Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

60 år gammel analyse af kolonisterne og de koloniserede er stadig højaktuel

Frantz Fanons 60 år gamle analyse af racisme og kolonimagternes rolle for det afrikanske kontinents ulykke er stadig relevante i dag – ikke mindst set i lyset af revolutionære kræfter i Den Tredje Verden og Black Power-bevægelsen i USA
Den revolutionære forfatter Frantz Fanon skrev kort før sin død i 1961, at Afrika er formet som en pistol, og at Congo er aftrækkeren.

Den revolutionære forfatter Frantz Fanon skrev kort før sin død i 1961, at Afrika er formet som en pistol, og at Congo er aftrækkeren.

Everett Collection/Shutterstoc

Kultur
15. oktober 2021

Tidspunktet for en udgivelse på dansk af psykiater, frihedskæmper og forfatter Frantz Fanons klassiker Fordømte her på jorden kunne ikke være mere velvalgt, her få dage efter at den postkoloniale forfatter Abdulrazak Gurnah har modtaget Nobelprisen i litteratur.

Fanons skrift er en analyse af netop den europæiske kolonialismes fatale konsekvenser for de besiddelsesløse »fordømte på jorden« i Afrika og store dele af Asien. Samtidig er værket en anvisning på en revolutionær vej fremad mod national befrielse.

Bogen udkom i 1961, hvor afkoloniseringen af det afrikanske kontinent var godt i gang, men hvor den algeriske bevægelse Front de Libération Nationale (FLN) på syvende år udkæmpede en blodig kamp mod franske styrker for national selvstændighed. Fanon var født på den franske besiddelse Martinique i Caribien og havde uddannet sig til psykiater, men var selv aktiv i FLN og fra 1959 bevægelsens ambassadør for Afrika syd for Sahara.

I Fordømte her på jorden fremhævede Fanon voldens uundgåelighed i afkoloniseringsprocessen, hyldede frihedskæmperne i Algeriet og blotlagde, hvad han opfattede som europæernes brutalitet og racisme. Derfor var bogen så kontroversiel, at den øjeblikkelig blev forbudt i Frankrig – også selv om forordet var skrevet af ingen ringere end Jean-Paul Sartre. Alligevel nåede værket i løbet af de kommende år en betydelig udbredelse og blev en inspiration for revolutionære kræfter i Den Tredje Verden og Black Power-bevægelsen i USA.

Folket mod kolonimagten

Volden spiller en hovedrolle i Fanons analyse. Kolonialismen er i sig selv »rendyrket vold«, hævder han, og kolonien minder om »en gigantisk koncentrationslejr«, ligesom de koloniserede er »den moderne verdens slaver«. Det handler imidlertid langtfra blot om drabene og torturen, om afhugningen af congoleseres hænder og elektroderne i algeriske frihedskæmperes kønsdele. Det handler i mindst lige så høj grad om, hvad Fanon kalder »det blodløse folkedrab«. Det opstår, når kolonisterne udgrænser halvanden milliard mennesker gennem racemæssigt had, umenneskeliggør dem ved at tilskrive dem dyriske egenskaber og fratager dem deres historie. Kolonialismen »er en systematisk negation af den anden, en vanvittig beslutning om at nægte den anden enhver menneskelighed«.

Vold avler vold. Derfor bliver befrielseskampen nødvendigvis også voldelig. Fanon hævder ligefrem, at når en koloniseret person i denne fase hører tale om vestlig kultur, »trækker han sin machete eller sørger i det mindste for, at den er ved hånden«.

Den væbnede kamp forener folket mod kolonimagten. På vejen frem mod uafhængighed spiller medlemmerne af det nationale borgerskab – »en lille grådig og begærlig kaste med lange tænder« med hovedkulds beundring for europæisk kultur – imidlertid en yderst uheldig rolle. Den forsøger at udbytte »masserne«, samarbejde med erhvervskræfter i Europa og i sidste ende etablere et enhedsparti og skabe en diktaturstat. Mens borgerskabet havde en vital funktion i Europas historie, er det koloniserede nationale borgerskab dovent og ubrugeligt, og masserne bør spærre vejen for det.

I lige så høj grad som Fanon kritiserer det nationale borgerskab, hylder han til gengæld »folket«, »masserne«, der »forstår alle nuancer«, hvis blot man som leder taler et konkret sprog. I samarbejde med den revolutionære ledelse skal folket fuldføre kampen frem mod den totale nationale befrielse, hvor også det nationale borgerskab fjernes. »Nationen eksisterer ikke, hvis den ikke gives eksistens i et program, en revolutionær ledelse har udarbejdet, og som masserne har tilsluttet sig på en afklaret og begejstret måde«. Især bondebefolkningen skal føre an i denne kamp. Byernes pjalteproletariat har ganske vist også et revolutionært potentiale, men det mangler bevidsthed og lader sig for ofte lokke af det nationale borgerskabs falske løfter og appeller. I det hele taget skal man passe på med ikke at koncentrere for megen magt i byerne. Det politiske parti skal være »ekstremt decentraliseret«.

Med den nationale befrielse vil en fælles »national bevidsthed« begynde at råde, en bevidsthed der i sig selv udgør »den højeste form for kultur«. Først da – når nationen og den nationale bevidsthed er kommet på plads – vil man kunne begynde at tænke internationalt og for alvor promovere universelle værdier. »Det er i hjertet af den nationale bevidsthed, at den internationale bevidsthed opstår og lever«.

Magtanalyse

Fanon er i sin historiske analyse åbenlyst inspireret af Karl Marx, men erkender, at i den koloniale situation, hvor racebegrebet spiller en betydelig rolle, og hvor revolutionen først og fremmest udgår fra bondebefolkningen, »skal de marxistiske analyser altid strækkes lidt«. Hans tilgang er tydeligvis også dialektisk, eksempelvis når han diskuterer kolonisten og den koloniserede, voldens dobbelte natur og forholdet mellem masserne og eliten.

Sommetider bliver hans historiske analyser imidlertid lovlig deterministiske, hvilket bliver så meget desto mere irriterende, som at han ikke bruger megen energi på empirisk at underbygge sine påstande med historiske eksempler. Én ting er at opdele kampen for den nationale befrielse i en række faser, der følger visse lovmæssigheder. Noget andet er at gøre det samme med eksempelvis koloniserede forfatteres værker eller pottemageres arbejde.

Den virkelige styrke i Fanons værk ligger ikke i hans skæbnebetonede historiske analyser og bestemt heller ikke i hans fantasterier om nationen – selv om det da i øvrigt er bemærkelsesværdigt nok, at han allerede i 1961 understregede, at nationen var en konstruktion, om end en meget solid en af slagsen: »Det vigtigste i dag for den afrikanske intellektuelle er at konstruere nationen.«

Flere af Fanons analyser har imidlertid en tyngde, der rækker langt ud over udgangspunktet i 1961, også selv om han synes at have underspillet eksempelvis religionens rolle for de mange konflikter, der i dag udspiller sig på det afrikanske kontinent.

Han afklæder europæernes påståede humanisme og tiltro til universelle værdier om demokrati og individuelle rettigheder ved at insistere på den kolossale rolle, kolonimagterne har spillet for det afrikanske kontinents ulykke. Her måtte hensynet til individets frihedsrettigheder altid vige for, hvad Fanon stempler som »foragtens racisme« – en pointe, som Sartre yderligere udbygger og dramatiserer i forordet. Hvem kan hævde, at vi ikke lever med efterdønningerne heraf i dag?

I det hele taget forsøger Fanon løbende ned gennem sin bog at afdække de magtstrukturer, der tegner sig bag fernissen af retorik både blandt kolonister og blandt de første afrikanske magthavere, ligesom han fastholder sin vitale skelnen mellem kolonist og koloniseret. Denne konsekvente analyse af magtens sprog, af udbytningen og af relationen mellem europæer og ikkeeuropæer har spillet en betydelig rolle for udviklingen af postkoloniale studier, hvis fokus ofte er på dekonstruktionen af magtstrukturer og på undersøgelsen af skellet mellem det vestlige menneske og dets ikkevestlige »andet.«

Endelig er Fanons angreb på racismen af blivende betydning. Som psykiater interesserede Fanon sig for forholdet mellem imperialisme og individ. Med udgangspunkt i kolonialismens udslettelse af de koloniseredes menneskelighed skulle frihedskampen i sidste ende tillade, som Fanon skrev i bogens sidste sætning, at man kunne »begynde forfra, udvikle en ny tænkning, forsøge at skabe et nyt menneske«.

Mens Fanon skrev Fordømte her på jorden, var han syg med leukæmi. Værket udkom i november 1961. Den 6. december døde han. Året efter opnåede Algeriet sin uafhængighed.

Frantz Fanon. ’Fordømte her på jorden’. Oversat af Adam Diderichsen. Informations Forlag. 464 sider. 300 kroner

Jørn Brøndal er professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved SDU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne baf@email.dk

Godt med en ny udgave/oversættelse af Fanons klassiker på dansk. Det nævnes ikke, at bogen kom på dansk allerede i 1966, oversat af Lis Thorbjørnsen (Rhodos, 214 sider). Og genudgivet i Rhodos’ serie Politisk Orientering (1968, 253 sider).
Se meget mere om Frantz Fanon på Socialistisk Biblioteks linkbox:
Frantz Fanon (1925-1961)
https://socbib.dk/frantz-fanon-1925-1961/

Bjarne A. Frandsen

Tina Peirano, Hannibal Knudsen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar