Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

’Dogs Don’t Wear Pants’ er en erotisk indføring i kvælning som sorgbearbejdelse

Den forrygende finske film ’Dogs Don’t Wear Pants’ følger en hjertelæges kamp for at komme sig over en dyb sorg. Det sker igennem besøg hos en ret så hård dominatrix, og det er virkelig rørende. Og erotisk
Finske J.-P. Valkeapää har begået en sjældent frisindet film med ’Dogs Don’t Wear Pants’, hvor seksualiteten undersøges smukt som teater for vores dybeste følelser og tilbøjeligheder. Foto: Cinemateket

Finske J.-P. Valkeapää har begået en sjældent frisindet film med ’Dogs Don’t Wear Pants’, hvor seksualiteten undersøges smukt som teater for vores dybeste følelser og tilbøjeligheder. Foto: Cinemateket

Kultur
21. oktober 2021

Det er en sjældent frisindet film, som finske J.-P. Valkeapää har begået. Dogs Don’t Wear Pants er en mørk drift ned i seksualiteten, den undersøges så smukt som det teater for vores dybeste følelser og tilbøjeligheder, den kan være. Et sted, hvor man kan finde, ja, redde sig selv på uventede, måske tabuiserede måder.

Hjertelægen Juha har mistet sin hustru i en drukneulykke for cirka et årti siden og lever et følelseslammet liv med sin teenagedatter. Han er i dyb sorg og onanerer, mens han inhalerer sin afdøde hustrus parfume.

Da datteren skal have en tungepiercing, driver han rundt i området omkring klinikken og drages mod en trappe, der fører ned i en dunkel kælder, hvor dominatrixen Mona holder til. Hun er dog i gang med en klient og slår Juha omkuld. Hun lægger sin pisk hårdt mod hans hals, han er ved at blive kvalt.

Men han kan lide det.

Han begynder at frekventere Mona for at genbesøge den uventede nydelse af at blive berøvet en helt central livskomponent. Uden ilt er han mere levende end i sit søvngængerliv.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her