Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Dengang Michel Foucault var hverdagsaktivist og ville omstyrte den sociale orden

Ifølge ny bog anvendte den franske filosof Michel Foucault neoliberalismen til at bryde med velfærdsstatens disciplinerende logikker og skabe et rum for nye og individfokuserede politiske eksperimenter
Daniel Zamora og Mitchell Dean beskriver i den nye bog 'The Last Man Takes LSD: Foucault and the End of Revolution' de sidste og ret kontroversielle tiår af Michel Foucaults liv.

Daniel Zamora og Mitchell Dean beskriver i den nye bog 'The Last Man Takes LSD: Foucault and the End of Revolution' de sidste og ret kontroversielle tiår af Michel Foucaults liv.

FRANK PERRY

Kultur
8. oktober 2021

I maj 1975 tog den berømte franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault et LSD-trip med to venner ved Zabriskie Point i Death Valley, Californien. Oplevelsen havde stor betydning for Foucault. I kølvandet på syretrippet – og hans opdagelse af ’the Californian cult of the self’ i 1970’erne – besluttede han sig for at omarbejde sit værk Seksualitetens historie. Snarere end at beskrive individets seksualitet som et produkt af undertrykkende samfundsstrukturer, som har rødder i den kristne kulturarv og er blevet videreført af de moderne videnskaber, indskrev han det i en tradition for at aktivere ’selvets teknologier’, der gør mennesket i stand til at frigøre og forme sin egen seksualitet.

Ved således at sætte det menneskelige subjekt og dets forhold til sig selv i centrum – og antyde, at individets autonomi kunne gives en ny og positiv betydning – forlod Foucault i løbet af Seksualitetens Historie det særdeles strukturalistiske og deterministiske perspektiv på mennesket, som havde præget hans tidligere forfatterskab.

Foucaults LSD-trip i den californiske ørken står centralt i Daniel Zamora og Mitchell Deans nye og kontroversielle bog The Last Man Takes LSD: Foucault and the End of Revolution. Kontroversiel, fordi den eksplicit skriver Foucault ind i neoliberalismens historie og kritiserer venstrefløjens neoliberalisering. Fokus i bogen er på det sidste årti af Foucaults liv (han døde i 1984), hvor han forlod sit hidtidige fokus på magtrelationer for i stedet at undersøge, hvordan individet kan skabe sig selv gennem sociale eksperimenter. Forfatterne viser, at Foucaults nye fokus på individets muligheder for selvskabelse var forbundet med hans samtidige interesse for neoliberalismen, der blandt andet kom til udtryk i en række forelæsninger, som han gav på Collège de France i 1979 (senere udgivet under titlen Biopolitikkens fødsel).

Forelæsningerne, der var nogle af de første og mest systematiske analyser af emnet, blev afholdt på et tidspunkt, hvor man netop var begyndt at se konturerne af neoliberal teori og praksis i den angelsaksiske verden. Foucault definerede her neoliberalismen som en politisk rationalitet, der strukturerer både de regerende og de regeredes handlinger og selvopfattelse i henhold til konkurrencelogikken og den økonomiske kalkulations teknikker. Ifølge Foucault omformer neoliberalismen hermed os mennesker til entreprenører i vores eget liv, konstant på jagt efter måder, hvorpå vi kan skabe og optimere vores selv.

Snarere end at kritisere neoliberalismen knyttede Foucault den til hans samtidige søgen efter dét, han kaldte en ny venstreorienteret ’guvernementalitet’ (en betegnelse, han brugte for en særlig ledelsesrationalitet for styring af befolkninger). I den nye politiske kultur, som var opstået i kølvandet på maj ’68, havde de dominerende venstreorienterede paradigmer i Frankrig i form af marxismen og det socialistiske velfærdsstatsprojekt i hans øjne spillet fallit.

Det nye Venstre

Problemet var, begrundede Foucault, at begge indtog en statscentreret forståelse af politik og samfundsmæssig forandring. Hvor marxismens ideer om revolution og lighed via dens aktivering af staten i praksis havde ført til Gulag og totalitarisme, havde det socialistiske velfærdsstatsprojekt udviklet sig til en magtform, som drager omsorg for individets velbefindende ved at styre det i detaljen, blandt andet ved at opstille bestemte identiteter, som individet skal underkaste sig og bliver fastlåst i (som for eksempel kriminel, immigrant, seksuel afviger).

Sammen med andre repræsentanter for det såkaldte ’nye Venstre’ i Frankrig ønskede Foucault at skabe en ny form for venstreorienteret politik, hvori individet kan skabe sin egen identitet og tilværelse uden at blive underkastet den normative socialstat eller forledt af marxismens falske løfter om revolution.

For intellektuelle notabiliteter som Pierre Rosanvallon, Patrick Viveret, André Gorz og Foucault var fornyelsen af venstrefløjen forbundet med en mere overordnet ambition om at etablere et rum for helt nye forståelser af, hvad politik overhovedet kan handle om. Et sådant rum var blevet åbnet under Valéry Giscard d’Estaing, som var fransk præsident fra 1974 til 1981, og som med begrebet »avanceret liberalisme« proklamerede en tredje vej mellem ren liberalisme og bureaukratisk interventionisme. I forsøget på at imødekomme 68-generationens antiautoritære visioner igangsatte han en række reformer. Blandt andet indførte han loven om fri abort og en ny tilgang til social ulighed. I stedet for at fokusere på indkomstudligning, som blev identificeret med totalitære regimers politik, eller helt at negligere ulighed, ønskede Giscard d’Estaing at sikre lige muligheder for alle. Det betød, at han primært adresserede uligheder, som relaterede til diskriminering, racisme og andre fordomme.

Foucault var begejstret for Giscard d’Estaings reformer, hvormed den bureaukratiske og repressive velfærdsstat syntes at blive afløst af et mere decentraliseret, pluralistisk og tolerant samfund, som satte det enkelte individ og minoritetsgruppers interesser i centrum. Det var i denne sammenhæng, i forsøget på at åbne for nye, individfokuserede politiske eksperimenter hinsides velfærdsstatens disciplinerende logikker, at Foucault mobiliserede elementer af den teoretiske neoliberalisme.

Den neoliberale idé om markedet indtog her en central rolle. I Foucaults analyse udgør markedet et antinormativt og pluralistisk system, hvor individer er frie til at forfølge deres egeninteresse uden at blive genstand for omsorgsarbejde, påduttet en bestemt identitet eller på anden vis undertrykt af staten. Ved ikke at fortælle os hvordan vi skal leve – og tolerere forskellige livsformer – muliggør markedet kulturelle og sociale eksperimenter, som kan frigøre mennesket og transformere samfundet.

Gik selv forrest

Ud fra sin nye og af neoliberalismen inspirerede teori om, at samfundsmæssig forandring skabes gennem individets eksperimenter med sin egen identitet, ønskede Foucault at omstyrte den sociale orden via hverdagsaktivisme, herunder eksperimenter med seksuelle relationer, familiestrukturer, skoler og videnskab. Og ved at eksperimentere fysisk og psykisk med sit eget selv gik han selv forrest i denne aktivisme. Ud over LDS-trippet i den californiske ørken tog Foucault blandt andet på opdagelsesrejer til Japan for at opleve zenbuddhismen og frekventerede i rigt mål SM-klubber i San Francisco alt sammen med det mål at udvide rammerne for sin egen identitet og påvirke samfundets normer.

Foucaults begejstring for nye politiske eksperimenter og kritik af velfærdsstatens paternalisme gjorde ham (som tidligere afdækket i Informations artikelserie »Foucaultfejden« fra 2018) ofte blind over for andre former for politisk dominans. Mest berømt er Foucaults journalistiske artikler fra Iran i 1970’erne, hvor han ekstatisk rapporterede om den åndelige vækkelse under Khomeini. I hans øjne repræsenterede de islamiske bevægelser et opgør med den vestlige statsforståelse, som gennem en ny »politisk spiritualitet« skabte nye identiteter og hverdagspraksisser.

Foucault argumenterede også for en afskaffelse af den seksuelle lavalder, idet fastsættelsen af en aldersgrænse angiveligt fraskrev børn evnen til som autonome individer at have en seksualitet og agere på den. I forlængelse heraf mente han, at man skulle se bort fra seksuelle motiver i lovgivning om voldtægt og pædofili. Problemet var ifølge Foucault, at staten ved at definere kriminalitet som en specifik handling, som har med seksualitet at gøre, skaber generelle kategorier (voldtægtsforbryder og pædofil), som bruges til at karakterise hele den givne persons identitet – i stedet for blot at anskue kriminaliteten som enhver anden strafbar handling.

Revolutionen udeblev

Med tiden blev Foucaults nye politikforståelse et vigtigt referencepunkt for den del af venstrefløjen, som tager udgangspunkt i individet snarere end i kollektive institutioner, og som er mere engageret i at sikre lige muligheder og retten til forskellighed end i at afskaffe økonomisk ulighed og udnyttelse af andre mennesker.

Set i bakspejlet fejlvurderede Foucault dog neoliberalismen på vigtige punkter. For det første har den både i teori og praksis vist sig at være kompatibel med en social konservatisme, som ikke accepterer samfundets minoritetsgrupper. For det andet har neoliberalismen succesfuldt inkorporeret andre facetter af den modkultur, som Foucault troede ville revolutionere samfundet som for eksempel slogans om decentralisering og autonomi, uden at større forandringer har fundet sted. For det tredje har neoliberalismens tendens til at skabe økonomisk ulighed og tilsidesætte demokratisk deltagelse i politiske beslutningsprocesser skabt stor folkelig utilfredshed, som blandt andet har udmøntet sig i destruktive populistiske bevægelser.

Hvis venstrefløjen ønsker at adressere disse udviklinger, bør den – hvis vi skal tro analysen i The Last Man Takes LSD – forlade den politikforståelse, som Foucault udviklede i sit sidste årti, inspireret af neoliberalismen.

Mitchell Dean og Daniel Zamora: ’The Last Man Takes LSD: Foucault and the End of Revolution’. Verso. 242 sider. £ 10.79

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Magtens psykologi er Freuds og hans elev Wilfred Bions domæne og foucault når dem ikke til sokkeholderne.