden tanke på alt det, der i den forbindelse er så ligegyldigt, at det kan være det rigtige for alle.

Den tilstand er baggrunden for den danske billedkunstner Ruth Campaus maleri. Vi venter med X-rummet. Lad os først ride til Kongegaarden.

Et maleris værdi i standard arbejdstid

Campaus gulv af malede gennemsigtige akrylplader i entreen er for mig en spejling af Poul Gernes’ stribede trappeopgang til udstillingssalene i det gamle Charlottenborg, der ligger skjult tilbage et sted i de hippe røgskyer, fra før der kun fandtes en enkelt samtid. Så langt tilbage, at Google ikke kan fange den. Den trappe var, som Ruth Campau siger, som hendes gulv i Kongegaarden skal være det, »et velkomstværk, som både clasher, overrasker og pirrer«. Man »overskrider en grænse og oplever et værk med kroppen«.

Den danske billedkunstner Ruth Campau har dekoreret gulvet med malede gennemsigtige akrylplader i Kunsthal Kongegaardens entre.

Den danske billedkunstner Ruth Campau har dekoreret gulvet med malede gennemsigtige akrylplader i Kunsthal Kongegaardens entre.

Oskar Koliander
Akrylpladerne er industrielt bemalede, omtrent som Pinot Gallizios ’industrielle maleri’, kæmpemæssige lærreder, der kunne skæres ud i firkanter, var det i 1950’erne. Helt så voldsomt profetisk kan ingenting jo være i dag. Men spejling og ekko og længsel og savn og muligt morgen kan det sagtens være.

Anna Taina (f. 1986) har som Campau forholdt sig til husets gamle vægfarver, men på en anderledes konceptuel måde. Hun har ridset hele sit lokales vægareal op i små rektangulære flader, som hun møjsommeligt udfylder en for en fra et stort flytbart stativ. Det gør hun som tilbagekommende performance, og da jeg så værket, var det godt halvvejs. Taina vil arbejde i alt 37 timer, altså en normal arbejdsuge, og så kan man jo se, hvor langt hun kommer på den tid. Altså måle et maleris værdi i standard arbejdstid.

Elle Klarskov Jørgensen (f. 1958) er den ældste på udstillingen. Hun var elev på akademiet af vores to bedste postmoderne skulptører, Willy Ørskov og Hein Heinsen. Hendes værk hedder GO-EAST. Hun går altså den modsatte vej.

I mærkeligt japanske objekter, der både signalerer lotusblomst og tempeltromme lader hun røde og blå farver blande sig på væggene og det rum, de indeslutter. Det er måske udstillingens mest interessante værk, fordi det er det mest mystiske, anbragt som det er i et rokoko interiør.

Det er lidt som Yves Klein, der lader sin internationale blå lande som en drøm på alt, hvad den møder.

Charlotte Thranes værk 'Opognedture' fra 2021.

Charlotte Thranes værk 'Opognedture' fra 2021.

Oskar Koliander
Charlotte Thrane (f. 1975) har klasket en klump af mere eller mindre beskidte madrasser sammen på en stor metalstang mellem to vægge, så det »kasserede nu fremstår som billeder på levet liv og taler om, hvem vi drømmer om at være«.

Den islandske Tumi Magnusson (f. 1957) har på førstesalen installeret et miljø, hvor tre forskellige rytmiske bevægelser er blevet manipuleret til kun at folde sig ud i frenetisk gentagne sekvenser af hver to sekunder. Effekten er lydligt rytmisk mere, end den er visuel.

Pernille Kapper Williams (f.1973) har udstillet tre malerier, malet med kosmetiske farver, rouge, highlighter, øjenskygge. Et stort digitalt print af et af dem vajer fra flagstangen i haven.

Det andet sted

Ruth Campau selv har også sat den vejledende accent på det fantastiske, kæmpehøje, beskidte rum i Gasværket med dets store mørke strukturer og tidsfalmende gule vægge.

Det har hun gjort med en stor gul tunge eller rutsjebane, der falder fra væggen i blød, bemalet akryl og er fæstnet til gulvet med en stor sten.

Det er udstillingens klareste maleriske satsning.

Michael Mørks (f. 1959) vægmaleri hedder Go West, mens der på maleriet står »SOUTH WEST«. Bundmaling »slår igennem mønsteret som skjolder«, siger han. »Maleriske lag smelter sammen«.

Claus Egemoses (f. 1956) arkitektoniske installation af farvede plexiglasfigurer i montrer kunne måske minde lidt om Constants utopisk fabulerende planer til et ’Ny Babylon’, der engang var situationisternes model for en mulig ny by, og vægrelieffet bag den, af bemalede rør, kunne så være en kommentar.

Oskar Kolianders (f. 1986) plader af 6 mm glas på væggen, hver af dem med ombøjet øverste højre hjørne som ark, man bladrer i, kunne være spejlende digitale papirer til en kommende beskrivelse af noget forsvundet.

Dan Stockholms (f. 1982) tilgipsede træstykker, ’palæontologiske problematiseringer’ kalder han dem, har en udstråling af Robert Smithson over sig. Der er noget mærkeligt levende i dem.

Det er der over hele dette på mange måder mærkelige spektakel.

Rejs vestpå, og luk øjnene op.

Kommer du fra Fyn eller Jylland, skal du mod øst.

Kongegaarden og X-rummet i Glasværket. Små blå skilte med tekster viser vej fra det ene sted til det andet. Ruth Campau har kurateret. Korsør. Til 3. oktober. Joy Mogensen åbnede udstillingen med en smuk tale om det mod, der skal til for at være kunstner eller i det hele taget beskæftige sig med kunst. Det var hendes sidste tale som kulturminister. Den kan ses og høres på Kongegaardens hjemmeside.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her