Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

På Teater Momentum er publikum alene i salen og skal selv læse manus højt – og det virker!

Den nye sæson på Teater Momentum i Odense indledes med en forestilling, hvor publikum er alene i salen og selv skal læse manuskriptet højt. På mærkværdig vis bliver det en både stærk og underholdende oplevelse
Scenerummet hos Teater Momentum er helt tomt og fuldt oplyst. På hvert andet sæde ligger et udprintet manuskript indsat i en plastikmappe. Nogen egentlig forestilling starter aldrig. Efter lidt tøven er der én blandt publikum, der læser den første replik i manuskriptet højt.

Scenerummet hos Teater Momentum er helt tomt og fuldt oplyst. På hvert andet sæde ligger et udprintet manuskript indsat i en plastikmappe. Nogen egentlig forestilling starter aldrig. Efter lidt tøven er der én blandt publikum, der læser den første replik i manuskriptet højt.

Julie Darum

Kultur
27. september 2021

»Tilskuerne ser ned på scenen.«

Regibemærkningen står efter hver evig eneste replik i det manuskript, som udgør den forestilling, jeg er til. Forestilling er nok egentligt ikke det rigtige ord – det vender vi tilbage til – og desuden er der ikke rigtig nogen, der faktisk ser ned på scenen. Vi kigger alle sammen ned i manuskriptet. 

På Teater Momentum i Odense er den nye sæson – volume 15 – netop skudt i gang med hybridkunstner Monia Sander Haj-Mohamed som kunstnerisk leder. Hver sæson hyres en ny kunstnerisk leder, der – med undtagelse af volume 11, hvor det var scenekunstkollektivet by Proxy og vol. 14, hvor Teater S/H med Christian Lollike i front overtog styringen – er en scenekunstner, som iscenesætter en trilogi på det lille odenseanske teater. Mange af de tidligere kunstneriske ledere har været teaterinstruktører – som for eksempel Mungo Parks direktør Anna Malzer, der sad på posten under volume 12 – men Monia Sanders profil er anderledes. Ifølge teatret arbejder hun i »et krydsfelt mellem skrift, performance og iscenesættelse«. Og første del af hendes trilogi med den samlede titel Øjne På Jorden er da også lidt svær at genrebestemme.

En forestilling, der aldrig begynder

Scenerummet, vi træder ind i, er helt tomt og fuldt oplyst. Sorte vægge, sorte lofter, sorte gulve. Fra loftet hænger forskellige lamper, og langs siddevæggene er snoretræk og andet teknisk udstyr nydeligt ordnet. Publikum indtager salen og sætter sig på stolerækkerne. Sådan som vi plejer at gøre. På hvert andet sæde ligger et udprintet manuskript indsat i en plastikmappe. Almindeligt hvidt A4-papir uden sidetal. Bunken i mappen er cirka en centimeter tyk. Der er mange ark. Bladrer man frem til Scene 1, lyder den allerførste regibemærkning:

»En teatersal. Lyset er skarpt. Man mærker en uro i salen. En gruppe mennesker sidder på tilskuerrækkerne og ser ned på en scene. De venter på at forestillingen skal gå i gang

Nogen egentlig forestilling starter dog aldrig. Efter lidt tøven er der én blandt publikum, der læser den første replik i manuskriptet højt. Måske er hun den performance doula (altså fødselshjælper), der krediteres i programmet. Måske er hun bare en almindelig teatergæst som alle vi andre. Uanset hvad sætter hun i hvert fald noget i gang. En anden fra publikum følger trop med den næste replik. Og sådan går det slag i slag derefter. Alle replikkerne i manuskriptet er tilskrevet rollen »Tilskuer«, og alle efterfølgende regibemærkninger lyder »Tilskuerne ser ned på scenen«.

På forhånd har vi fået at vide, at al lyd i salen vil blive optaget og komme til at indgå i anden del af Monia Sanders trilogi, som er lydinstallationen På Jorden, der får premiere sidst i november. I teksten på Momentums hjemmeside, der beskriver Øjne, kan man læse, at det er helt op til hver enkelt, om man vil læse med eller bare sidde stille og opleve.

Alsidig og dynamisk i al sin stilstand

Det er en overraskende fascinerende og varieret oplevelse at lytte til de mange forskellige stemmer fra publikum, der som et nøje orkestreret værk udfolder sig i salen. Her er en håndfuld vidt forskellige dialekter til stede fra klingende fynsk til ubestemmeligt rigsdansk. Nogle taler højt, andre lavere og mere forsigtigt. Nogle stemmer er mørke og skarpe, andre lyse og hæse. Langt de fleste af replikkerne er indledningsvist korte. Bare en enkelt linje som »Hvorfor kunne skuespillerne ikke komme« eller »Åh nej, er det sådan noget interaktivt teater?«.

Men efterhånden som vi arbejder os gennem bunken af sider, bliver replikkerne længere og mere komplicerede. Vi hører en lang række citater fra taler afholdt af statsledere gennem tidens kriser. Fra Mette Frederiksens tale på pressemødet den 11. marts 2020 til Thorvald Staunings meddelelse om den tyske hærs indmarch i Danmark i 1940.

Jeg har undtagelsesvist fået lov at komme til årskortpremieren, der er to dage før den egentlige premiere på Øjne. Publikum udgøres derfor af en mindre skare, som kun fylder en tredjedel af pladserne. Men alligevel er der ingen problemer med at få teksterne læst op. Unge og gamle sidder mellem hinanden og læser højt, nogle forsigtigt snublende gennem de vanskelige ord og ukendte, udenlandske navne, andre selvsikkert, som havde de aldrig foretaget sig andet. Nogle læser højt helt uden særlig betoning, mens andre lever sig ind i ordene og giver dem forskellige udtryk. De mange forskellige stemmer gør Monia Sanders tekst dynamisk og levende. Teksten handler om alt fra ensomhed og coronanedlukning til diverse andre samfundskriser, magtpositioner og nationalstaten.

Der er frygt og uro iblandet humor og politisk kant. Men det mest interessante i selve teksten er den måde, Monia Sander foregriber publikums reaktioner ved at skrive dem ind i replikkerne. »Undskyld, jeg spørger, men hvad handler den her forestilling egentlig om?« eller da vi over et par sider har hørt replikker, der fortæller, at én blandt publikum har medbragt et våben: »Lad os vente og se på sidste side. Om vedkommende faktisk har tænkt sig at bruge det.«

Øjne er indirekte opkaldt efter amygdala, som er hjernens frygtcenter, der har form som to mandler – eller to øjne. Det er angsten og usikkerheden, som Monia Sander forsøger at tricke i sin tekst. En form for parallel til den angst, vi som mennesker oplever, når der opstår kriser som med pandemiens indtræden i vores samfund. 

Da jeg i sin tid læste dramaturgi lærte vi, at teater skabes, når en skuespiller spiller en rolle, mens en tilskuer ser på. Sådan i grove træk. Hvis den definition holder, er Monia Sanders Øjne så overhovedet teater? Skuespilleren behøver jo ikke nødvendigvis være professionel eller have øvet rollen på forhånd. Så måske indtager publikum selv rollerne som både skuespiller og tilskuer. Måske er vi bare en del af et hybridværk. Det er i hvert fald en markant anderledes oplevelse end dem, vi får flest af, på danske scener. Og måske lige netop den type fællesoplevelse, vi trænger til at få. På papiret virker konceptet som en sjov idé, som det er svært at forestille sig vil fungere i den virkelige verden. Men det gør den. Altså fungerer. Øjne er alsidig og dynamisk i al sin stilstand, og det nye, ukendte i hele oplevelsen gør mig nysgerrig på, om Monia Sander kan overraske lige så meget i de to næste dele af hendes trilogi på Teater Momentum.

’Øjne’. Tekst og idé: Monia Sander Haj-Mohamed. Research mm: Line Dahler Eriksen, Louisa Yaa Aisin, Nanna Katrine Hansen og Samara Sallam. Levende statue i foyeren: Marius Ursu. Performance doula: Sophie Fetokaki. Kan opleves på Teater Momentum til 16. oktober 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo som en læseprøve, og det er vel i vor tid det mest spændende at tilegne sig: viden om, hvordan arbejde foregår. Ikke mindst kunstnerisk arbejde.

Skuespillerne er sparet væk. Det måtte jo ske.
Endnu et skridt mod det rene selvbetjeningssamfund.

/O