Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Roman om Gustav Mahlers sidste rejse er en fin, lille sag

I sin seneste roman skildrer østrigske Robert Seethaler det nervøse kunstnersind
Kultur
1. oktober 2021
’Sidste sats’ er på mange måder en overbevisende skildring af kunstneren Gustav Mahler, den følsomme komponist med det forfinede sanseapparat og det skrøbelige sind.

’Sidste sats’ er på mange måder en overbevisende skildring af kunstneren Gustav Mahler, den følsomme komponist med det forfinede sanseapparat og det skrøbelige sind.

Album / Fine Art Images

I de seneste år har det været en stigende tendens blandt forfattere at skrive romaner om mennesker, der har levet. Inden for litterære kredse har man talt om »exofiktion«, der som et kækt modsvar til autofiktionens afsæt i forfatterens eget liv i stedet kigger ud (deraf »exo«) og digter med afsæt i andres liv i en genre, der kan karakteriseres som biografisk fiktion.

Herhjemme har vi fået adskillige glimrende eksempler på denne strømning, senest Rakel Haslund-Gjerrilds Adam i paradis, hvor hun digter over maleren Kristian Zahrtmanns liv og kunst.

Nu har østrigske Robert Seethaler, der er bedst kendt for sin storsælgende og Man Booker Prize-nominerede roman Et helt liv, også kastet sig ud i exofiktionen med en roman om Gustav Mahler, der skildrer den berømte komponist på hans sidste rejse. Denne ganske korte fortælling på lige over hundrede sider bærer titlen Sidste sats og åbner i året 1910, kort inden Mahlers død. Han sidder for sig selv på skibet Amerikas dæk, på vej fra New York til Europa, mens han betragter havet, der ligger udstrakt foran ham. En skibsdreng er blevet sat til at våge over Mahler, der allerede er så afkræftet af sygdom, at han dårligt kan stå op. Han vil gerne sove, men han frygter, at han ikke vil vågne igen.

I denne nærmest hallucinatoriske tilstand af dødsbevidsthed oprulles nu, glimt for glimt, erindringer fra den store kunstners liv. Og ligesom det er tilfældet med så mange store kunstnere, fremstår mennesket Mahler som en ganske lille person, ynkelig og humørsyg grænsende til det patetiske, med en aldrig svigtende sans for det dramatiske og lunefulde.

Han driver sine nærmeste til vanvid, særligt den 19 år yngre kone Alma, der i en af bogens mest mindeværdige scener på tåkrummende vis må irettesætte ham foran tidens største skulptør, Auguste Rodin, der er blevet sat til at lave hans buste, fordi den nervøst anlagte komponist ikke kan sidde stille.

Mens den aldrende og svagelige Mahler genkalder sig denne og lignende episoder, sidder Alma og datteren Anna et par etager under og nyder deres morgenmad. Parrets anden datter, Maria, har de mistet år tilbage til difteri, og mindet om hende og hendes sidste timer, »hendes sidste åndedrags hosten og rall

en«, hjemsøger Mahler, der ofte tror, at han ser hende.

Men selv om Alma og Anna er tæt på, kunne de ikke være længere væk. Alma har allerede indladt sig på en affære med Bauhaus-grundlæggeren Walter Gropius, den »bygmester«, som Mahler nedladende omtaler ham, hun senere skulle blive gift med. Anna har han på sin vis aldrig været i nærheden af. Hun er seks år og kender dårligt nok sin far, der på trods af sin store kærlighed til datteren har forsømt hende til fordel for karrieren som komponist og dirigent – ironisk nok når man tænker på, at den neurotiske Mahler aldrig selv er »nået ud over den barnlige rædsel for at blive forladt«.

Kunstnersind

Sidste sats er på mange måder en overbevisende skildring af kunstneren Mahler, den følsomme komponist med det forfinede sanseapparat og det skrøbelige sind. Det er en ganske smuk og vemodig udforskning af de kompromiser, der knytter sig til det kunstneriske kald. For musikken vinder ganske vist Mahler berømmelse, men den isolerer ham også følelsesmæssigt fra dem, han elsker.

Samtidig er det en roman om forgængelighed, der ofte digrederer i vidtløftige spekulationer om tidens natur, et tema Seethaler tidligere har udforsket i den førnævnte Et helt liv, der skildrer bonden Andreas’ liv i de østrigske bjerge, eller romanen Fælleden fra 2018, der strækker sig over flere generationer i den fiktive by Paulstadt. Tag for eksempel denne passage: »Han havde engang hørt, at alle menneskets celler bliver udskiftet flere gange i løbet af et liv, således at der allerede efter nogle få år ikke er noget tilbage af den oprindelige krop. En evig genfødsel i det små, så at sige. Men hvis de enkelte dele allerede var underkastet en permanent udskiftning, kunne man så i det hele taget tillægge helheden sådan noget som kontinuitet? Et over tid konstant, i kernen og i det væsentlige uforanderligt selv?«

Den slags højttravende abstraktioner er bogen fuld af. Ofte fungerer det godt, men indimellem fremstår Seethalers roman også en smule altmodisch. Under læsning tænkte jeg på den schweiziske forfatter Christian Kracht, der ligesom den jævnaldrende Seethaler holder af at skrive fortællinger, der leger med det biografiske og dokumentariske. Men i modsætning til schweizeren, der altid inkorporerer et legende element i sine fiktive udforskninger af virkelige hændelser og dermed giver det tunge stof lidt ironisk distance, er Seethaler mere patosfuld.

Denne oprigtighed er ikke en svaghed, men den bevirker, at bogen visse steder kommer til at fremstå som en karikatur af sin hovedpersons overdrevent eftertænksomme gemyt.

Forlaget måtte desuden gerne have gjort mere ud af omslaget, der som en vag, akrylfarvet stregtegning af hovedpersonen omsværmet af noder ikke helt yder indholdet retfærdighed. Seethalers bog er trods alt en fin lille sag, der uden tvivl vil kunne vække begejstring blandt mange læsere.

Robert Seethaler: ’Sidste sats’. Oversat af Anneli Høier. Forlaget Olga. 108 sider. 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her