Da Danmarks nyslåede kulturminister for nylig blev spurgt ind til sit kulturforbrug af P1, fremhævede hun en koncert med Peter Sommer som en af sine store musikoplevelser. Oprigtigheden af udsagnet er der ingen grund til at betvivle, men i hvert fald er Sommer også et godt valg, hvis man gerne vil signalere et kultursyn, som både er forankret i det folkelige og den seriøse kunst.
Sommer er nemlig en af de relativt få danske sangskrivere, der helt siden starten med duoen SuperJeg i 2002 har formået at appellere bredt, samtidig med at han har bevaret integritet som kritikerrost musikalsk auteur. Snart besøger han den lidt kejtede fællessangs arena, snart kradser han i sjælens mørke. Han kan indtage Roskilde Festivals Orange Scene, men han kan også bygge et helt intimt rum op omkring sine sange. Og så har han aldrig været bange for at afsøge nye soniske rum for sine tekster – fra lavmælt folk til sortrandet rock, fra elektronisk musik til akustisk kammerjazz – uden at give køb på en gennemgående musikalsk signatur.
Åbne rum om teksterne
I 2018 – symptomatisk nok samme år som han kunne indtage Orange Scene med sit faste band Tiggerne – begyndte han at spille koncerter kun ledsaget af samme orkesters tangentspiller Palle Hjorth. Et koncept, der helt i tråd med Sommers drilske tilgang til det danske sprog hurtigt fik navnet »Peter Sommer alene med Palle i verden«.
Koncerternes undersøgelser af sange fra hele bagkataloget befriet for backing band resulterer nu i albummet Peter Sommer, Palle Hjorth, Pro Tempore (eller bare PSPHPT) som en direkte forlængelse af koncerterne og alligevel ikke helt. Peter og Palle er nemlig ikke så alene i verden i dette tilfælde, hvor musikalske venner som Søren Huss og Mikael Simpson kigger forbi Egeskov Slot, hvor albummet er indspillet, og hvor også violinist og arrangør Davide Rossi (kendt fra samarbejder med blandt andet The Verve, Goldfrapp og Coldplay) leverer smægtende strygerarrangementer til flere numre.
Man kan ikke entydigt sige, at PSPHPT repræsenterer en mere nedbarberet version af Sommer, for flere sange er ganske rigt orkestrerede. Alligevel tager sangene en afstikker fra det mere folkrockede territorium i en række arrangementer, der skaber store åbne rum om teksterne og sætter Sommer i scene som en slags moderne visesanger, der samtidig løfter den dramatiske arv fra Jacques Brel og Scott Walker ind i det danske sprog, tilsat et strejf af Leonard Cohen og Nick Cave.
Gammel vin
Det er næsten for nemt at kalde det gammel vin på nye flasker. Især fordi omslaget til pladen mimer etiketten til netop en vinflaske – så mon ikke Sommer og Hjorth har taget højde for denne indvending? Selv taler de om assemblage som en proces, hvor vin fra forskellige årgange blandes til en ny vin. Og det oplagte spørgsmål for lytteren må da være, om denne assemblage på overbevisende vis samler sig i en ny krop, et nyt værk, eller om der blot er tale om en udvanding?
I hvert fald er der eksplicit ikke tale om en greatest hits, og man fornemmer, at der er lagt arbejde i at finde sange, som passer ind i netop disse rammer, og som kan tale til hinanden på tværs af de kontekster, de er hentet ud af. At albummet læner sig til den mørke side overrasker ikke, da instrumenteringen næsten kalder på at fremhæve denne side af Sommers værk. Hans sange er aldrig uden humor, men holder man først og fremmest af Sommer som den lune jyske skjald, han også kan være, vil man famle frustreret rundt på et album, hvor klaver, strygere og stemme – til tider næsten for henført – maner melankolien frem.
Drøm og deroute
Indgangsporten er den majestætiske »Elskede at drømme, drømmer om at elsker«, hvor Rossis strygere virkelig folder sig ud i en sang, der meget fint indrammer et livssyn – en insisteren på, at vi må forblive drømmere og elskere, også selv om livet gang på gang river drømmen i stykker.
Og revet i stykker bliver den eftertrykkeligt på sange som »Lad mig forlade dig, før du forlader mig«, »Sang til Bo«, »Pænt goddag, pænt farvel« og »Faret vild i den samme skov« for ikke at nævne den ubønhørlige deroute i »Til rotterne, til kragerne, til hundene«. En sang, der i sin tid viste en snerrende rocket side af Sommer, men her genfortolkes som dyster folk, hvilket uforglemmelige linjer som »De må skære i hans krop, hvis de vil se, hvad han har på hjerte« bestemt godt kan bære.
Fra samme album stammer »Hvad Sker Der i Dit Hoved«, der ikke er omarrangeret nævneværdigt, men som til gengæld rammer hovedet på sømmet som PSPHPT’s bitre essens – hvor drøm og selvdestruktion forenes i en person, der er så desperat efter at mærke et møde med verden, at han synger: »Lad mig blive ramt af en bil, jeg aldrig får råd til at købe« (udtalt med et drævende jysk køw’). Her går sortsyn med hilsen til The Smiths hånd i hånd med jysk underspillethed, og det er fremragende.
Er PSPHPT et album, der kaster afgørende nyt lys på Peter Sommers sange? Det synes jeg ikke. Snarere kan pladen vel ses som en veloplagt melankolsk tænkepause midtvejs gennem livet. En tænkepause, som man bestemt godt kan unde sig selv at tage del i – selvfølgelig ledsaget af et godt glas vin, mens sommer bliver til efterår.
'PSPHPT'. Peter Sommer, Palle Hjorth, Pro Tempore (Genlyd / Sony), udkommer den 3. september
Peter Sommer og Palle Hjorth drager på landsdækkende tour, der indledes den 9. september i Vordingborg
