Ny film
Læsetid: 4 min.

Ville du skubbe skamlen væk under den dødsdømte, hvis det var din pligt?

Forbrydelse og straf undersøges med stor kompleksitet i de fire satellithistorier i den brillante film ’Der findes ingen ondskab’, der er filmet i hemmelighed i Iran
Iranske Mohammad Rasoulof kredser om dødsstraf, henrettelser og moralske anfægtelser i sin nye, brillante film ’Der findes ingen ondskab’, der er optaget i al hemmelighed i Iran.

Iranske Mohammad Rasoulof kredser om dødsstraf, henrettelser og moralske anfægtelser i sin nye, brillante film ’Der findes ingen ondskab’, der er optaget i al hemmelighed i Iran.

Camera Film

Kultur
30. september 2021

Med fire satellithistorier kredser den brillante og to en halv timer lange iranske film Der findes ingen ondskab om dødsstraf og henrettelser i Iran.

Vi følger den professionelle bøddel Heshmat (spillet med stenansigt af Ehsan Mirhosseini) i sin helt almindelige hverdag med smalltalk med kone og datter, indkøb, rengøring hos moren og sovepillerne, så han kan finde fred om natten – inden han i vækkeurets grønne skær vækkes klokken tre for at stå op og gøre sin pligt.

Vi møder soldaten Pouya (Kaveh Ahangar), der er blevet udvalgt til at sparke skamlen væk under en dødsdømt, men for enhver pris vil undgå det. Og der er Javal (Mohammad Valizadegan), som også er soldat og er på orlov for at fejre sin kæreste, Nanas (Mahtab Servati), fødselsdag, men må se sig viklet ind i tilfældighedernes skæbnesvangre spil grundet sine gerninger i militæret.

Endelig besøger vi sammen med teenagepigen Darya (Baran Rasoulof), som bor i Berlin med sine forældre, den aldrende Bahram (Mohammad Seddighimehr) og hans hustru. Under sin værnepligt nægtede han at henrette en dødsdømt og er derfor henvist til et liv uden kørekort, pas eller retten til at stifte familie. Hans nej til at være bøddel har også haft andre konsekvenser, som kun langsomt – og mesterligt – udrulles.

Filmet i hemmelighed

Iranske 48-årige Mohammad Rasoulof har med Der findes ingen ondskab skrevet og instrueret en gribende film, der hele tiden dirrer på kanten af katastrofe. Den vandt førsteprisen, Guldbjørnen, ved Berlinalen sidste år, og den har haft en fordækt fødsel.

Rasoulof lever med sine regime-kritiske film et besværet liv i sit hjemland. I 2010 fik han en betinget dom på et års fængsel efter at have filmet uden tilladelse. I 2019 fik han en dom på yderligere et års fængsel samt to års rejseforbud for filmen A Man of Integrity, og i 2020 igen et års fængsel for tre af sine film, som anklages for at være »propaganda mod systemet«. De seneste to sager afventer appelbehandling.

Der findes ingen ondskab er således filmet i hemmelighed – og den gør utvivlsomt ondt på styret. Det sker takket være de moralske diskussioner, som filmen igangsætter ofte uden ord (i det fremragende manuskript er vores almenmenneskelige fortielser helt centrale), men som i stedet rumsterer i hver enkelt tilskuers tanker.

Når én har henrettet en andens højtelskede ven – uden at vide det og i (værne)pligtens navn – fortjener han så stadig kærlighed?

Når en mand vil betale en anden mand for at udføre hvervet som bøddel, så er han vel stadig medskyldig?

Og ville du se den mand, du skulle henrette, i øjnene?

»Din magt er at sige nej,« siger en skrækslagen kvinde til sin soldaterkæreste, da hun erfarer, hvad han har gjort.

Det er en ustoppelig cancer af institutionelt påtvungen medskyld, der spreder sig gennem filmen og de pligtopfyldende mænd og deres relationer.

Et liv, der skal forstyrres

Med sin langsomme realisme, moralske kompleksitet og sit blik for både byens og naturens betydningspotentiale lægger Mohammad Rasoulof sig op ad to andre mesterinstruktører, tyrkiske Nuri Bilge Ceylan og græske Theo Angelopoulos.

Tag bare Heshmat, der forlader sit arbejde i bil fra den underjordiske parkeringskælder ad den lange cirklende vej op i lyset – ud af Dantes inferno, ind i dagligdagen. Vi er med hele vejen i real time, og det tager lang tid.

Det ekspansive bakkelandskabs gyldent afsvedne rygmuskulatur er et gribende billede på den udmeldelse af samfundet, som den aldrende Bahram har valgt. Og mens han kører bil, følger et fastmonteret kamera bilens stejle opstigninger, der forhindrer os i at se, hvad der venter på toppen – og minder os om livets uforudsigelighed.

Ashkan Ashkanis fotografering er i det hele taget fremragende, skudt i widescreen-format, så både by og land får lov at fylde i billederne – og lægger et majestætisk pres eller en buldrende ensomhed rundt om personerne.

Som en ustoppelig cancer spreder den institutionelt påtvungne medskyld sig gennem filmen og de pligtopfyldende mænd og deres relationer.

Som en ustoppelig cancer spreder den institutionelt påtvungne medskyld sig gennem filmen og de pligtopfyldende mænd og deres relationer.

Camera Film
Hele herligheden foregår typisk i faste kameraindstillinger, ikke mindst i Teherans gader, hvor de må have skjult kameraet et sted i bilens forrude. Og kun med få panoreringer eller deciderede bevægelser med kameraet. Det giver et roligt og fast blik på den menneskelige misere i det moralske tusmørke.

Musikken kommer og går. Første del er uden musik. I anden del fungerer den som en adrenalinpumpe under en lang action-sekvens. Og i fjerde del kan synth- og strygerdronerne overdrysset med et klaver høres som et udtryk for en melankolsk grundtone i et liv, der nu skal til at forstyrres. Og bliver det.

Hvad har vi pligt til?

Med Ceylan og Angelopoulos deler Mohammad Rasoulof også den ydre ro – de tomme bygader, den evige natur, der fortsætter sin cyklus uforstyrret af menneskehedens tummel – og som hos disse står det også her i kontrast til den enorme indre, ofte uudtalte uro, som hovedpersonerne slås med.

Og filmen efterlader os med helt centrale spørgsmål om liv, moral og civilsamfund.

Hvad har vi ret til? Hvad har vi pligt til? Og hvad lader vi os tvinge til?

Ville du skubbe skamlen væk under den dødsdømte, hvis det var din pligt? Hvis konsekvenserne var en udstødelse af samfundet?

De fire mandlige hovedpersoner i Der findes ingen ondskab har hvert sit svar – og lider alle under konsekvenserne på hver sin måde.

’Der findes ingen ondskab’ – Instruktion og manuskript: Mohammad Rasoulof. Fotografi: Ashkan Ashkani. Længde: 151 minutter. Biografer i København, Valby, Rødovre, Hørsholm, Ikast, Aarhus og Aalborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Man bliver sjældent skuffet af en Ralp-anmeldt film, så den må jeg se.

Eva Schwanenflügel, hans-henrik elofsson, Marianne Jespersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

"Ville du skubbe skamlen væk under den dødsdømte, hvis det var din pligt? Hvis konsekvenserne var en udstødelse af samfundet?"

nej.

Hvis vi taler dødsstraf, så er USA det eneste ikke-muslimske land (egl. visse hyperkristne stater), som endnu har dødsdom som straf. På dén led flytter dødsstraffen sig fra én slags konsekvenstænkning og til dén, vi selv benytter os af: livslange fængselsstraffe med mulighed for tidligere løsladelse i tilfælde af rehabilitering. Hvor derved ingen forbrydelser mod andre, mod staten eller menneskeheden ses som så omfattende, at de fortjener samfundets mistillid til rehabilitering. Det vil selvfølgelig kunne ændre sig, hvis samfundet bliver så uroligt, at der ikke er tiltro til funktionel indespærring./rehabilitering - men grundlæggende: Et stabilt samfund med tiltro til fremtiden har også TID til at muliggøre rehabilitering af kriminelle.

Så, nej., igen, i det jeg fortsat forestiller mig at leve i et tilstrækkeligt stabilt samfund.

Kenneth Krabat
30. september, 2021 - 17:14

"Hvis vi taler dødsstraf, så er USA det eneste ikke-muslimske land (egl. visse hyperkristne stater), som endnu har dødsdom som straf. "

Jeg vil nu heller ikke betegne lande som Kina og Nordkorea som muslimske.....

" ... Der findes ingen ondskab er således filmet i hemmelighed – og den gør utvivlsomt ondt på styret. ..."
Hvem mon har finansieret den film ? Når den nu gør ondt på styret.

Niels-Simon Larsen

Den iranske film, som jeg så i dag, gav mig meget at tænke over. Den var i fire dele og alle handlede om konsekvenserne af at sige nej. Det gennemgående mønster fortalte om de værnepligtige soldater, der nægtede at skubbe skammelen væk under fødderne på den, der skulle hænges. Det havde vide konsekvenser både onde og mindre onde. Sagde man nej, mistede man retten til at leve et normalt liv. Ingen rettigheder, punktum.

Fører jeg det op til klimasagen, er det nemt at se sammenhængen: De fleste arbejdspladser får temperaturen til at stige, og hvor mange vil sige nej til en toppost i fossilindustrien? Dvs at vi bliver nødt til at skubbe skamlen væk under fødderne på de næste generationer. Gør man det ikke, får det vide konsekvenser for ens fremtid, kæresteforhold eller familieforhold.

En iransk instruktør står nærmest med løkken om halsen, og det gør filmen langt mere intens. Vi kan ikke noget lignende i DK. For det første er man skør, hvis man siger nej til et godt job i fossilindustrien. For det andet har man ikke en baggrundsgruppe til at bakke en op. For det tredje har man ikke en åndelig, moralsk/etisk holdning, der afholder en fra at tage jobbet.