Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Annie Ernaux er mesterlig til at finde den store historie i det mindste. Men hun finder altid en ny form

Det får man syn for i to fantastiske og væsensforskellige kortromaner om forelskelse og illegal abort

Annie Ernaux’ poesi og præcision er en hyldest til det fælles og en lovprisning af sproget som et sted, hvor mennesker væves sammen med hinanden.

Marion Kalter

Kultur
8. oktober 2021

Nogle forfattere skriver den samme bog om og om igen. Michel Houellebecq eller Helle Helle, eksempelvis.

Men ikke Annie Ernaux. Selv om hun i sit store forfatterskab altid har sig selv og sit liv som materiale, så ligner hendes bøger aldrig hinanden.

Begivenheder, steder og personer går igen, men hver bog, der ofte er kort og stilistisk stram, har sin egen, særlige grundtone.

Af Annie Ernaux’ værker er tidligere udkommet på dansk Pigen fra ’58 om en mødom, der mistes, og om afstanden til den pige, hvis krop nu tilhører den ældre kvinde, der ser tilbage på begivenheden. Så kom Min far og kvinden, to bøger om sorgen i at miste forældres arbejder- og landboklasse, når man selv stiger i graderne, og tidligere i år hovedværket Årene, der er 70-80 års europæisk historie fortalt, som var det tidens maskineri selv, der berettede.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her