Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvad står der egentlig i Marina Cecilie Ronés nye bog? Efter to gange grundig læsning ved jeg det ikke

Triste noveller af Marina Cecilie Roné har svært ved at finde sig selv – og hinanden
Kultur
3. september 2021
I Marina Cecilie Ronés prosaforfatterskab, som indledtes 1990 med den lille, intense novellesamling ’Ud af et skød’ og siden hen har vekslet mellem lange og korte former, er man ofte blevet hensat i en særlig dobbelttilstand.

I Marina Cecilie Ronés prosaforfatterskab, som indledtes 1990 med den lille, intense novellesamling ’Ud af et skød’ og siden hen har vekslet mellem lange og korte former, er man ofte blevet hensat i en særlig dobbelttilstand.

Luka Roné

En fortælling, det være sig enten novelle eller roman, kan ofte vise sig at tilbyde opløftende læsning, selv om der berettes om nedslående hændelser og sønderbankede skæbner. Stemmen i en litterær tekst kan ikke sjældent danne en art modstand til stoffet, der formidles. I så fald opstår hos læseren blandede følelser, ambivalent respons.

I Marina Cecilie Ronés prosaforfatterskab, som indledtes 1990 med den lille, intense novellesamling Ud af et skød og siden hen har vekslet mellem lange og korte former, er man ofte blevet hensat i en særlig dobbelttilstand.

Skønt historierne handlede om sygdom og efterfølgende død eller skilsmisse og efterfølgende selvopgør eller skæve erotiske forhold og de efterfølgende psykiske omkostninger, mærkede man som regel en stilfærdigt boblende fryd ved stilens præcision og måske også̊ samtidig en respekt for det mod, hvormed forfatteren gik tæt på besværlige, sammensatte og indimellem ret så uoverskuelige, bittert uudryddelige affekter.

Sådan opleves det ikke at arbejde sig tålmodigt igennem hendes nye udgivelse, som rummer en lang novelle og forud for den syv korte. Om rovdyr og andre realiteter, som bogen gudhjælpemig hedder – en titel, som savner dækning i de otte triste tekster – stritter tematisk i flere forskellige retninger og gør generelt et underligt flosset og frynset indtryk.

Det er, som om historierne hver især kredser om en ufortalt midte: de hemmeligheder, som mennesker enten ikke tør eller ikke kan lukke op for og forsøgsvis dele med hinanden. Hver tekst rummer en lumsk tavshed, som aldrig slår om i en tale, og samtidig virker alt det andet, alt det, der søges lagt ind i fortællingen uden om dens ’episke hul’, mærkelig ligegyldigt eller ligesom underfortalt.

Sådan oplever jeg især værkets anden del, »En tur i teatret og hjem igen«, om to ældre mænd, som er naboer og venner, og som følges ad til en slags performanceforestilling, som pludselig slår om i en slags terrorhandling, hvorved Emil og Lars, typisk efter katastrofen, overlades til hinandens halvtriste selskab. Men whiskyen smager dejligt, Lars kan lave glimrende mad, og Emil kan omsider rykke ud af gæsteværelset og tilbage til det soveværelse, som han før i tiden delte med Anne Mette.

I novellens sidste sætning kan de to mænd høre hinanden trække vejret, når altså̊ døren blot står åben. Men jeg hittede altså̊ aldrig ud af, hvorfor jeg som læser skulle interessere mig for dem. Tilbage hang kun dén dér postkatastrofiske stemning, som jeg kendte så godt fra forfatterens tidligere bøger, nu dog uden stemmemæssigt modspil og dermed uden æstetisk effekt.

Mistrøstigt monument

Blandt første dels syv noget kortere tekster vælger jeg at slå ned på »Den begravede hund« om en kvinde, der ligger på hospitalet og, udstyret med stomipose, hentes af sin ægtemand gennem 38 år. Han har under hendes fravær begravet en hund tilhørende en dame på vejen. Hvorfor? Hvem er hun? Disse åbne spørgsmål hænger tilbage, men det værste er, at svarene i grunden rager mig en høstblomst. Historiens ’episke hul’ fyldes ikke ud, og teksten står tilbage som mistrøstigt monument over en eller anden i fortiden stedfunden begivenhed.

Marina Cecilie Roné forekommer original, når hun indleder novellen »Nat og dag« således: »Hendes afdøde mand ringede«, og i »Pagten«, teksten forinden, rejser der sig en forvirret forundring i én, når jegfortælleren til at begynde med virker til at bo for sig selv, men til sidst i historien, efter vue over forhold til en elsker og et antal kvinder, samtaler med »den mand jeg er gift med«. Man fornemmer her noget skævt, i retning af at fortid eksponeres ind over nutid (eller er det mon omvendt?), og jeg mærker nok også̊ en murren, som om forfatteren forsøger at kontakte mig et sted under min fornuft og bevidsthed.

Blot keder jeg mig som allerede antydet bravt og føler intet æstetisk behag ved den ligesom nøgne, ribbede, skrabede måde at fortælle på. Enerverende virker indlejrede dybsindigheder, såsom »Var det ikke netop sådan, vi blev mennesker? Ved at et andet menneske proppede os med betydning?« for nu slet ikke at tale om visse replikker: »Trådte du ind i mit liv, eller trådte jeg ind i dit?« / »Da du døde, gik du så ud af mit liv, eller gik du ud af dit eget?«

Jeg er som anmelder ikke fri for at have det som en biperson i bogens første fortælling. Den handler om en ung pige, hvis mor er forfatter og netop har udsendt en ny bog. For at finde ud af, hvem Mor egentlig er, og hvilken position hun nu indtager i denne verden, henvender datteren sig til tilfældige købere af værket på gaden i København og siger: »Hej, jeg kommer fra VKB Analyseinstitut. Vi er ved at lave en undersøgelse af danskernes læsevaner. Må jeg forstyrre et øjeblik?«

På samme måde har jeg det med Om rovdyr og andre realiteter. Som standser mig på gaden og siger: »Hej, jeg kommer fra MCR’s Forfatterskab. Vi er i gang med at undersøge, hvad der står i forfatterens nye bog, for hun ved det desværre ikke selv. Må jeg forstyrre et øjeblik?« Selv efter to gange grundig læsning ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Uvisheden herom er desværre uspændende.

Marina Cecilie Roné: ’Om rovdyr og andre realiteter’. Gladiator, 180 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her