Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tine Høegs dramatisering af ’Tour de chambre’ fungerer. Og den fungerer virkelig godt

Forfatter Tine Høeg står selv bag dramatiseringen af sin roman ’Tour de chambre’, som i Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse i Skuespilhuset er en energisk, helstøbt forestilling, der som en naturkraft trækker publikum ind i sit univers
Anna Bruus Christensen som Asta og Mathias Skov Rahbæk som August i ’Tour de Chambre’.

Anna Bruus Christensen som Asta og Mathias Skov Rahbæk som August i ’Tour de Chambre’.

Camilla Winther/ Det Kongelige Teater

Kultur
25. september 2021

Tour de chambre er Astas historie. Den foregår delvist i nutiden, hvor hun kæmper med manus til sin nye roman om en polsk portrætkunstner fra 1960’erne og plejer sit tætte forhold til bedsteveninden Mai. En invitation til en mindehøjtidelighed for Mais kæreste August, der døde for ti år siden, sætter gang i Astas undertrykte følelser og erindringer. I korte erindringsglimt tager vi med hende tilbage til kollegietiden før Augusts død og følger hendes kamp mod den spirende forelskede i venindens kæreste, hendes fascination af kunst og egen drøm om at skrive, og hendes hidtil uforløste sorg over Augusts død.

Forestillingen skifter lige så ubesværet som romanforlægget mellem de to tider i fortællingen. Og på den vis – og naturligvis i selve historiens indhold – er den som romanen. Men alligevel er oplevelsen helt ny og anderledes. I stedet for blot at være en romanadaption til scenen, som det for eksempel var tilfældet med den også vellykkede dramatisering af Tine Høegs første roman Nye rejsende, føles Tine Høegs egen dramatisering i langt højere grad som en helt ny tekst, men med samme grundindhold som bogen. Det vil måske dele vandene. Har man ikke læst bogen på forhånd, må oplevelsen være entydigt indtagende og interessant. Er man derimod hardcorefan af romanen, skal hjernen lige indstilles på en alternativ variant af historien. Men Tine Høegs dramatikerdebut fungerer. Og den fungerer virkelig godt.

Kærlighed til ord og mennesker

Husinstruktør Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse møder publikum som en ustoppelig hvirvelvind, der trækker os ind i fortællingens univers og ikke på noget tidspunkt sætter energiniveauet ned – heller ikke i de stille scener. Anna Bruus Christensen er på scenen nærmest nonstop som den lidt farveløse Asta, der er 33 år og i »ungdommens tredje fase«, som hun formulerer det. I hendes blik og gestik mærker vi den indre splittelse, der skyldes såvel frustration over et på forhånd dødsdømt romanprojekt og den hemmelighed, hun har skjult for sin veninde gennem alle årene.

Som kontrast til Asta står Fanny Louise Bernths farverige og kaotiske Mai, der er alenemor og gerne vil tale med sin veninde hver eneste dag. I tilbageblikkene møder vi også Mathias Skov Rahbæks søde August, der fremstår rund og mild med en kerne af noget farligt, som lokker Asta mod ham. De to finder hinanden i deres fælles passion for ord. Først via en krydsogtværs og siden i deres egne tekster. »Du skal være en kæmpestor forfatter,« siger August på et tidspunkt til Asta og planter det frø i hende, som hun de næste mange år kæmper for at få til at vokse og folde sig ud.

Camilla Winther/ Det Kongelige Teater

Omkring de tre springer Mikkel Becker Hilgart, Øyunn og Karen-Lise Mynster ind og ud af forskellige roller. I rollerne som de tre kollegiefyre skifter Mikkel Becker Hilgart udtryk som en klump ler, der ændrer udseende for øjnene af os. Iført kasket og bredt smil er han den bralrende Hannibal. Med ludende skuldre og en krampagtig holdning er han den forsagte Gregers. Og med et lidt tomt – eller måske nærmere uforstående – blik i øjnene er han den flotte men kedelige matematikstuderende Niels Klitten, der på ufrivillig komisk vis gør kur til Asta.

Musikeren Øyunn står både for den musikalske lydkulisse og træder ind i rollerne som de to svagt-optegnede kvindelige beboere på kollegiet Linda og Sif. Karen-Lise Mynster er både Augusts dominerende kunstnermor Anna-Barbro, der med sine ord og værker tiltrækker sig Astas beundring, og den clairvoyante Sanne på Lolland, hvor Asta tager på skriveophold. Alle som én virker de så naturlige i rollerne, at det virkelig føles, som at være der selv og iagttage deres liv, som fluer på væggen.

Astrid Lynge Ottosens scenografi er opbygget som et stort podium, der er stillet diagonalt mellem bagvæggen og publikumsrækkerne på Mellemgulvet i Skuespilhuset. Der er delvist afskærmet med vægge på tre af siderne og en enkelt dør. Det hele er opbygget af OSB-plader, som giver settet et ufærdigt look, der passer godt både til kollegiestemningen og nutidens endnu uafsluttede fortælling. Rundt om på gulvet står forskellige rekvisitter: et komfur, et køleskab, stole, flyttekasser og en udstoppet ræv. Og så naturligvis trommesættet hvorfra Øyunn fremtryller forestillingens ekspressive lydside.

Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse af Tine Høegs dramatisering holder hele vejen igennem. Alt i Tour de chambre virker velovervejet og nøje udvalgt, så vi hele tiden får lige netop nok serveret til, at vi kan forstå handlingen og personernes motivationer. De seks medvirkende indtager scenerummet som en sprudlende, hvirvlende kraft, der drager publikums opmærksomhed fra start til slut.

’Tour de chambre’. Tekst: Tine Høeg. Instruktør: Sigrid Strøm Reibo. Scenograf: Astrid Lynge Ottosen. Lys: Mårten K. Axelsson. Musik: Øyunn. Med: Anna Bruus Christensen, Fanny Louise Bernth, Mathias Skov Rahbæk, Mikkel Becker Hilgart, Karen-Lise Mynster og Øyunn. Spiller i Skuespilhuset til 21. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her