Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sally Rooneys nye roman dirrer af erotiske spændinger, magtspil og misforståelser

Sally Rooney er tilbage med romanen ’Skønne verden, hvor er du’ om en forfatter, der har svært ved at håndtere livet og den litterære succes. Det er en bidsk kommentar til berømmelseskulturen

’Sidste del af ’Skønne verden, hvor er du’ er i mine øjne noget af det bedste, Sally Rooney har skrevet,’ skriver kritiker Tonny Vorm.

Sigrid Nygaard

Kultur
10. september 2021

Hvordan følger en yngre forfatter succesen op efter to kritikerroste og storsælgende romaner? Sally Rooney har valgt en både enkel og meget modig løsning. Efter Samtaler med venner (2017) og Normale mennesker (2019) har den 31-årige irer med Skønne verden, hvor er du skrevet en roman om en yngre, kvindelig forfatter, der har svært ved at håndtere den litterære succes, hendes to første bøger bragte med sig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar i forlængelse af litteraturredaktør Peter Nielsens nyhedsbrev om valget af Tonny Vorm til at anmelde romanen af Sally Rooney:

Det er værd at bemærke, at på såvel Politiken, Berlingske som Kristeligt Dagblad har redaktører valgt selv at anmelde romanen, mens Peter Nielsen har sat en "menig" anmelder til det. Resultatet er vellykket i Information.

Når anmeldelserne i Politiken og Berlingske, som jeg umiddelbart har adgang til, er blevet mindre vellykkede, som anmeldelser betragtet, har det ikke noget at gøre med anmeldernes alder. Det "omklamrende og tåkrummende" skyldes det, redaktørerne gør i deres anmeldelser.

Anmeldelserne i Politiken og Berlingske er kort sagt for selvsmagende og selvhøjtidelige. De er i for høj grad, ikke mindst i de valgte formuleringer, orienteret mod en fremhævelse af anmeldernes smag ("ih, hvor smager det mig godt") og i for ringe grad orienteret mod brugernes litterære interesser.

Hvad er vigtigst: at fastholde læserens fascination af anmelderens storladne brug af sproget eller at fastholde læserens interesse for værket? Forhåbentlig det sidste!

Anmeldelserne i de to aviser er således i for høj grad præget af anmeldernes personlige præferencer og perspektiver i forhold til forfatteren og forfatterskabet, samt til trends i tiden, hvor værket, der anmeldes, til gengæld har en tilbøjelighed til at glide i baggrunden.

Jeg er dog ikke blind for, at der er læsere af dagbladene, der bare godt kan lide at læse æstetisk appellerende anmeldelser, for deres egen skyld, og måske er mindre interesseret i de værker, det vel egentlig burde dreje sig om.

" Jeg vil gerne læse en anmeldelse af en, der ved noget om litteratur, som kan give et perspektiv enten i forhold til det øvrige forfatterskab eller en trend i tiden og oprette en æstetisk målestok, jeg kan forholde mig til". (Lars Handesten)

https://www.information.dk/kultur/2021/08/kritikkens-individualisering-k...

Bjarne Toft Sørensen

For nogle år siden talte jeg med en anerkendt kunstkritiker om hans syn på sit arbejde, og han fremhævede, at det at skrive en god anmeldelse er en kunstart i sig selv, og at denne kunstart gerne måtte bære et særligt præg i forhold til, hvem der havde skrevet den. Lidt som når man ser et lille udsnit af et kunstbillede og med sin erfaringer med kunstnerens stil straks ved, hvem der har malet det.

Jeg er ikke helt uenig, men risikoen bliver meget nemt, at fokus i anmeldelsen flyttes fra kunstneren til den, der anmelder vedkommendes billeder. Og det må selvfølgelig ikke ske. Lidt som når kunstnere ved en udstilling raser over, at fokus ikke længere er på deres arbejder, men på det som kuratoren har gjort med dem.

Anmeldelse som kunstart har også en tilbøjelighed til at fungere som en form for klassemarkør (i Bourdieus forstand), at man tilhører et særligt æstetisk dannet fællesskab, hvor nogen er inde og nogen dermed også er ude. En særlig form for gensidig påvirkning anmeldere imellem, der har en tilbøjelighed til at manifestere sig i en særlig kode.

Man ser det i udpræget grad i det, der kaldes International Art English (IAE).
https://www.theguardian.com/artanddesign/2013/jan/27/users-guide-interna...

I 1970erne mente mange venstreorienterede unge, at alle kapitalister nødvendigvis måtte være nogle dumme svin, simpelthen fordi de var kapitalister.

På samme måde kører debatten i Informations serie "Dansk litteratur og kritik anno 2021" konstant af sporet. Det drejer sig ikke først om uddannelse og nu om alder. Som om, at alle med en bestemt uddannelse eller en bestemt alder også nødvendigvis må skrive anmeldelser på en bestemt måde.

Hvad kendetegner den gode anmeldelse, både hvad angår indhold og form, og i samspillet mellem de to. Og for HVEM? Det må være de afgørende spørgsmål.

Personligt bryder jeg mig ikke om anmeldelserne af "Skønne verden, hvor er du" i Berlingske og Politiken. Det er OGSÅ fordi jeg kan se (med min baggrundsviden om bl.a. æstetik og segmentering), at de er skrevet til nogle kulturelle kernelæsere i de to aviser, og at det anvendte sprog og de anvendte vurderinger uden tvivl vil blive betragtet som velvalgte og "helt naturlige" hos mange af disse kernelæsere.

Jeg tilhører hverken Berlingskes eller Politikens kulturelle kernelæsere.