Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dundersmuk film fra Mongoliet er miljøaktivisme mod mineindustrien

I ’Den gyldne jord’ er det den vestlige markedslogik, der står for den primitive tænkning med dens rovdrift på Mongoliets råstoffer. Mens de lokale fårehyrder er i en langt mere sofistikeret forbindelse med naturen. Kontrasten er oprørende, og dermed får den fremragende film en aktivistisk kvalitet i sin kritik
Det magiske ved ’Den gyldne jord’ er, at den aldrig bliver opgivende eller sortsynet – trods stor modgang.

Det magiske ved ’Den gyldne jord’ er, at den aldrig bliver opgivende eller sortsynet – trods stor modgang.

Øst for Paradis

Kultur
15. oktober 2021

Det er ikke hver dag, man hører ordene »Lidt gæret hoppemælk?« – og så endda sagt på mongolsk.

Men filmen Den gyldne jord er så heller ikke, som film er flest. Den fører os nemlig ind i samfund af hyrder, der lever af jorden, men som trues på deres liv og levned af moderne markedskræfter.

Således bliver tilbuddet om hoppemælk fremsat, da der er stormøde om mineindustriens aggressive fremfærd ude i det mongolske steppeland.

Og der er god grund til at styrke sig på en lille skarp.

For det er en aggressiv fremfærd, der også går ud over vores hovedperson, den 12-årige Amra (Bat-Ireedui Batmunkhw) og hans hyrdefamilie – moren Zaya (Enerel Tumen), faren Erdene (Yalalt Namsrai) og lillesøsteren Altaa (Algirchamin Baatarsuren). De bor i et traditionelt stortelt og driver en større fåre- og gedeflok. Dyrene skyller som en flodbølge gennem de sindssygt smukke landskabers bevoksning og kurver.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her