Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Der sker noget vildt og vovet med soundtracks til film, streaming og TV for tiden

Det moderne soundtrack giver junglefeber og kunstneriske gaver. Prøv selv at lytte til serier som ’Chernobyl’, ’The Mandalorian’, ’Succession’ og ’Loki’ – og ikke mindst det uhørt lytteværdige soundtrack til den brillante serie ’The White Lotus’
Ludwig Göranssons strålende arbejde med Star Wars-spinoff-serien The Mandalorian mixer traditionel orkestermusik med andre genrer. Det sker i en musikalsk forløsning af dét at forbinde en fremmed verden med noget gammelgenkendeligt, som altid har været Star Wars-universets styrke.

Ludwig Göranssons strålende arbejde med Star Wars-spinoff-serien The Mandalorian mixer traditionel orkestermusik med andre genrer. Det sker i en musikalsk forløsning af dét at forbinde en fremmed verden med noget gammelgenkendeligt, som altid har været Star Wars-universets styrke.

Disney

Kultur
9. september 2021

Mens jeg skriver dette, har jeg noget så sjældent som junglefeber. Det er umuligt at sidde stille, og jeg får indre svedige billeder af løbskløbende drifter under tropiske himmelstrøg.

Det er Cristobal Tapia de Veers skyld. Hans musik til den brillante, fortjent hypede HBO-tv-serie The White Lotus har gjort noget unikt. Det har gjort soundtracket til den vigtigste rolle i en ellers ekstremt velskrevet og velspillet serie.

Det er et forunderligt soundtrack bygget uden bas, men med bassede trommer, alskens slags hjemmebygget, stammepræget percussion, dyre- og menneskelyde, ufattelige fløjter og stemmer, der aldrig lyder helt menneskelige. Men mere som elektroniske heliumspøgelser eller eksotiske digitaldyr. Det rasler, kribler, stønner, sukker, støder, rykker, nagler dig til jorden

Og så er der gudhjælpemig også helt utroligt smukke, melankolsk melodiøse, flyvske passager med klaver og kor. Hør bare »A Mistake & the Ocean.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Christian Bruun

Noget mindst ligeså vildt og vovet er det helt at udelade soundtrack.
Som det for eksempel er sket i den russiske film “Kammerater”.
Det fungerer fint.

Michael Slotsted

The White Lotus er fantastisk. Ingen tvivl om det.

Men generelt synes jeg, at underlægningsmusik bør tones ned. Hvorfor al denne musik i baggrunden? HELE TIDEN. Jeg er klar over musikkens dramaturgiske effekt, men shut the fuck up. Hvorfor ikke lidt stilhed?

Misforstå mig ret, selvfølgelig kan musik bruges som del af et kunstværk. Men jeg stejler, når musikken bruges som underlægning til en scene, der fint kunne stå for sig selv, men ALLIGEVEL skal have et udråbstegn i røven i form af en violin eller en bas eller en tromme eller et orkester, der mest af alt bliver en irriterende fortællerstemme, der befaler mig at føle.

Forrygende gennemgang! Jeg må fluks se, gense og lytte igennem!