Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Camilla Munck og Ydegirl er stærke sangerkroppe med dybtrækkende rødder

To danske kvinder albumdebuterer med sange, der føler sig frem – og ikke frygter at famle. Camilla Munck og Ydegirl kommer fra hver sin side i det musikalske spektrum og forenes i en søgen efter noget andet end den verserende wellness-kultur
Camilla Munck søger den dybe harmoni, der resonerer dybt og grundfæstet.

Camilla Munck søger den dybe harmoni, der resonerer dybt og grundfæstet.

Mike Højgaard

Kultur
1. november 2021

Der er en frydefuld fornemmelse af at gå i stå, når man lytter til denne anmeldelses to albummer. Af at blive tvunget til at trække vejret dybt, slippe opdateringer og newsfeed. Af at mærke et nærvær brede sig fra historien under vores fødder, op igennem blodbanerne og ud i nærværet.

Ydegirl alias Andrea Green Novel albumdebuterer nu med det fremragende, eksperimenterende album Ydegirl.

Mens Camilla Munck kan kaldes en veteran med sine mange udgivelser med countrybandet Wynona og duoen Munck//Johnson. Hun har i mange år bevæget sig i en genkendelig tradition. Men nu har hun nærmest revet hele sin kunstneriske muskulatur fri af den, til fordel for noget mere mørkt og søgende på sin lige så fremragende soloalbumdebut, Aeon.

Kvinden i mosen

Der er dog stadig noget mere jordfæstet over Munck og noget mere æterisk over Ydegirl.

Brisen – »breeze« – figurerer flere steder i Ydegirls tekster, det flygtige og svalende. Cypresser bøjer sig for den, der er en fredssøgende brise i hovedpersonens bryst.

Men der er også en labyrint i en unavngiven persons mund og en loopende tunge. Og hendes ord sunget ind i modtageren: »You’re dead inside / Still wanna have a good time.«

Ydegirl arbejder med tiden som noget, der kan krølles sammen, fortiden lever i nutiden. »Ever mind never safe again.« Eller; »Seasonal beast eating / Snacks from past.«

Hendes kunstnernavn er inspireret af, at man i en mose i Yde, Holland, i 1987 fandt en 2000 år gammel kvindekrop. Hun lå velpræserveret, og man kunne konstatere, at halvdelen af hendes hoved var delvist barberet. Det menes, at hun var blevet ofret eller henrettet.

Hun er Ydegirls muse, ja, hun synger sågar om hende: »Breezing back and forth between / Centuries in body / Emotionally in baroque / Body stuck in a peat-bog.«

Opad som helium

Camilla Munck kan også dyrke det morbide i sine skæbnesvangre billeder fulde af vand og historie.
 »Rivers are gonna guide you / Rivers are gonna fight you / No mercy from the water
 / No grace falls from above ya’ / Only bodies to follow
,« synger hun. »The justice of the water /
 The nature of true order / Will wash ashore to scorn us / Will rest assured to warn us.«

Vi er bundne til naturlovene, døden, vores mikroplads i universet. Og i dén erkendelse tilbyder Camilla Munck os et harmonisk kosmos, hvor hver komponent har sin rette plads.

Ydegirls udtryk er mere heterogent, det stritter og bobler. Det stiger opad som helium.

Det er også to vidt forskellige stemmer.

Ydegirl

Ydegirl

Luke Abby

Munck er en traditionelt fremragende sanger med en malmfuld klang og smukt turnerede fraseringer. Men hun opdyrker nu sin vundne visdom og finder uventede frugtbare områder i sin stemme her på sin solodebut.

Ydegirl dyrker en mere nasal, tonal snæverhed – der dog er mere rigt svungen og vidt rækkende end tidligere. Ja, et enkelt sted fraserer hun som Elizabeth Fraser fra Cocteau Twins.

Nordisk barok

Ydegirl befinder sig i en ny, københavnsk musiktradition, som hun deler med andre alternative sangskrivere og sangere som ML Buch og Clarissa Connelly (der netop har vundet den prestigiøse pris Nordic Music Prize for sit album The Voyager).

I denne nytradition er der arkaiske melodifigurer på klarinet, fløjte, akustisk guitar, klaver, træblæsere og violin side om side med synthesizere og elektroniske trommer. Her er afsmitninger fra britisk dreampop, men også nordisk folklore og kirkemusik – »nordic baroque« kaldes musikken i pressemeddelelsen.

Camilla Muncks musik vibrerer i et mere homogent univers. Med sig i studiet har hun haft sin gamle kumpan Moogie Johnson på bas og guitar samt Bjørn Heebøll på trommer. Og allerede fra starten af Aeon indikeres med den smadrede baslyd, urovækkende synth og dramatiske klaver-staccato noget nyt hos Munck.

Hun huserer nu i et patos-voldsomt univers, der kan minde om både Radiohead cirka ved udgivelsen af Kid A eller det sene Talk Talk. Et ekspansivt univers, hvor sjælen, stemmen, instrumenterne får lov at brænde med egensindig flamme.

Munck udforsker andre muligheder i bandformatet og nye vilde tonaliteter og harmonier i sin stemme. Hør bare hendes smukke falset, og hvordan den kan dykke i den gribende mellemtone-fløjl, vi allerede kender hende for. Eller hør hendes skarpt artikulerede deklarationer i titanisk tomrum. Det er vildt og højtideligt, og det kan Aeon sagtens bære.

Egensindig flamme

Hos både Munck og Ydegirl finder nutidens politik plads.

»Escaping war and slaughter /
 The land of milk and honey destroyed by power and money,« klagesynger Munck.

Mens Ydegirl er mere neutral i sin vokal, mere abstrakt i sin kritik: »What is a country? / More borders to be torn.«

Ydegirl er i det hele taget mere flyvsk i tanken, mens Muncks verden er mere ramt, jordslået – og således også mere flosset og forreven i klangen.

Og det er Munck, der har alderens dybere erfaringer.

»Sorrow wears no face / Sorrow cannot be replaced.«

Fælles for dem begge er, at de ikke frygter at famle sig til noget nyt – eller gammelt. Det er kunstnere, musik og tekster, der fordyber sig i historiens betydning i nutiden. Med deres kroppe forankrer de to solister sig i sangenes nu, men kun for at gribe ud efter en større eviggyldig mening.

Camilla Munck

Camilla Munck

Verden er bøjelig og kan formes af den, der beskuer den i Ydegirls verden. »What is a valley to me,« spørger Ydegirl retorisk. »More a curve in my mood / Than a landscape / I witnessed.«

Mens naturen er en bærer af historie og også bibelske billeder hos Camilla Munck. »Come hell or high-water / Come carry me home / On rivers of angels.«

Ydegirl insisterer på at være en polyfoni, en bevægelse. Camilla Munck søger den dybe harmoni, der resonerer dybt og grundfæstet.

Men de deler historiebevidst vrede, sorg, søgen, kamp for noget mere meningsfuldt end den verserende wellness-kultur. En anerkendelse af smertens plads, en vilje til balance, ikke flugt.

Vi er således i stærke hænder og i selskab med modige sangkroppe med dybtrækkende rødder, når vi lytter til Camilla Munck og Ydegirl.

Ydegirl: ’Ydegirl’ (Escho)

Camilla Munck: ’Aeon’ (Moondrop Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her