Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Det er et eventyr! Hverken komedie eller tragedie. Statsministeren fortæller eventyr

Folketinget åbner igen, og statsminister Mette Frederiksen fortæller eventyr. Hun tager de mindste op på skødet og sætter resten i en rundkreds. Forfatteren Lars Frost anmelder statsministerens åbningstale
Lars Frost anmelder Mette Frederiksens tale i forbindelse med Folketingets åbning første tirsdag i oktober.

Lars Frost anmelder Mette Frederiksens tale i forbindelse med Folketingets åbning første tirsdag i oktober.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kultur
8. oktober 2021

08:00: Det er helt sikkert teater. Eller måske er det tv-drama.

Hvad er genren? Tragedie? Eller komedie?

Det er en af de helt store, dyre produktioner. Kulisserne er monumentale. Christiansborg – en af de allermest fejlproportionerede bygninger i det københavnske bybillede. Og så fremmedartet. Ikke indbydende. Ikke inkluderende. Ikke på nogen måde. Et sted, ondskaben bor i en gotisk roman. En stor, grå kolos, skrækindjagende under tunge, grå skyer her til morgen.

Dramaet starter tidligt. På Folketingets hjemmeside kan man læse, at billetter til åbningen uddeles på dagen efter først til mølle-princippet. Ikke særlig demokratisk, tænker man måske først. Men så tænker man måske alligevel: Eller er det netop meget demokratisk? Man er kommet i tvivl om, hvad demokrati er?

Så jeg er kommet tidligt. Og der er ingen kø, ingen borgere i soveposer, ingen teltlejr uden for indgangen. Ingen er endnu gået forgæves. Man ringer på og får sin billet.

 

11.20: Sikkerhedstjek. Jeg passerer de mange hundrede statister: politi med det helt store udstyr, de vatterede uniformer, skudsikre veste, de store skydevåben, de store vogne. Ja, gu er de intimiderende. De sætter en stemning. Og den spraglede pøbel, demonstranterne ude foran på slotspladsen i en sværm under statuen af Frederik VII til hest, og endnu flere står tætpakket foran den store trappe i borggården. Alle er perfekt castet. De klimavrede, de islamfjendtlige, de håbefulde med ønsket om et frit Palæstina og alle de andre med deres mærkesager prentet i ansigter og på bannere.

Jeg afklæder mig mit overtøj og lader maskinen gennemlyse tøj og taske, mens jeg selv træder gennem sikkerhedsporten. Og så er der fri passage op til tilhørerpladserne.

Et skilt oplyser om, at der er 94 trin op. Der er også en elevator, hvis man ikke magter de mange trin. Jeg magter dem og sidder snart oppe under taget på bageste række med kneben udsigt til ministertaburetterne og formandens stol.

Hele salen venter nu på Hendes Majestæt Dronningen og familien. Enkelte folketingsmedlemmer kommer sjoskende. Og der kommer flere til. Det er længe siden, jeg har set så mange korslagte arme samlet på så lidt plads. Pape, korslagt. Kofod, korslagt. Ellemann-Jensen med hænderne kækt i bukselommerne. Alle smiler og hygger sig tilsyneladende gevaldigt. Der stilles op i små og større grupper til gruppefotos.

 

11.55: Statsministeren observeres i salen. Også hun smilende, og man vil naturligvis ikke dømme eller gøre antagelser, men kunne det være, at statsministeren og flere af de øvrige medlemmer simpelthen nyder deres arbejde? Eller i det mindste deres plads i solen, nyder pressens bevågenhed i det mindste på en dag som i dag – en festdag, en af de store, ikke så stor som grundlovsdag, men stor alligevel.

 

12.00: Alle rejser sig. Dronningen ankommer til salen, og noget sjovt er foregået. Der fnises befriet i salen og på de dyrere pladser. Her står en søjle i vejen. Jeg ser intet. Af kongelogen kan jeg kun lige skimte prinsesse Benedikte.

Hr. Bertel Haarder byder velkommen fra formandsstolen, ikke som formand, men som længstsiddende medlem – ikke ældste – længstsiddende – det gør hr. Bertel Haarder en dyd ud af at pointere. Man morer sig over hr. Bertel Haarders morsomhed. Og han slår et par triller: Tillidskultur. Foreningskultur. Oplysningskultur. Grundtvig. Bum.

Og så bytter han plads med formanden, hr. Henrik Dam Kristensen, som alle er enedes om på forhånd. Der skal ikke stemmes.

 

12.05: Statsministerens åbningstale.

»Forestil jer …«

Det er et eventyr! Hverken komedie eller tragedie. Statsministeren fortæller eventyr. Hun tager de mindste op på skødet og sætter resten i en rundkreds. Hun beder os forestille os en magisk verden.

»Forestil jer en fremtid i Danmark, hvor luften er helt ren. Følelsen af at trække vejret dybt og trygt. Byer med grønne arealer. Haver på tagene. Slyngplanter op ad facaderne.«

Hun taler om klima og grøn omstilling i lang tid. Hun taler med overbevisning og humør. Hun har fuldstændig kontrol. Det er imponerende at overvære.

Man synes, man kan huske en langt mindre sikker statsminister. En statsminister, der ikke altid fik lagt trykket helt rigtigt i sætningen. I dag er der ingen tøven. Statsministeren ved, at klimapolitik ikke kun må blive til frygtens politik. Og hun siger det.

Og hun har styr på sine hænder. De der hænder, som man før har tænkt ikke rigtigt vidste, hvad de lavede i det store billede. Som måske nogle gange kom til at opføre sig lidt rigeligt royalt – jeg mener, sådan fint på den. Som om de ikke rigtigt gad at være hér, hvor resten af statsministeren er.

 

12.13: Arktis. Rusland. Kina. Hilsner til resten af rigsfællesskabet.

 

12.20: Voksenuddannelse.

 

12.30: Kunst og kultur og noget med empati. Tv-kameraerne søger med sløv nysgerrighed efter noget at filme.

 

12.40: Folketingets formand, hr. Henrik Dam Kristensen, får et hosteanfald. Han vender ryggen til. Formandsstolen har åbenbart hjul. Da han drejer tilbage, smider han et lommetørklæde i en affaldsspand bag podiet. Formanden folder sirligt et lommetørklæde til et lille kvadrat og lægger det ved siden af sig på bordet og tager en tår vand. Men det er ikke overstået. Endnu et nys eller host får igen formanden til at vende salen ryggen. Denne gang vender han tilbage med en let rødmen i ansigtet.

Alt imens har statsministeren foldet eventyret ud. Hun tog os med helt til Indien, og hun førte os sikkert hjem igen bag de trygge mure i EU. Hun inviterer os ind i sit eget liv:

»Jeg fik fortalt følgende historie af en lettet far til en dreng i en af folkeskolens ældste klasser.« Drengen var ikke glad for at gå i skole, men blev tilbudt en læreplads og møder nu glad og fro op på arbejde.

»En ren solstrålehistorie. Eller hvad? Farens pointe til mig var sådan set en anden,« fortsætter statsministeren. Og starter her et mønster, der, som det er mønstres natur, gentager sig i hele talen.

Det eventyrlige, alle de fine resultater, hun naturligvis må fremhæve, er ikke nok. »Vi kan mere.«

Selvfølgelig må hun se tilbage og glæde sig. Regeringen har siddet så længe nu, at den kan tage æren for en lang række positive udviklinger i samfundet. Men hun må også se fremad – Vi kan mere, betyder også vi kan mere.

»I alt for mange år var mantraet effektivisering og optimering.«

»Men det er tydeligvis ikke nok.«

»Men det er heller ikke nok.«

»Derfor skal der frigøres tid.«

»Viden er fremskridt.«

»Mere skal tættere på.«

»Vi er først sikre, når alle er sikre.«

»Her vil vi også være foregangsland.«

»Udviklingen er dybt bekymrende.«

 

DANMARK LÆNGE LEVE!

Hurra. Hurra. Hurra.

 

Talen er slut. Der er kø for at komme væk og ned ad de 94 trin til samfundet udenfor. Så jeg sidder lidt og indånder stemningen i folketingssalen. Jeg sidder og overvejer: Hvad er det lige, jeg har overværet?

Jeg så en selvsikker statsminister, som har noget at have sin selvsikkerhed i. Hun har støtte i befolkningen. Hun får opmærksomhed og ros fra udlandet. Hun har en plan. Uden de store overraskelser. Hun opsummerede selv sine hovedpunkter, visionen og udfordringerne:

»Flere i arbejde. Danmarks ansvar i klimakrisen. Uddannelser til fremtiden. Boliger, der er til at betale. Sundheden tættere på. Frihed og ligeværd for alle i Danmark.«

Og jeg siger, som indehaveren af Limfjordens Ishus sagde til statsministeren: »Det giver jo en vis tryghed.«

Hvem kan være uenig i de målsætninger, der blev lagt frem?

Ja ja, selvfølgelig vil oppositionen brokke sig. Men det er elementært og snusfornuftigt det hele.

Kun én gang tænkte jeg, at hun stak til dem på den anden side af salen. Det var, da hun fortalte eventyret om den skoletrætte dreng, der fik en læreplads og blev en glad og rentabel samfundsborger. Statsministeren lagde ordene i munden på drengens far, som sagde, at det aldrig må bero på et forældre- eller elevansvar. Men først og fremmest skal være et samfundsansvar.

Det samfundsansvar, størrelsen og proportionerne kan de vist aldrig blive enige om i folketingssalen.

Jeg rejser mig og finder – det er sandt som regnen, der faldt ned over demonstranterne udenfor – under et sæde finder jeg to skakbrikker. To dronninger med en lille seddel bundet om. Der står: Sæt ikke 60.000 elever skakmat! Få skoleskak tilbage på finansloven.

Det er et forslag, jeg gerne støtter op om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Mange tak til Lars Frost for en fin lille rundvisning på Borgen under overvågning af de kampklare tropper fra politiet, samt fornøjelige betragtninger af Salen og anmeldelse af statsministerens åbningstale.

Det må gerne gentage sig med flere anmeldelser fra skribentens hånd, eller bare noget andet på skrift.

For det var sjovt ;-)

Kamilla Löfström, erik pedersen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar