Eugen Ruge sad begravet i arbejdet med en roman om sin familie gennem tre-fire slægtled, den formidable I tider med aftagende lys, da han fik nys om, at der måske fandtes en sagsmappe om hans bedstemor et sted i det tidligere Sovjetunionens nu delvis åbne arkiver.
Bogen, han skrev på, var om familien fra engang i 1950’erne, over Murens fald til på den anden side af årtusindskiftet. En historie ad aksen DDR-Moskva-Sibirien med afstikkere til Mexico, hvor bedstemoren en tid havde boet, da landet efter krigen gav internerede europæiske kommunister ophold. Og en historie om det tætte, men også intenst blodige forhold mellem Europas to store ideologier og terrorregimer samt deres efterdønninger: sovjetisk kommunisme og tysk nazisme.
Historien, som gemte sig i sagsmappen, var på en måde den samme. En historie om Europa, om familien og om bedstemoren. Men vinklen var ny. Hvor familiehistorien var panoramisk, altoverskuende, og fra århundredets anden halvdel, havde historien i sagsmappen et mere snævert og tidligere fokus: bedstemorens rædselsoplevelser under Stalins partiudrensninger fra august 1936 og godt et år frem.
Næsten umulig rekonstruktion
Der skulle gå ti år, før Eugen Ruge fik taget hul på den nye historie. Først skulle han bruge syv år på at få den første roman færdigskrevet, så yderligere tre år på at skrive to andre romaner. Herefter brugte han godt fem år på at researche til og skrive den nye roman.
Min pedantiske tællen skulle gerne give et indtryk af det enorme arbejde, der ligger bag Metropol, som endelig var færdig og klar til udgivelse i 2019.
Han har skullet kortlægge for længst fjernede bygningers placering i datidens Moskva, fastslå den datidige (og selvfølgelig siden ændrede) nummerering af værelserne på Hotel Metropol, handlingens brændpunkt. Han har også skullet afgøre den fysiske placering af afdelinger af det sovjetiske efterretningsvæsen, hvis eksistens man indtil for nylig knap nok var sikker på. Og som i dag pludselig kan forsvinde for næsen af nysgerrige fremmede: Kort efter at Ruge stod ved indgangen til det hemmelige – ekstremt hemmelige – Punkt To og Kominterns internationale efterretningstjeneste, OMS, som bedstemoren i en årrække var tilknyttet, blev alle oplysninger om stedet slettet på den officielle hjemmeside.
Det er som en realistisk genoplevelse – ganske vist i miniformat – af den absurde og næsten uigennemtrængelige virkelighed, som er romanens emne: Stalins Sovjetunionen. På den måde bliver romanens komplicerede tilblivelse en vigtig del af bogen, for ikke at sige en kerne i den.
Den lange uvished
Historien i romanen er:
Charlotte (forfatterens bedstemor) og hendes anden mand, Wilhelm, er på ferie fra det mere og mere udmattende arbejde i en afdeling af det sovjetiske efterretningsvæsen, da de i en avis læser, at deres gode bekendte, Alexander Emel, en anden troende kommunist, står anklaget for at have planlagt et attentat mod ingen ringere end Stalin. Emel er ifølge anklagerne en »trotskist« (det vil sige tilhænger af den tidligere revolutionshelt Trotskij, nu Stalins dødsfjende), der har stillet sig »i spidsen for« en kampgruppe organiseret af »en aktiv tysk fascist«.
Det er på den tid det samme som en dødsdom. Spørgsmålet er så, om Charlottes og Wilhelms venskabelige forbindelse til den fordømte Alexander Emel også er det.
Spørgsmålet hænger over hovedet på de to gennem det meste af romanen. Ved ikke at give noget svar eller i det næsten uendelige at udsætte svaret forvandler Ruge spørgsmålet til et intenst spændingspunkt og spændingspunktet til en til det yderste udstrakt pause.
Det er raffineret gjort, det er også både fryde- og pinefuldt.
Det hele forstærkes af parrets ophold på Hotel Metropol, et luksushotel tæt på Kreml. Overflytningen sker, som den slags sker, som med en usynlig hånd, uden nærmere begrundelse, til gengæld med de nødvendige bureaukratiske formalia. Dét – i kombination med hotellets overdådige pragt – sætter stemningen: en blanding af gotisk fortælling, absurd roman, komedie. Og som en af romanens personer siger: »teaterstykke«.
Stalinstaten i miniformat
Også stalinregimets øverste dommer, Vasilij Vasiljevitj, har et værelse på hotellet. Virkelighedens Vasiljevitj underskrev i omegnen af 30.000 dødsdomme. Fiktionens Vasiljevitj regner sig – akkompagneret af sin urolige tarms konstante rumlen – frem til, at det svarer til godt to minutter pr. dom.
Dommerens tilstedeværelse tegner billedet færdigt: Hotel Metropol er en stalinstat i stalinstaten.
Hotellet og parrets lange ophold på hotellet er autentisk. Her var ikke kun virkelighedens Charlotte og Wilhelm, men et helt kontinent af skrækslagne medarbejdere, som partiet af forskellige årsager valgte at sætte på pause. Uden at hovedpersonerne altså kendte årsagerne, i flere tilfælde også uden at partiet gjorde. Og uden at nogen i eller uden for partiet nødvendigvis vidste, hvem der havde truffet beslutningen.
Hotellet er en foræring til romanforfatteren. Han forvalter den mere end godt.
Vi får i koncentrat og i strålende scener et indtryk af partiudrensningens og den politiske forfølgelses galopperende sindssyge. Muntert, grinagtigt og med toner af den dybeste alvor. For eksempel når de logerende prøver at hitte rede i, hvilke regler der gælder for måltiderne i hotellets restaurant. Hvor har hvem lov at sætte sig? Forrest, synlig for enhver, med en rest af værdighed – eller bagest og halvt i skjul som et tilløb til den endelige forsvinden?
Og med hvilken stemmekraft bør man tale ved bordene? Højrøstet for at understrege den reneste samvittighed eller dæmpet for ikke at røbe den ubetydeligste, men måske fatale hemmelighed? Og skal man hilse, når man pludselig ser en bekendt, måske en kollega, måske en ven? Eller gør man klogest i intet at sige, indtil man ved, om vedkommende hører til blandt de levende eller blandt de allerede døde?
Det er godt beskrevet, det er også næsten forfærdeligt at læse. Det samme gælder en tilbagevendende scene, som efterhånden står mejslet i læserens hoved: scenen med de to hovedpersoner, som sidst på aftenen lægger sig ved siden af hinanden på hotelsengen, fuldt påklædt, for på den måde, dvs. med den grummeste realitetssans, at afvente en eventuel natlig arrestation.
»Ventestillingen« er navnet på den dødlignende tilstand.
Romankunst – ikke forskning
Eugen Ruge skriver i efterordet, at han ikke har noget at tilføje stalinforskningen. Med det mener han, at romanens ærinde ikke er at opremse, hvad forskningen og historieskrivningen allerede har fortalt om tiden under Stalin.
Det særlige, som romanen kan, er da også noget andet, for eksempel den skarpe psykologiske og situationsfølsomme skildring, der ligger i scener, som de beskrevne. Men det hører med til denne romans særpræg, til dens særlige måde at blande genrerne, at scenerne suger kraft fra den viden, som læseren ikke kun har fra stalinforskningen, men også fra Ruges for- og efterord om scenernes dokumentariske ægthed.
Der er en lang række af den slags glimt af en dyb og frygtelig erfaring. Digtet, men altså på grundlag af en historisk sandhed.
Allerstørst indtryk på mig gjorde nogle få linjer, der demonstrerer selvkritikkens grænseløse perspektiv i forening med det komplet absurde og disproportionale, det alt sammen forklædt som munterhed. Jeg tænker på stakkels Charlottes deliriske ordstrøm mod romanens slutning: »Ja, jeg var oppe på loftet og lege med julepynten. Ja, jeg har igen været med Peter (…) bag remisen, og vi har igen spist sne. Ja, jeg lod ham røre min numse med sin kolde hånd. Ja, …« osv. osv.
Bekendelserne som en endeløs rablen er en frygtelig mekanisme i totalitære systemer af alle slags; politiske, religiøse, kulturelle. Her er den strålende og originalt skildret.
Eugen Ruges roman ville jeg give seks, gerne syv bloddryppende stjerner eller lige så mange røde prikker over Informations-i’et, hvis ellers vi gjorde den slags her i avisen. Romanen er besættende som et mareridt og rystende morsom.
Eugen Ruge: ’Metropol’. Oversat af Lars Christiansen. 432 sider, 300 kroner. Forlaget Café Monde.
