I Kunstmuseet, Kirsten Astrup og Maria Bordoffs glitrende nye filmkabaret, følger vi en ældre museumsvagt slæbe et Dannebrog op på taget af Statens Museum for Kunst og hejse symbolet, lidt bævende. I et panoramaskud bades det prægtige museum i solskin til et julekalenderlydspor. SMK som en idyl, en tidslomme, en arbejdsplads, hvor man har hejst sit flag i en livstid uden vaklen? Men hey, så man ikke lige et prideflag hænge på rækværket ved siden af det affældige Danneborg?
Kunstmuseet er blevet til som del af en serie, hvor kunstnere inviteres til at gå i dialog med SMK’s samling. Tidligere har kunstnerduoen Elmgreen & Dragset taget den danske maler Vilhelm Hammershøi under kærlig, kritisk behandling i udstillingen Der har jeg hjemme, 2019. Nu er Astrup & Bordorff vovemodigt blevet givet adgang til alle niveauer af museet – som legeplads og udgravningsgrund. Duoen har længe forholdt sig lidenskabeligt fiktionaliserende til vores nationale institutioner: Astrup har vakt opsigt med sine to filmkabareter, Troe og Agtsom om det danske postvæsen og Urolige Hjerte om DSB. Siden 2018 har hun dannet makkerpar med Maria Bordorff. Astrup klipper, komponerer musikken, Bordorff skriver teksterne. Alt andet, fornemmer man, udvikles som en sitrende dobbelthjerneaktivitet.
De kalder deres signaturværk for filmkabaret: en cirka halv time lang kunstfilm, inddelt i episoder, i dette tilfælde blot »Scener«, der på skift byder på sang- og dansenumre og ofte ordløse, ja, scener med instrumentallyd, ind imellem kropsløse fortællestemmer. En stiliseret, dramatisk, kulørt, tragisk opsamlingsgenre, hvor weltsmerz, politisk brod, grotesk visuel dekadence og øm patos blander sig i arven fra Bertolt Brecht & Kurt Weill og over hundrede års dragmusicalperformance. Astrup & Bordorff har så tilført deres egen queer, pseudonostalgiske, folkelige, fællesskabsliderlige liberalismekritik, der ser surt på den afmontering af velfærdsstaten, der finder sted for øjnene af os.
Og således også i Kunstmuseet. Er den nationale kunstsamling stadig et anker for vores fællesskabsfølelse, eller har den mistet sin mening? Bærer vi alle et ansvar for museet – ja, for kunsten, synes den at spørge.
Hver scene er virtuos, meningsfuld, ofte dvælende og med skarpe klip, farverne overdrevent mættede. Det sexede persongalleri, en blanding af dedikeret museumspersonale, billedkunstnere, performere og andre statister, gløder af diversitet og karisma, alle pyntet med drag’ens hardcore rouge og udtværede dukkelæbestift.
I filmens første scene ser vi dørene til SMK slå op. Gæsterne hvirvler ind i de hellige haller med nær diabolske grin. Vidunderligt er det, at alle har en baby i slynge eller vogn – SMK som den perfekte barselsstue er ramt på kornet. Ind i malerisamlingen træder to dragqueens, der som oprørsledere valser flamboyant rundt blandt guldaldermalerierne og spolerer uskylden. Deres hænder cirkler om Det Rybergske familiebillede, hvor en rig fadertype hænger ud med søn, svigerdatter og hund, som for at binde en (knækket) rød tråd mellem fordums bourgeoisi og det københavnske ditto. De barslende går i ekstase, babyer græder (men ingen bliver beskyldt for at larme!), kustoden ved ikke, om han er inde eller ude, et fællesskab er etableret, men ikke ét vi allerede kender.
Filmstill fra ’Kunstmuseet – En filmkabaret af Astrup & Bordorff’, 2021.
Arbejderne og kroppene
Det er omsorgen for mennesker og deres arbejde, der skinner i Kunstmuseet. Man kan mærke, at Astrup & Bordorff har investeret sig i det store hus. Særligt konservatorernes langsomme ekspertise tages alvorligt og er materiale for en fyrig tango. Konservatoren synger intenst om billedfladen, som, hvis den brænder, bliver boblende, og hvis den bliver våd, får pigmentet til at krympe – de tre vagter ser på, da hun slår over i kabarettysk og pludseligt flænser et lærred.
To ormehånddukker vælter ud af biblioteksreolen og synger på Kaj og Andrea’sk en knaldet produktionssang om den utrættelige, trætte feminist. Repræsenterer de Astrup og Bordorff selv? – i et selvironisk råb ud til aktivismens (stadig aktuelle?) jargon om at stå fast i samtalens mudder.
Senere tager den smukke vagt (Dulfi Al-Jabouri) sig en aftentur i mausolæet. Han tjekker, om de menneskestore dukker ligger og sover som de skal i Elmgreen & Dragsets urovækkende hospitalsinstallation, før han lander i kælderen. Astrups lydspor brillerer, deliriøs drømmerisk synth-guitar, der minder om melankolien i 80’er-filmen Betty Blue. Vagten snubler over en række klassicistiske kæmpehoveder, engang del af en frise på SMK’s facade. De er filmet helt closeup, så de fremstår groteske. Vagten rører stenene, sanseligt vakt, som var de levende afrevne lemmer af noget engang storslået.
Ret morsomt er disse virkelige skulpturer udstillet i passagen ind til galleriet: outsider-art, vraggods. Hvem bestemmer, hvad der er kunst?
Den kritiske impuls
Astrup & Bordorff er hensynsfulde detektiver, der ønsker at vise os museets oversete nicher, fejre det, blotte skønheden og fliden, lave sjov med det, sabotere det andægtige, mens der åbnes for en rummelig kritik.
Balancen mellem omsorg og nostalgi er hårfin. 80’er-børne-tv-personligheden Poul Nesgaard sidder i kælderen og læser julemandssække fulde af breve fra museumsgæster, der vil have, at der skal dansk mad i caféen igen. Ormehånddukkerne snakker med, og sådan forstår vi, at museets populistiske forpligtelse på publikums konservatisme og angst må mødes med et smil.
Ærligt, så værger jeg mig ved at se Dannebrog i kunst, medmindre det brænder, og sentimentale følelser omkring Poul og Nulle giver mig tit myrekryb.
Og det er næsten, som om Astrup & Bordoffs nostalgi efter 80’ernes lollede kvalitets-tv, det sprælskhyggelige håndværk, som tit er stof for selv globaliserede danskeres lange brandtaler om noget genialt dansk, forpurrer visse former for kritik, man ellers kunne forestille sig i et værk om 700 års kulturarv. Kunstmuseet elsker sin naivisme. Mon de stemmer nogensinde ville komme op at køre over de imperialistiske strukturer og historier, der i første omgang er årsagen til, at vi overhovedet har en samling af kunst, der skal forankre os i en særlig national fortælling?
Samtidig er det at spejle museal public service i børne-tv godt tænkt. Og glem ikke, at det hele væves ind i kabaretuniversets inkluderende, ekstatiskgroteske og altid normkritiske klangbund, hvor ingen identitet er statisk. Der rives ikke ned. Der drømmes: den gamle verden er større, end vi tror. Akkurat som lyde og stemmer kan vandre gennem mure og dukke op uventede steder.
Filmstill fra ’Kunstmuseet – En filmkabaret af Astrup & Bordorff’, 2021.
Til gengæld langes der ud mod den politiske retorik, der i vores samtid lader arbejdspladser og institutioner smuldre, forskning dø, fratager mennesker tilhørsforhold og værdighed, splitter snarere end samler.
Det sker i et adræt filmgreb, genkendeligt fra Urolige Hjerte, hvor en kvindestemme strømmer ud af en gammeldags radio i kaffestuen, en parodi på en kulturkritisk kommentator. Hun diskuterer velmenende kunstens rolle i samfundet ved at stille spørgsmål, som: Hvis museumsgæsten pludselig er blevet en bruger – a la de barslende gæster – eller ligefrem en medejer af museet, skal værkerne så sælges fra til interesserede gæster? Er der et kollektivt ansvar for 700 års kulturarv? Hvis den politiske retorik sætter kunst og elitesport i samme bås, men efterlader kunstnerne fattige, hvad så? Har museet udspillet sin funktion? Ja, hvad synes du?
Det er et klogt, sjovt, bidskt resumé af den aktuelle kulturpolitik, der netop varetages af museerne selv, og ét med holdninger: Vi har et fælles ansvar for historien/kunsten/kunstneren.
Mørk kanon
Og sådan når vi filmkabaretens suveræne klimaks, der byder på en hjemsøgelse.
En gigantisk solvognspapmachékaret venter foran SMK med et barokt guldtrådsvampyrdækken. En mørk kulturkanonisk ufo.
Indeni sidder en vampyrspøgelseskvinde (Danica Curcic) med tusindårigt hår. Hun er SMK’s Freddie Mercury, en levende død, og med sin snuskede kalvekrøs bryder hun ud i en vanvidshulkende lipsync-ballade, der giver én gåsehud, om at være den (kunstner) der må blive ved og ved, selv om man er død. Hun kan ikke mere. For både vampyren/kunstneren/popstjernen har det til fælles, at de aldrig bliver voksne.
Mens vi hører skrigene runge over Sølvtorvet, klippes der til konservatoren, der i UV-lys med kuglerunde briller minder om seriemorderen fra 90’er-filmen The Silence of the Lambs. Holdes ikke bare kunstneren, men også kunsten fanget?
I sangens desperation gentages motivet om barnlighed, sådan at naivismen overskrides, overdøves. Den udslidte, underbetalte, er den umodne/døde diva, der ikke bliver anerkendt for at være en virkelig medspiller i samtidens vækstøkonomi. Det er ikke så fjollet, men faktisk ret alvorligt, og det ved Astrup & Bordorff nok, for denne gang er det også deres egen skæbne som arbejdende billedkunstnere, de har vovet sig ud i at skildre. Det kaster en interessant skygge tilbage over filmen, der ellers står solidt i sit underspillede, varme, folkelige kald på integritet.
Astrup & Bordorff: ’Kunstmuseet – en filmkabaret’. SMK. Indtil 1. december.
