Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den danske trio Efterklangs sjette album har en fin lethed og en opløftende ro over sig

Efterklangs ’Windflowers’ er en løs buket af atmosfæriske, synthbårne forårsblomster
Efterklang på scenen til prisoverrækkelsen Steppeulven 2020 på Bremen Teater i København i januar sidste år.

Efterklang på scenen til prisoverrækkelsen Steppeulven 2020 på Bremen Teater i København i januar sidste år.

Kim Matthäi Leland/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Kultur
8. oktober 2021

Med løst flagrende hår, løst flagrende arme, sammenknebne øjne i solen og store smil hoppedanser en lille trup af hvidklædte glædeskuldrede mennesker gennem det danske sommerlandskab. De ligner en eventyrlig klan af nymfer importeret fra en anden og helt bekymringsløs tid, hvor harmoni opstår i mødet mellem solbrune kroppe, fuldfede kornaks og en himmel, hvis sarte blå kun forstyrres af de farvestrålende papirdrager, de sender i luften og det nostalgisk grovkornede filter, denne sommerdagsseance er optaget gennem.

Disse frejdige dansenisser er den danske indietrio Efterklang og deres vedhæng af stærke internationale musikere, der turnerer fast med bandet: pianist Christian Balvig, guitarist Bert Cools, altmuligmusikant Indrė Jurgeleviciutė og trommeslager Øyunn. Sammen vimser de omkring til forsanger Casper Clausens autotunede hilsen til Yasu, (vistnok Jesu arabiske kaldenavn), i musikvideoen til nummeret »Dragonfly« fra deres nye album Windflowers.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her