Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Solvej Balles syvbinds romanserie har nu taget en overraskende drejning

Med tredje bind af ’Om udregning af rumfang’ tager Solvej Balles romanværk en markant drejning i retning af generel civilisationskritik
Solvej Balle kaster sig i tredje bind af ’Om udregning af rumfang’ ud i noget så gammeldags som konstruktion af et plot.

Solvej Balle kaster sig i tredje bind af ’Om udregning af rumfang’ ud i noget så gammeldags som konstruktion af et plot.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
24. september 2021

De fleste mennesker bruger det meste af tiden på at spise og sove, på at skaffe føden eller diskutere problemer, der er så store, at man alligevel ikke kan løse dem, eller så små, at de bliver ligegyldige …

Sådan (eller omtrent sådan) står der hen imod slutningen af Solvej Balles tredje roman om Tara, som hver dag vågner op til den samme dag – attende november – men, i modsætning til sine omgivelser, kan huske dagen forinden og dagene før den. En særstilling, som i de to første bind anbragte hende i en iagttagende outsiderposition og hensatte (kun) hende i en lammende ensomhed, i total isolation.

Men altså kun lige indtil hun på de allersidste sider af bog to mødte et menneske, som kunne huske, og som véd, at tiden er gået i stå. Om hendes samvær og samtaler med ham, Henry Dale, handler nu tredje bind, der i modsætning til forgængerne bringer læseren i en lys, nærmest håbefuld stemning, ikke mindst da man når frem til slutningen, og gruppen er vokset til dobbelt størrelse, ja endda mere til, således at november-indespærringen bliver til at bære, fordi Tara nu er del af »en sær forsamling i en beholder af tid«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Hold da op! Tænk at skulle læse dette cirka midt i en ny dansk roman. Det kunne være sagt af selveste Aristoteles eller af Ludwig Wittgenstein".

Tilsvarende kunne jeg skrive: "Hold da op! Tænk at skulle læse den slags vurderinger foretaget af en literaturkritiker i dagbladet Information"!

Det citerede får mig til at tænke på et kritisk ræsonnement fra filosoffen Lars - Henrik Schmidts side.

Han udtrykte sin utilfredshed med, at mange nye studerende i filosofi, efter det første kortfattede møde med en ny filosof, straks gav sig til at forholde sig kritisk til, hvad der var rigtigt og forkert i den pågældende filosofs tænkning. Den slags hørte ikke hjemme i forbindelse med hans undervisning.

Det var for ham at se udtryk for en total mangel på fornemmelse for niveauet for deres egen tænkning og niveauet for den pågældende filosofs tænkning. Først efter, at de studerende havde fået en større baggrundsviden, og de havde foretaget grundigere studier af den pågældende filosof, var der rimelighed i en kritisk stillingtagen fra deres side.

Spørgsmålet må tilsvarende være, om Skyum - Nielsen ikke undervurderer Aristoteles og Wittgenstein tænkning, eller om han ikke overvurderer sine egne forudsætninger for at kunne fremsætte vurderinger, som dem der forekommer i det citerede.