Andri Snær Magnasons miljøpolitiske fortælling fortjener meget bedre end de skandaløse anmeldelser, den hidtil har fået

Om aftenen tirsdag den 2. november offentliggøres navnet på vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris. Fra dansk side har man indstillet værker af Asta Olivia Nordenhof og Ursula Andkjær Olsen, og to af de øvrige kandidater er ret velkendte her i landet, eftersom de for længst har fået masser af fortjent medieopmærksomhed.

Det drejer sig om bogen Blomsterdalen af grønlandske Niviaq Korneliussen, udsendt på Gyldendal i 2020 og nomineret til både Politikens og Montanas Litteraturpris, og Er mor død fra norske Vigdis Hjorth, udgivet af forlaget Turbine ligeledes i fjor. Derudover er digtsamlingen Jeg skriver på vådt papir af Lív Maria Róadóttir Jæger under udgivelse på Batzer & CO og vil vel også som færøsk bud på prisen blive lagt mærke til her i landet.

Dybeste offentlig tavshed synes derimod at omgive islændingen Andri Snær Magnasons stort anlagte miljøpolitiske fortælling (eller familiekrønike) Tiden og vandet, som forlaget Klim udsendte allerede i september 2020, og som til dato kun har fået én avisanmeldelse i Politiken forfattet af en person, som ellers skriver om børnebøger og behandlede bogen skandaløst overfladisk (se eventuelt selv Steffen Larsens pinlige artikel ’Med mismod i rygsækken traver han rundt i Island’, 24.10.2020).

Endvidere har værket affødt en artikel på litteratursiden.dk, hvis skribent åbenbart havde ventet sig noget helt andet end et engageret klimapolitisk opråb over den største krise, menneskeheden har stået i: »Det føles«, siger hun, som var hun selveste DR’s Andreas Kraul, »som hård tackling på hård tackling i en sportskamp, man troede skulle bære frem af teknisk snilde og subtile suveræniteter.«

Hvad er gået galt? I sit hjemland har Andri Snær Magnason (født 1973) tre gange fået den islandske litteraturpris, første gang i 1999 for Historien om den blå planet (Gad, 2000), anden gang for værket Drømmeland. Selvhjælpsbog til en ængstelig nation (Tiderne Skifter, 2006) og senest tredje gang for børnebogen Tidskisten (Tiderne Skifter, 2016). Han er en internationalt kendt miljøaktivist og debattør, ja, han stillede tilmed op til det islandske præsidentvalg i 2016. Hans bøger findes oversat til mange sprog. Han har interviewet Dalai Lama. Og han har et budskab og er en rigtig fremragende fortæller.

Men måske er problemet, at de globale klimaforandringer, som er hans hovedbekymring, for længe siden er blevet sovset ind i en mediesuppe, som har gjort os sløve:

»Vi ser overskrifterne og tror, at vi forstår ordene: Smeltende gletsjere, varmerekord, havenes forsuring, øget udledning. Hvis forskerne har ret,« skriver han, »betegner disse ord noget, der er alvorligere end alt andet, der hidtil har fundet sted i menneskehedens historie. Hvis vi forstod dem til fulde, burde de have direkte indvirkning på vores adfærd og beslutninger. Men det virker, som om 99 procent af ordenes betydning forsvinder i hvid støj.«

Hybrid af genrer

For at gøre klimakrisen konkret og vække sine læsere af dvalen har Andri Snær Magnason tilrettelagt sin bog som en genremæssig hybrid. Man kunne kalde den en videnskabsroman. Noget af den består af slægtserindringer, noget andet af statistik i fortællingens form, atter andet af gennemresearchet forskningsformidling. Forfatteren griber hyppigt til digtningens billeder ja, søger endda helt tilbage til den nordiske mytologi og til urkoen Audhumbla, som, han mener, har paralleller til indiske og tibetanske sagn. Og samtalerne med Dalai Lama fremstår som skattekister af visdom og lærestykker i venlighed.

Størst indtryk på mig gjorde hans beretning om, hvordan han på et tidspunkt skulle redigere stof, der var optaget på fonograf, senere båndoptager, i tidsrummet fra 1903 til 1973, og som bestod af klare gengivelser af ældgamle kvinder, bønder og sømænd, der kvædede viser, sang og fortalte historier.

»Jeg havde aldrig hørt noget så smukt,« tilføjer han. Man har siden kunnet høre dele af materialet på cd’en Raddir/Voices. I arkivet høres en gammel kone, der fremsiger en remse, som hun har lært af sin bedstemor, som fødtes i 1830, men som hun igen har lært af sin bedstemor, der var født engang inden 1783, men som hun så igen havde lært af sin bedstemor, der var født i 1740! Optagelsen var fra 1969, så tidsspandet var næsten 250 år.

Når Andri Snær Magnason bliver halvfems, vil han vise sit 30-årige barnebarn billeder af en bestemt gletsjer, som tre generationer i slægten fik mulighed for at lære at kende, inden den ganske ophørte med at eksistere. Når han tager et billede af jøklen, er det som at optage en gammel kvindes sang for at bevare den til eftertiden. »Om tusind år vil folk studere billederne som ældgamle håndskrifter og forsøge at forstå, hvordan vi tænkte dengang.«

Og hvordan tænker så de fleste af os nu, i dag? Ja, de mennesker, der definerer verden ud fra penge, handel og produktionsevne, er blevet skånet for at tilegne sig forståelse for biologi, geologi, økologi. »De udfærdiger statistikker og bliver fyldt med optimisme. Det, der er dødbringende for Jorden og ikkebæredygtigt set i fremtidigt perspektiv, skjules med ordene: gunstige økonomiske udsigter.«

Og dette til trods for, at vi befinder os midt i den ofte omtalte sjette ødelæggelse. De foregående var jo:

1. For 439 millioner år siden ved slutningen af Ordoviciumperioden.
2. For 364 millioner år siden ved slutningen af Devonperioden.
3. For 251 millioner år siden ved slutningen af Permperioden.
4. For 199-214 millioner år siden ved slutningen af Juraperioden.
5. For 65 millioner år siden på grænsen mellem Kridt- og Palæogenperioden.

Den igangværende ødelæggelse startede for 11.000 år siden med ødelæggelsen af megafaunaen på kontinenterne. »Vores forbrugsvaner kan sammenlignes med vulkanudbrud, vores modetrends har større indflydelse på kloden end de tektoniske pladers bevægelser, og vores behov svarer til effekten af jordskælvsbølger.«

Personlige følelser og videnskab

Jo, Andri Snær Magnason er indigneret og engageret. Men han er også saglig og cool, endda når han i slutningen af sin bog forsøger at formulere en ægte klimabevidst etik. Løsningen ligger måske delvis i det, som vores bedstemødre hele tiden har sagt var vigtigt – »at spise op, gå i sine store søskendes aflagte tøj, stoppe sine strømper og forsøge at være nøjsom. En stor del af løsningen ligger i viljen til opofrelse, til at gøre noget for andre uden at bede om noget til gengæld.«

At indgå i fællesskaber og lære af fortiden, herunder dens litteratur: »Mennesker forstår ikke tal og diagrammer. Men de forstår historier,« sagde en tysk forsker til bogens forfatter. I kløgtig konsekvens heraf tilstræber Andri Snær en balance mellem videnskabelig indsigt og egne personlige følelser.

Dette gør hans bog temmelig svær at håndtere – i hvert fald set fra et genremæssigt synspunkt, men det gør den samtidig renfærdig og overbevisende. Takkelisten til slut taler desuden sit tydelige sprog om en forfatter, hvis værk er blevet til i samarbejde på tværs af generationer, nationer og fag. Det er ydermere en styrke, at han ofte understreger paradokset, at vores videnskabelige viden og tekniske kunnen blot er den ene side af en mønt, hvis anden side viser ansvarsløshed og grusom udnyttelse af naturressourcerne: »I løbet af den tid, hvor vi er blevet i stand til at krydse gletsjere, tælle krokodillers redepladser og optage pukkelhvalens sang, er vi blevet så stærke og har taget så meget plads, at de ting, vi nu omsider kan måle og tilegne os viden om, er begyndt at forsvinde.«

Eller i en spidsformulering lidt længere fremme: »Vi ser og forstår vulkaner og deres frygtindgydende kræfter, men vi forstår ikke, at vi selv er den største vulkan.« Vi er, siger Andri Snær, »på vej ud over afgrunden med hundrede kilometer i timen, og i stedet for at bremse træder vi speederen i bund og fjerner speedometret.«

Hybriden Tiden og vandet går ganske vist besværligt på tværs af litterære kategorier, men fortjener immer væk øget opmærksomhed i tiden op til prisuddelingen i København.

Andri Snær Magnason: Tiden og vandet. Oversat fra islandsk af Nanna Kalkar. 338 sider. Illustreret. 299,95 kroner. Forlaget Klim 2020