Søren Sveistrups ’Kastanjemanden’ er noget af det bedste skandinaviske krimi længe set

Klicheerne stables op fra begyndelsen i Søren Sveistrups krimiminiserie Kastanjemanden, som han baseret på sin egen bog har lavet for Netflix: En seriemorder efterlader sig uhyggelige spor på gerningsstedet, én efterforsker har rod i familielivet, en anden, der er lidt af en enspænder, er faldet i unåde, deres chef lytter ikke altid til, hvad de siger – selv om han burde – mordene er blodige, miljøet er efterårsagtigt og ofte regnvådt, billedsiden tilsvarende mørk, og lydsiden præget af ildevarslende musik og lyddesign.

Der er i plot og detaljer ekko af alt fra Ondskabens øjne og Seven til True Detective og Mindhunter i Kastanjemanden, men det sjove er, at det ikke gør noget. Den seks afsnit lange serie er stramt og effektivt fortalt – blandt andet fordi den i modsætning til Sveistrups første forsøg ud i krimigenren, Forbrydelsen, fatter sig i korthed – og ender med at være noget af det mest vellykkede skandinaviske krimi, jeg længe har set. Efter mange år som noget nær husdramatiker på DR og populære serier som Nikolaj & Julie og Forbrydelsen er det interessant – og opmuntrende – at det er i et samarbejde med en international gigant som Netflix, at Sveistrup rammer så rent.

Handlingen cirkler omkring sundhedsminister Rosa Hartung (Iben Dorner), hvis lille datter, Katrine, forsvandt et år forinden og formodes død. Gerningsmanden er bag tremmer. Men så finder man en død kvinde, bestialsk myrdet og med den ene hånd skåret af, og ved siden af liget står en kastanjemand med Katrines fingeraftryk. Er det et tilfælde, vil morderen pine familien Hartung yderligere, eller kunne Katrine måske være i live?

Fra sorg til håb

Det er op til Kastanjemandens egentlige hovedpersoner, kriminalassistenterne Naia Thulin (Danica Curcic) og Mark Hess (Mikkel Boe Følsgaard), at opklare sagen, som – ved vi seere fra begyndelsen – trækker tråde tilbage i tiden, og som har med vanrøgt af og overgreb på børn at gøre. Og selvfølgelig er Thulin og Hess et umage par. Hun er på vej væk fra drabsafdelingen, fordi det voldsomme arbejde holder hende væk fra den datter, hun er enlig mor til. Han er på tvungen orlov fra et udenlandsk politisamarbejde, hvor han har gjort i nælderne, og synes umiddelbart ikke det fjerneste interesseret i at arbejde sammen med Thulin.

Men de er begge dygtige, og især Hess viser sig villig til at bryde reglerne, hvis sagen kræver det, hvilket bringer både ham og Thulin på kollisionskurs med chefen, Nylander (Lars Ranthe). Flere mord følger det første, den dygtige retsmediciner, Simon Genz (David Dencik), bliver en art tredje mand på holdet, og sammen med politifolkene præsenteres seerne for enkelte mistænkte, mens vi samtidig følger Rosa Hartungs svære tilbagevenden til politik efter et års pause.

Hun og hendes familie, der også tæller manden Steen (Esben Dalgaard Andersen) og sønnen Gustav (Louis Næss-Schmidt), er på ingen måder kommet sig over tabet af datteren, men deres sorg vendes langsomt til håb, da flere kastanjemænd med datterens fingeraftryk dukker op.

Velskrevet og velturneret

Mange krimiserier har svært ved at finde en god balance mellem hovedpersonernes private og professionelle liv, men jeg må sige, at Søren Sveistrup og hans medforfattere, Dorte Warnøe Høgh og David Sandreuther, og Kastanjemandens to instruktører, Mikkel Serup og Kasper Barfoed, rammer plet. Man får en god fornemmelse for, hvorfor Naia Thulin har svært ved at være der for sin datter, Le (Liva Forsberg) – og i øvrigt ikke har plads til et kærlighedsliv – men også forståelse for, hvorfor Naia ikke blot kan lade den brutale sag ligge.

På samme måde er der ting i Hess’ fortid, som forklarer hans indædte, nærmest asociale væsen. Og endelig dykker serien ned i familien Hartungs ubærlige sorg og skildrer, hvor forskelligt Rosa, Steen og Gustav tackler den – eller måske snarere ikke formår at tackle den.

Til det sidste er der spænding om, hvem morderen mon er, og hvordan de forskellige sager egentlig hænger sammen. Det var der i hvert fald for mig, selv om jeg måske havde en anelse om, hvor det bar hen. Det er velskrevet og velturneret, og det samme er dialogen, der ligger godt i munden på de velspillende skuespillere, ikke mindst Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard.

Konstant i fremdrift

Det er ikke, fordi jeg synes, at jeg med Kastanjemanden får serveret et nyt og originalt bud på krimi- og opklaringsgenren – som Tobias Lindholm på sin vis gjorde det med Efterforskningen. Men serien er elementært spændende og menneskeligt vedkommende, og der bliver endda stukket lidt til politikere, der ikke helt leverer det, de lover, og et socialt system, der ikke fungerer.

Der er ikke mange gram fedt på handlingen – alle scener fører videre til den næste, hvorfor serien konstant er i fremdrift. Det er en fornøjelse, og personligt slugte jeg alle seks afsnit – de varer en lille time stykket – på én gang. Og selv om billedsiden godt kan minde om Broen og Forbrydelsen, undlader fotograferne at bruge København og Møn, hvor en del af serien også foregår, som en postkortagtig baggrund. Man ser kun det, der er nødvendigt for at forstå, hvad der foregår, og som er med til at skabe den tone af mol, som fortællingen er holdt i. 

Spørgsmålet er nu, om Sveistrup & Co. har lagt i kakkelovnen til en efterfølger i form af endnu en afsluttet historie, hvor Thulin og Hess igen arbejder side om side. Det ville jeg i hvert fald ikke brokke mig over.

’Kastanjemanden’ – skabt af Søren Sveistrup. Manuskript: Søren Sveistrup, Dorte Warnøe Høgh og David Sandreuther. Instruktion: Mikkel Serup og Kasper Barfoed. Fotografi: Sine Vadstrup Brooker og Louise McLaughlin. Alle seks afsnit kan ses på Netflix fra onsdag den 29. september.