Går man ind på hjemmesiden kirkeorgel.dk, kan man læse følgende flotte udsagn: »Et kirkeorgel er i Danmark for langt de fleste mennesker et meget seriøst instrument, som skaber både respekt og glæde. Vi møder for det meste kirkeorglet, når vi deltager i en gudstjeneste, barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse.«
Citatet understreger på udmærket vis, hvordan pibeorglet – som er en mere teknisk korrekt betegnelse – i hvert fald i en dansk sammenhæng nærmest eksklusivt associeres med det kirkelige rum og afledt deraf også med en rituel og sakral stemning. Derfor bruger langt de fleste mennesker også betegnelsen kirkeorgel.
Pibeorglets klang synes at kunne åbne en portal til noget overjordisk, men samtidig er instrumentet også uløseligt forbundet med magtens sprog. Da det er et yderst kostbart instrument, har det været forbeholdt herskerne – og længe inden det blev indlemmet i kirkens rum, spillede det en rolle i det byzantinske kejserhof, ligesom det har været brugt til mere blodige ceremonier: Pibeorglet blev nemlig også brugt som baggrundsmusik under gladiatorkampe i Romerriget!
I nyere tid har flere eksperimenterende musikere forsøgt at befri instrumentet for den institutionelle fernis af magt og ceremoni, der omgiver det, og simpelthen gå til det som et fascinerende lydobjekt, der byder på et væld af muligheder for at skabe rum i musikken gennem overtoner og klangfarver. I Skandinavien har navne som Anna von Hausswolff, Ellen Arkbro og Kali Malone arbejdet med orglet i relation til minimalisme, elektronisk musik og metal. Men også andre steder i verden finder orglet nye veje i avantgarden – nye udgivelser fra canadiske Sarah Davachi og australske Lawrence English viser spændvidden.
Gispende lunger
Den australske lydkunstner Lawrence English er en mester udi at udforske grænselandet mellem mørk ambientmusik og rumlende støj. Han har over adskillige plader brugt lyd som en vej ind til ubevidste lag i krop og sind, samtidig med at han interesserer sig for at forbinde disse lag med en magtkritik, som det skete på 2017-albummet Cruel Optimism. På det album spillede pibeorglet også en stor rolle, men det var først sidste år, at English sprang ud med en rendyrket orgelplade, nemlig Lassitude, som nu har fået en opfølger i Observation of Breath – et værk bestående af fire sekvenser, der sammen kredser om åndedrættet som en på én gang fundamental og ubevidst proces.
At bruge pibeorglets soniske arkitektur, hvor lyd skabes ved at pumpe luft gennem rør eller piber, som spejl for relationen mellem krop og åndedræt er oplagt. Ikke mindst fordi English dermed kan lege med forholdet mellem orglets meget fysiske og tunge fremtoning og dets associationer til det metafysiske og åndelige rum, ligesom åndedrættet også gerne associeres med sjælen. Som en ekstra krølle i associationskæden er pladen også skabt under COVID-19-pandemien, hvormed den poetiske kredsen om lungernes gispen efter vejret også bliver et billede på en menneskelig skrøbelighed.
Skrøbelig er musikken ellers ikke, da English dyrker en signaturlyd med sans for det dybe register. Og her udnyttes pibeorglet til fulde som en lydmaskine, der kan frembringe toner, som næsten ikke kan opfattes af øret, men snarere aflejrer sig som vibrationer i kødet. Her nærmer English sig en æstetik, som man kender fra det avantgardistiske metalband Sunn O))). Selv kalder han udtrykket for maksimalistisk minimalisme – en paradoksal betegnelse lånt fra avantgardekomponisten Charlemagne Palestine, en anden musiker, som har udforsket pibeorglets muligheder. Observation of Breath er en krævende udgivelse, der kulminerer i det over 20 minutter lange titelnummer, hvor langstrakte bastoner kværner krop og sjæl. Det er dog også en stærk lytteoplevelse – et værk, som fortjener at blive hørt højt, og som afgjort kræver en dyb indånding at give sig i kast med.
Porøse grænser
Også den canadiske musiker Sarah Davachi kombinerer en interesse for elektronisk musik og ambient med en kærlighed til pibeorglet, men modsat English er hun ikke bange for at fabulere over instrumentets historiske og kulturelle associationer til det sakrale og kirkelige. Hendes eget pladeselskab hedder da også Early Music – en klar reference til hendes musikalske dialog med traditioner fra middelalderen, barokken m.m. Den canadiske musiker Sarah Davachi.
Modsat det stedsspecifikke projekt på Cantus, Descant er dette et album skabt i studiet med adgang til et væld af instrumenter – alle spillet af Davachi selv, der trakterer alt fra guitar og violin til cembalo, elorgel, synthesizer og altså pibeorgel. Hun viser sig her ikke kun som en spændende komponist i den minimalistiske tradition, men i særdeleshed som en særegen og lavmælt producer, som formår at skabe en næsten hviskende intimitet omkring instrumenter, der ellers ofte omgiver sig med pomp og pragt.
Hvor Lawrence English i overvældende grad skaber en tung og fysisk oplevelse i sit arbejde med orglet, skaber Davachi en fnuglet forsvindingsmusik, der er svær at fastholde, men som alligevel forplanter sig i lytteren. Mange af numrene lyder med deres hvislende baggrundsstøj som gamle båndoptagelser, fragmenter og musikalske strøtanker fundet i et arkiv eller på et loftskammer. Det fragmentariske og flygtige synes dog netop at være en hensigt, der bidrager til musikkens intimitet. Samtidig er der noget dejligt nørdet over Davachis udforskning af lydobjekter og klange. Dermed er det også en plade, der især vil tiltale andre lydnørder. Alligevel vil jeg vove den påstand, at musikkens skrøbelige skønhed også kan tiltale andre åbne lyttere – og at den måske ligefrem kan vække respekt og glæde.
Lawrence English: Observation of Breath (Hallow Ground)
Sarah Davachi: Antiphonals (Late Music)
