To nye album – med henholdsvis Haydn-cellokoncerter og Brahms-klaverkoncerter – har det til fælles, at de åbenbarer overraskende anderledes klangverdener, end vi er vant til at høre i disse værker.
Deres tilgang repræsenterer den historisk informerede opførelsespraksis, og dette småstøvede udtryk dækker over hovedsagligt to ting: at man undersøger, hvordan musikken sandsynligvis blev opført på komponistens tid, og at man griber til den tids instrumenter og forsøger at levendegøre den svundne spillestil – ikke for at gå på museum, men for at skrælle den fernis af musikken, som er blevet malet på gennem tiderne. Fernis er eksempelvis det vedvarende vibrato, den fyldige vibrerende klang, som først blev almindeligt implementeret i 1920’erne i den klassiske musik.
Tak, Valdemar Lønsted, for - som altid - at berige læserne med dine indsigtsfulde, smittende anmeldelser.
Til chefredaktøren: Det er bare OPTUR med disse anmeldelser og gennemgange af klassisk musik. Bliv ved med at prioritere det. TAK!