Et citat fra Trille-sangen »Hej søster« fungerer som en problemformulering for Johanne Myginds debutroman, Kærlighedens år, som passende nok har fået sin titel fra samme ikoniske halvfjerdserhit.
»Så gik det kærlighedens år,« står der, før romanen går i gang med sin beretning om en kvindelig københavnsk radiodokumentarist i fyrrerne, der lige er blevet skilt fra faren til sine tre børn. Nanna hedder hun, hovedpersonen, og hun er tydeligvis et sted i livet, hvor der skal gøres status.
»Hvad er det så vi har lært / hvad er det nu vi forstår,« lyder de næste linjer. De to spørgsmål indkapsler romanens projekt, og selve sangen peger klart i retning af rødstrømpebevægelsens frigørelsesprojekt, som Nanna er et barn af.
Kærlighedens år er ikke bare en roman om at finde fodfæstet efter en skilsmisse (med et meget lavt konfliktniveau). Det er også en slægtsroman, der beskriver tre generationer af kvinder, og hvordan de har været både begrænset og begunstiget af skiftende normer, kønsroller og brydninger i samfundet.
Nanna er eneste barn af den engang ret prominente rødstrømpe Elisabeth, som er datter af Rigmor, som gik på kompromis med sine faglige ambitioner for bedre at kunne holde hus for sin ingeniørmand. På mange måder kan hver af kvindernes måde at forvalte sit liv på ses som en reaktion – og ofte en modreaktion – på det miljø, de voksede op i.
Romanens nutidsspor udfoldes i tolv kapitler navngivet efter månederne fra januar til december. Dette år går for Nanna med at få pakket ud i den nye lejlighed i Sydhavnen, etablere rutiner, der passer til den nye familieform, holde karrieren som selvstændig podcastproducent kørende, gruble over, hvad der gik galt i forholdet til eksmanden Jakob, og ikke mindst på at finde ud af, hvad hun egentlig har lyst til og længes efter i sit liv. Den del af romanen er kun moderat interessant.
Johanne Mygind skriver fermt og lettilgængeligt, og som førstepersonsfortæller er Nanna mere end villig til at fremlægge analyser af, hvorfor hun har det, som hun har det, med det ene og det andet. På den måde får man et klart og overskueligt billede af et bestemt menneske i en bestemt livsfase, og det kan man så muligvis spejle sig i. Men beskrivelserne af venner og familie, der hjælper med boligindretning, en sommerferie med børnene, der bliver lidt for ensformig, og nogle selskabelige begivenheder, hvor Nanna er påfaldende distanceret, rykker ikke det store ved ens forståelse af den verden og den tid, vi lever i.
En gang imellem er der dog skarpe iagttagelser af, hvordan forskellige familieformer fungerer, og hvilke ritualer og forventninger der holder dem sammen. Den slags har Mygind et skarpt blik for.
Sideløbende med at Nanna i en tilstand af funktionel desperation har sit liv oppe til revision, arbejder hun på en radiodokumentar om Elisabeth, et portræt af hende og af den tid, hun var formet af, og den tid, hun med sit kønspolitiske engagement var med til at præge.
Efter hvert nutidskapitel følger en transskriberet lydoptagelse, dateret og mellem en halv og en hel side lang. Båndudskrifterne viser Elisabeths manglende evne eller vilje til at komme ud med sproget og fortælle om sin tid i rødstrømpebevægelsen og sine forhold til de andre kvinder og til Nannas far, en kollektivist og landmandssøn med en glødende interesse for økologi og miljøpolitik. De viser også ofte, at det gør Nanna utålmodig som interviewer (og datter), at Elisabeth ikke kan levere varen.
Lige så fåmælt, som hun er i båndudskrifterne, lige så udpenslede er de kapitler, der kommer lige efter dem. De skildrer skiftevis Elisabeths formative år som kvindepolitisk aktivist, begærsvæsen og mor og en kort periode i begyndelsen af 1950’erne, hvor hendes mor, Rigmor, mødte sin mand og fik Elisabeth.
Hvis man har læst historiker Pernille Ipsens dokumentariske mesterværk Et åbent øjeblik eller hørt radiodokumentaren Kærlighed, kamp og kusse, som Johanne Mygind i 2016 lavede sammen med Louise Witt-Hansen for P1, vil man kunne genkende meget i romanens fortidsspor. Det vil man givetvis også, hvis man selv var en del af den aktivistiske, kollektivistiske venstrefløj i 1970’erne.
Det er en tidsrejse, man gerne vil med på. Ikke mindst når Elisabeth fremfører det synspunkt, at ingen generation har haft det så sjovt som hendes: »Vi vandt jo. Vi fik ligeløn, vi fik fri abort. Og det er da sjovt at vinde.«
At det så ikke var lige sjovt hele tiden, hverken for de voksne eller de børn, de fik, er en gennemgående pointe i romanen. En anden pointe er, at det godt kan være svært at leve op til sine egne idealer om frisind og frigørelse. Det viser sig i løbet af romanen (og faktisk også i bogens bagsidetekst), at Elisabeth bærer på en hemmelighed om en forelskelse i en anden kvinde.
Det er selvfølgelig ikke topmålet af mod at gå og putte med den slags, men det drama, der kommer ud af det, er et lidt tyndt et. Kærlighedens år formår ikke at gøre sin historie mærkbart dramatisk, men har til gengæld et godt blik for de perioder, den skildrer, og den plads, kvinden her fik – eller tog sig.
Johanne Mygind: ’Kærlighedens år’. Roman. Gads Forlag, 399 sider, 300 kroner
