Grand mal. Smag lige på det udtryk. Det er, hvad der sker, når elektrokonvulsiv terapi – det, vi engang kaldte elektrochok – udløser et epileptisk anfald, og kroppen går i krampe. Ordene lyder på én gang frygtindgydende og nærmest poetiske. Det er, som om det med selve sin ordlyd rummer både sin forløsende styrke og potentielle tragedie.
Og det er i det grænseland, Peter Øvig Knudsens bog Jeg er hvad jeg husker bevæger sig. Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt lyder undertitlen. For forfatteren selv var elektrochokket et mirakel, som det er det for de fleste. Det befriede ham fra den psykotiske depression, som han i løbet af arbejdet med sin seneste bog Min mor var besat gled ned i. I Jeg er hvad jeg husker opsøger han på forbilledlig vis de fortællinger, hvor mareridtet udspiller sig. Uden nogensinde at miste forbindelsen til elektrokonvulsiv terapis dokumenterede langt overvejende positive effekter lytter han til dem, der mener at have mistet sig selv som følge af elektrochok.
Erindring og sindslidelse
Allerede den todelte titel signalerer, hvad der både er bogens strukturelle udfordring og dens unikke indhold. Bogen vil mange ting: Den vil gå dybt ind i forfatterens egen depression og dens betydning for hans familie, den vil fortælle elektrochokkets faktiske og kulturelle historie, journalistisk vil den granske dokumentationen for effekterne, og på det eksistentielle niveau vil den undersøge forbindelsen mellem hukommelse og identitet. Det giver til tider en lidt rodet fornemmelse og uklar retning, men det opvejes af, at trådene samles og ledes frem af forfatterens personlige historie og faglige virke, hvor det hele altid har været der på samme tid.
Den personlige historie var i fokus i Min mor var besat. Her fortalte Peter Øvig Knudsen om livet med en psykisk syg mor, og bogen vekslede mellem at være en tiltrængt ventil for den lille drengs retfærdige vrede og at være udtryk for patientens gryende forståelse. Jeg er hvad jeg husker er dens selvstændige opfølger. Den mangler den første bogs forløsende vrede energi, der gav ordet til den, der sjældent får det: barnet af den psykisk syge, men Peter Øvig Knudsen er igen fokuseret på at aftabuisere og give stemme til de oversete og umyndiggjorte.
I sit faglige virke har Peter Øvig Knudsen særligt beskæftiget sig med to komplicerede mekanismer i den menneskelige psyke: erindring og sindslidelser.
Den første bog, han overhovedet var med til at skrive, Er du da sindssyg (1987), handlede om psykiatrien, og siden har han i forskellige afskygninger mødt eksempler på erindringens betydning og dens stærke forbindelse til identiteten. Både når det handler om Besættelsen, hippietiden og Blekingegadebanden. Hvordan der er nogle ting, der er ubærlige at huske, som de faktisk foregik, og hvordan det kan være ubærligt, at andre husker begivenheder anderledes, end man selv gør.
På en måde kulminerer forfatterskabet derfor i Jeg er hvad jeg husker, når de to aspekter mødes i depressionen og elektrochokket, hvor netop hukommelsen risikerer at blive ramt.
Pernille Frandsen
Peter Øvig Knudsens eget mirakel mødes i bogen med andres mareridt. Stærkest i fortællingen om sosuassistensen Pernille Frandsen, der i dag er førtidspensionist og forklarer sine massive hukommelsesproblemer med de elektrochok, hun modtog som behandling for en mild depression – selv betvivler hun, at der overhovedet var tale om en depression.
Det er rørende at følge mødet mellem de to gensidigt anerkendende og forstående elektrochokpatienter med så markant forskellige erfaringer. Mellem Peter Øvig Knudsen, der oplever at være blevet et menneske, han bedre kan lide efter elektrochokket, og Pernille Frandsen, der fylder en væg i sit hus med fotos som erstatning for sin hukommelse. Hun fortæller om forskellen på at huske en begivenhed og at vide, at den har fundet sted:
»Jeg ved det, fordi jeg har fået det fortalt, men jeg vil ikke kunne gå i detaljer. Jeg kan ikke danne indre billeder af begivenheden. Jeg kan også vide, fordi jeg har læst mine egne notater eller min journal. Da jeg forleden læste i journalen, at jeg havde glemt Saschas fødsel, kunne jeg godt huske den knugende følelse, da jeg opdagede det. En klaustrofobi, en panik. Det kan jeg godt huske. Men ikke fødslen.«
Med rette slutter Peter Øvig Knudsen bogen med en tak til Pernille Frandsen »for at stille op til det hele.« I løbet af bogen bliver hun konfronteret med videnskaben – der kun nødtvungent anerkender hukommelsestab som en bivirkning af elektrochok – og endda til sidst med den nyeste forskning, der tyder på, »at mennesker med høj hjerneaktivitet, høj IQ og lang uddannelse tager mindst skade af elektrochok.«
Peter Øvig Knudsen er en mesterlig interviewer og lige så imponerende i sin rytme, dosering og formidling af svarene. Man er simpelthen med ham, når han spørger Pernille Frandsen, hvordan hun har det med at høre, at der kan være en sammenhæng mellem hendes bivirkninger og hendes intelligens.
Selvkritik
Peter Øvig Knudsen viger heller ikke tilbage fra at genbesøge sin egen tidlige journalistik om psykiatrien, der var præget af hippietidens antipsykiatriske bevægelser og betvivlede, om der overhovedet fandtes psykisk sygdom i biologisk forstand, eller om det var systemet, der ikke kunne håndtere normbrydere og derfor i bedste fald rubricerede folk som gale og i værste fald gjorde dem syge. Han følger sit eget spor gennem sin både personligt og populærkulturelt funderede frygt for psykiatrien og som øjenvidne til psykiatriens og antipsykiatriens historie fra både den pårørende, patientens og journalistens synsvinkel. Peter Øvig Knudsen er altså igen forbilledligt metodebevidst og selvkritisk.
Det eneste, der i den henseende virker en anelse uforløst, er Øvigs inddragelse af sin families blik – både på hans sygdom og hans inddragelse af den i sit forfatterskab. Det står simpelthen ikke helt klart for mig, hvilken rolle Øvig ønsker, at særligt hans datters omsorgsfulde og hans søns afvisende reaktion skal bidrage med. Men måske er Øvig blot så god til at tegne mønstre frem, at jeg forventer, de altid skal være der. Måske vil han i dette tilfælde simpelthen give plads til andres oplevelse af og i sin historie. Ligesom han med sin forrige bog tiltvang sig sin egen retmæssige plads i sin mors. Uanset, så har Peter Øvig Knudsen givet os endnu et afbalanceret og uafrysteligt indblik i psykiatrien, der åbner samtaler frem for at lukke dem.
Peter Øvig Knudsen: ’Jeg er hvad jeg husker – Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt.’ Gyldendal. 306 sider. 250 kroner
