Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Solvej Balles syvbinds romanserie har nu taget en overraskende drejning

Med tredje bind af ’Om udregning af rumfang’ tager Solvej Balles romanværk en markant drejning i retning af generel civilisationskritik
Solvej Balle kaster sig i tredje bind af ’Om udregning af rumfang’ ud i noget så gammeldags som konstruktion af et plot.

Solvej Balle kaster sig i tredje bind af ’Om udregning af rumfang’ ud i noget så gammeldags som konstruktion af et plot.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
24. september 2021

De fleste mennesker bruger det meste af tiden på at spise og sove, på at skaffe føden eller diskutere problemer, der er så store, at man alligevel ikke kan løse dem, eller så små, at de bliver ligegyldige …

Sådan (eller omtrent sådan) står der hen imod slutningen af Solvej Balles tredje roman om Tara, som hver dag vågner op til den samme dag – attende november – men, i modsætning til sine omgivelser, kan huske dagen forinden og dagene før den. En særstilling, som i de to første bind anbragte hende i en iagttagende outsiderposition og hensatte (kun) hende i en lammende ensomhed, i total isolation.

Men altså kun lige indtil hun på de allersidste sider af bog to mødte et menneske, som kunne huske, og som véd, at tiden er gået i stå. Om hendes samvær og samtaler med ham, Henry Dale, handler nu tredje bind, der i modsætning til forgængerne bringer læseren i en lys, nærmest håbefuld stemning, ikke mindst da man når frem til slutningen, og gruppen er vokset til dobbelt størrelse, ja endda mere til, således at november-indespærringen bliver til at bære, fordi Tara nu er del af »en sær forsamling i en beholder af tid«.

Havde man efter bind et og to rustet sig psykisk til en art genial monotoni, oplever man nu, at Solvej Balle kaster sig ud i noget så gammeldags som konstruktion af et plot. Vi bevæger os fortsat rundt i Europa, denne gang Tyskland og det nordøstlige Frankrig, men romanværket åbner sig, idet Tara ved at træffe sammen med et andet menneske, ét bestemt andet menneske, så at sige kommer »hjem til menneskene« og lykkeligvis begynder at tale, nærmest uden ophør.

Det medfører, at hun pludselig kan bevæge sig gennem verden med, som der står, »nyfunden lethed«. Og det medfører, at hun gennem lange og omhyggelige studier får adgang til historien! Til grækere, makedonere, mykenere og persere. Til hittitter og sumerere og persere. Til frankere, spartanere og etruskere. Samt ikke mindst til romerne.

Ifølge Henry er nutidens europæere ligesom romerne på vej mod katastrofen. Europa er i frit fald. Vi lever, mener han, i en verden, der ikke kan holde sig oppe ret meget længere. Det kan de andre ikke se, alle de, som uden at vide det lever i en verden, som er gået i stå og i stykker, men dét kan Henry og Tara se, netop fordi de lever den samme dag igen og igen. Når man som disse to oplever tiden gå, »opholder sig i den samme dag så længe, ser man alle sprækkerne«. For der er, som der står, »ingen steder at skjule sig længere. Vi er standset i en tid, der krakelerer«.

Ubestemthedszonen

Solvej Balle har med andre ord forskudt sit tyngdepunkt fra en spekulativ filosofisk fiktion og flyttet vægten over mod en civilisationskritisk vision. »Det hele falder fra hinanden,« siger Henry og citerer nærmest Yeats: »Things fall apart, the centre cannot hold.« At Tara beskæftiger sig med romerne, er ifølge hendes ven kun »en helt naturlig måde at forholde sig til det indlysende faktum, at vi er ved at vinke farvel til den vestlige verden. Goodbye, auf Wiedersehen, ciao, adieu. Buona sera, Aftenland«.

Her overfor ser de førhen to, nu i alt fire og til allersidst i bind tre faktisk i alt hele ni(!) personer, som oplever tiden gå, ud til at skulle danne en art filosofisk partisanbevægelse, som måske kan ende med at gøre verden til et bedre sted, i og med at de tager fat på de strukturelle, de mest grundlæggende problemer og fra en stor villa, de »låner« i Bremen, aktiverer »en slags selvgenererende systemskifte«.

Hvordan i alverden det skal kunne lade sig gøre, og hvorvidt det er andet end en skøn utopisk vision, det skal vi få at se i kommende bind. Men sikkert er det, at Solvej Balles syvbinds romanserie nu har taget en overraskende drejning.

Uforandret er imidlertid fortællemåden, denne sirlige, præcise, distinkt omhyggelige tingsoplevende skrift, hvormed forfatteren fastholder fænomenerne i en slags ’ubestemthedszone’ som genstande for en stadig undren.

Hvorvidt denne opmærksomhedsform i grunden er æstetisk, kan man godt spekulere over. Muligvis er det mere dækkende at kalde Solvej Balles skrift en praktiseret filosofi. I hvert fald finder man midt i hendes roman et rungende forsvar for filosofien.

Den bør, erklærer en foredragsholder – alt imens han langsomt taber en tand! – til stadighed ufortrødent »fortsætte, selvkritisk og utilfreds med sine egne evner, hele tiden kejtet og håbløs, altid i færd med at binde gordiske knuder, ingen kan løse, at løse problemer, ingen betragter som problemer, at frisere mennesketankens filtrede hårpragt og slippe den fri på ny, at angribe forenklinger og forenkle det angribelige.«

Ja, sådan må det være, siger foredragsholderen, filosofien må hele tiden »genoptage sine forsøg på vished, undrende, søgende og ubehøvlet, uden at skamme sig over (…) sin tandløshed«.

Hold da op! Tænk at skulle læse dette cirka midt i en ny dansk roman. Det kunne være sagt af selveste Aristoteles eller af Ludwig Wittgenstein. Men dette er altså skrevet af forfatteren til ’robinsonaden’ Lyrefugl (1986) og den fænomenale Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket (1993), der hermed har fundet fuldgyldigt tilbage i sit vante på én gang dybt tænksomme og sansenært fortællende spor.

Solvej Balle: ’Om udregning af rumfang III’. Pelagraf. 176 sider. 258 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Hold da op! Tænk at skulle læse dette cirka midt i en ny dansk roman. Det kunne være sagt af selveste Aristoteles eller af Ludwig Wittgenstein".

Tilsvarende kunne jeg skrive: "Hold da op! Tænk at skulle læse den slags vurderinger foretaget af en literaturkritiker i dagbladet Information"!

Det citerede får mig til at tænke på et kritisk ræsonnement fra filosoffen Lars - Henrik Schmidts side.

Han udtrykte sin utilfredshed med, at mange nye studerende i filosofi, efter det første kortfattede møde med en ny filosof, straks gav sig til at forholde sig kritisk til, hvad der var rigtigt og forkert i den pågældende filosofs tænkning. Den slags hørte ikke hjemme i forbindelse med hans undervisning.

Det var for ham at se udtryk for en total mangel på fornemmelse for niveauet for deres egen tænkning og niveauet for den pågældende filosofs tænkning. Først efter, at de studerende havde fået en større baggrundsviden, og de havde foretaget grundigere studier af den pågældende filosof, var der rimelighed i en kritisk stillingtagen fra deres side.

Spørgsmålet må tilsvarende være, om Skyum - Nielsen ikke undervurderer Aristoteles og Wittgenstein tænkning, eller om han ikke overvurderer sine egne forudsætninger for at kunne fremsætte vurderinger, som dem der forekommer i det citerede.