Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Emnet er alvorligt nok, men ’Islandske forbrydere’ er en livfuld historisk skæmtefortælling

Einar Már Gudmundsson leger med sagatonen i sin nye roman ’Islandske forbrydere’, der mest af alt er en samling historiske noveller med genkommende hovedpersoner og mere end halvandet glimt i øjet. Sjov, klog og raffineret
I Einar Már Gudmundssons nye bog ’Islandske forbrydere’ er det ikke altid klart, hvem der er forbrydere, og hvem der ikke er, og det, der i én tid er en forbrydelse, anses for et gode i en anden.

I Einar Már Gudmundssons nye bog ’Islandske forbrydere’ er det ikke altid klart, hvem der er forbrydere, og hvem der ikke er, og det, der i én tid er en forbrydelse, anses for et gode i en anden.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kultur
29. oktober 2021

Ved første øjekast virker den rodet, Einar Már Gudmundssons nye roman Islandske forbrydere. Bogen består af 25 kapitler, opdelt i endnu kortere beretninger med et væld af personer. Beretningerne væves ind mellem hinanden til en humoristisk kollektivroman om Island i årtierne omkring år 1800, vel med forbillede i de såkaldte ’totter’ – islandske småberetninger fra sagatiden.

Romanen beskriver perioden omkring Oplysningstiden, hvor Europa langsomt blev moderne og samfundene – som man kan forvisse sig om hos den franske filosof Foucault – trak tydeligere grænser mellem ’normalsamfund’ og blandt andet forbryderisk virksomhed.

I bogen er det dog langtfra altid klart, hvad der adskiller bogens farverige persongalleri af ’islandske forbrydere’ fra andre småbønder, fiskere og omstrejfere i den fiktive by Tangavik, der er fortællingens ydre ramme. Bogens anonyme fortæller medgiver, at man kunne »anskue forbrydelserne som en opposition mod en tilstand, som der ikke var nogen grund til at affinde sig med«, ligesom han gør det klart, at det, der i én tid er en forbrydelse, anses for et gode i en anden: »Sådan kan tiderne tit strides, og til sidst går den nye tid af med sejren.«

Skafottet på Amager Fælled

Bogens røde tråd er et røveri mod rigmanden og nærigpinden Egil på Holt, der gjorde Holt-røverne berømte på Island, men også førte dem lige lukt i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København med endestation på skafottet på Amager Fælled. Ikke fattigdom, men rastløshed og Robin Hood-tendenser drev røverne til det, der erhvervede dem titlen som »kongelige forbrydere«. De kom på kant med loven, på et tidspunkt hvor den danske konges myndigheder strammede grebet om Islands beboere.

I bogen er det ganske vist manges opfattelse, at man bedst regulerer sig selv uden nedskrevne love og blødsødne salmer, ligesom i Islands stolte fortid.

Diskret demonstrerer bogen dog, at islændingene har brug for forandring. Tinget, hvor man før i tiden formelt afgjorde stridigheder, er degenereret til en festplads med daglange drukorgier. Lokale tvister afgøres ikke af lov og ret, men af sladder og social kontrol oftest til ugunst for kvinder og fattigfolk.

Opgør med sagatonen

Emnet er sådan set alvorligt nok, men alligevel fremtræder romanen som en historisk skæmtefortælling, der springer livfuldt mellem personer og tidsplaner. Ofte fortaber fortælleren sig i sidetråde og må kalde sig selv tilbage på sporet igen: »han … optræder ikke mere i denne beretning,« hedder det for eksempel om en vis Sveinn, der en overgang boede i Tangavik.

Forbindelsen mellem personer og tidsplaner etableres med sagaudtryk som »man sagde« og »efter folks mening«. Indtil det i romanens sidste fjerdedel som en slags chok går op for fortælleren, at den slags skødesløse værdidomme fra folkedybet ikke går længere: Det, at folk mener det ene og det andet, gør det jo ikke rigtigt!

Vendepunktet optræder i omtalen af en vis Haraldur, lykkeligt gift med den flotte og dygtige Sigrún, som han får en datter med. Men så går sladderen, at den rigtige far til Sigrúns barn er et spøgelse(!), og Haraldur lader sig skille: »(Han, red.) turde ikke sætte sig op imod, hvad de fleste tænkte og sagde, imod hvad der var den almindelige opfattelse. På den måde var han sin egen fjende og sig selv værst, for selvfølgelig vidste han bedre. Han og kun han var far til barnet, som døde, men han lod sig hyle ud af det af sladder og fordomme.«

Her formulerer Gudmundsson ikke kun litterært sit opgør med den store sagalitteraturs formler, men også med en forældet opfattelse af det lille islandske samfund som cyklisk og i en form for ligevægt: »Sådan set er hele Island én lille landsby … (som, red.) kunne rummes på én gade i en stor by … på den ene eller den anden side af halvtreds tusind.«

I bogen er den reelle ophavsmand til ond sladder ofte den ondskabsfulde og spyttende Blinde Óli. Óli udfordrer allerede empatien med sin udnyttelse af en ung kvinde, der som lille blev anbragt hos ham af sognet. Loven er på Ólis side. Men skal Jóna virkelig finde sig i alt, og skal samfundet bare se på? – spørger fortælleren på hendes vegne:

»Hvis det lykkedes Jóna at flygte, var det sikkert som amen i kirken, at sognefoged Ellert ville komme og hente hende, for hun hørte hjemme hos Óli, og at flakke rundt var forbudt, og når det kom til stykket, var det sognet, der ejede hende.«

Jónas drøm om et normalt liv er med andre ord en forbrydelse. Her går fortællingen for alvor i drift. Fortsættelse følger i en kommende bog, lover forfatteren, der med Islandske forbrydere fortsætter tråden fra romanerne Islandske konger (2012) og Hundedage (2015), hvor han også nytolker Islands historie med udgangspunkt i den fiktive by Tangavik.

Romanen er lydefrit oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Einar Már Gudmundsson: ’Islandske forbrydere’. Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen. Lindhardt & Ringhof. 266 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her