Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rødstrømpedatter tager sit egentlig ret fine liv op til revision i Johanne Myginds debutroman

Johanne Mygind gør i sin debutroman, ’Kærlighedens år’, status over tre generationers kvindeliv, fra 1950’ernes husmoridealer over 1970’ernes ligestillingskampe og eksperimentelle samlivsformer til nutidens forening af karrierestress og vildskabslængsel
Kultur
17. september 2021
Johanne Mygind skriver fermt og lettilgængeligt, og som førstepersonsfortæller er Nanna mere end villig til at fremlægge analyser af, hvorfor hun har det, som hun har det, med det ene og det andet.

Johanne Mygind skriver fermt og lettilgængeligt, og som førstepersonsfortæller er Nanna mere end villig til at fremlægge analyser af, hvorfor hun har det, som hun har det, med det ene og det andet.

Laerke Posselt

Et citat fra Trille-sangen »Hej søster« fungerer som en problemformulering for Johanne Myginds debutroman, Kærlighedens år, som passende nok har fået sin titel fra samme ikoniske halvfjerdserhit.

»Så gik det kærlighedens år,« står der, før romanen går i gang med sin beretning om en kvindelig københavnsk radiodokumentarist i fyrrerne, der lige er blevet skilt fra faren til sine tre børn. Nanna hedder hun, hovedpersonen, og hun er tydeligvis et sted i livet, hvor der skal gøres status.

»Hvad er det så vi har lært / hvad er det nu vi forstår,« lyder de næste linjer. De to spørgsmål indkapsler romanens projekt, og selve sangen peger klart i retning af rødstrømpebevægelsens frigørelsesprojekt, som Nanna er et barn af.

Kærlighedens år er ikke bare en roman om at finde fodfæstet efter en skilsmisse (med et meget lavt konfliktniveau). Det er også en slægtsroman, der beskriver tre generationer af kvinder, og hvordan de har været både begrænset og begunstiget af skiftende normer, kønsroller og brydninger i samfundet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her