Tegner Gitte Skov undersøger, om man kan lave satire uden at krænke. Det er sjovt

Gitte Skov er en af vores mest markante bladtegnere, primært kendt fra Weekendavisen. Man kan på en kilometers afstand genkende hendes koncist satte streg, let loddent optrukket i bøttepapirets tekstur. Som alle seriøse satirikere tumler hun med de udfordringer, tidens debatklima opkaster særligt via sociale medier – polarisering, meningschauvinisme, identitetspolitik, krænkelsesparathed og ytringsfrygt.

Hun har de sidste par års tid udfoldet disse metarefleksioner over sin gerning i enkle, kvadratisk udformede, rytmiske stribeforløb på Instagram. Men er det sjovt er en bearbejdet opsamling på papir af dette arbejde. I samtaler med sin hund, broholmeren Frigg – en art superego for hende – opridser Skov de vanskelige spørgsmål og erkendelser, holdningstegneren af i dag må konfrontere: »det er gået op for mig, at min etnicitet, religion, seksualitet, hvidhed, alder og, ikke mindst, manglende handicap har gjort mig fordomsfuld! Jeg er derfor ude af stand til at tegne satire, der ikke er po-ten-tielt krænkende.«

Hvordan tegner man som hvid Serena Williams? Bliver næsen eller læberne for store og derfor racialiseret stereotype? Og er det i virkeligheden mere racistisk, hvis man i stedet tegner små læber og en spids næse? Måske skal man bare helt udelade læber og næse? Hvad nu hvis man selv delvis er af afrikansk herkomst? Hvor mange procent før det er i orden? Skov ender med et klassisk, smilende, rundt punktum-punktum-komma-streg-ansigt. Det kan man til gengæld bruge til at tegne alt fra præsident Erdogan over den Danske sang til en omskåret jødisk drengebaby.

Eller alt bortset fra én historisk figur, naturligvis. Da Skov bestiller en tænkehat på nettet for at sikre, at hendes tegninger ikke krænker, er dens sammensætning alt andet end tilfældig: en elpære af den art, som i tegnerens vokabularium traditionelt symboliserer en idé; en turban og den appelsin, der faldt ned i forfatter Kåre Bluitgens samme i en af de tolv berygtede tegninger fra Jyllands-Posten dengang i 2005, samt den bombe samme sted, som Kurt Westergaard uvildigt satte verden i brand med. Hvad man end mener om krænkelseskulturens alvor, skal man ikke glemme, at man til tider udfordrer den med livet som indsats.

Gakket kønsdebat

I bogens mest originale forløb velsignes Skov med en tissemand – ’Guds pik’, udstyret med meget lange nosser. Der opstår lynhurtigt en konflikt med hendes fisse, som føler sig forbigået. Denne barokke præmis om to simultant eksisterende kønsorganer danner grundlag for en rundtosset afstikker til tidens kønsdebat, som bliver så gakket, at dialogen nødvendigvis må udliciteres til Friggs artsfæller fra parken. Kritikken er ikke den mest sofistikerede, men præmissens grotesk og Skovs pisseskægge tegninger af debatterende hunde virkeliggør debattens absurde excesser, samtidig med at den formidler en fornemmelse af kønsflydende identitetsfortabelse.

Så selv om man ikke kan sige, at Skov kulturkritisk bringer meget nyt til torvs, er hendes indlejring af analysen i reel, selvoplevet professionel rådvildhed et effektivt greb. Humor er første skanse i kulturkampen, fordi den afhænger så grundlæggende af generaliseringer og stereotyper, satire af indlysende grunde ligeså. Naturlige steder at søge hen, hvis man bedre vil forstå vor tids ideologiske faldgruber. I den optik er Skovs indlæg særlig kærkomment. Og tilmed sjovt.

Gitte Skov: ’Men er det sjovt’. Cobolt, 104 sider, 200 kroner