Det er en sjældent frisindet film, som finske J.-P. Valkeapää har begået. Dogs Don’t Wear Pants er en mørk drift ned i seksualiteten, den undersøges så smukt som det teater for vores dybeste følelser og tilbøjeligheder, den kan være. Et sted, hvor man kan finde, ja, redde sig selv på uventede, måske tabuiserede måder.
Hjertelægen Juha har mistet sin hustru i en drukneulykke for cirka et årti siden og lever et følelseslammet liv med sin teenagedatter. Han er i dyb sorg og onanerer, mens han inhalerer sin afdøde hustrus parfume.
Da datteren skal have en tungepiercing, driver han rundt i området omkring klinikken og drages mod en trappe, der fører ned i en dunkel kælder, hvor dominatrixen Mona holder til. Hun er dog i gang med en klient og slår Juha omkuld. Hun lægger sin pisk hårdt mod hans hals, han er ved at blive kvalt.
Men han kan lide det.
Han begynder at frekventere Mona for at genbesøge den uventede nydelse af at blive berøvet en helt central livskomponent. Uden ilt er han mere levende end i sit søvngængerliv.
