Den færøske digter Lív Maria Róadóttir Jæger (født 1981), der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år, tror så meget på ordene, at hun nøjes med disse fem på en hel side:
»at være barn at forstå«.
På siden overfor, står der blot titlen ’1 2 3 4 Kronisk’ oven over disse fire linjer: »1 det kroniske vi svøber i et tæppe/2 det kroniske vi våger over/3 det kroniske vi siger er en å gået over sine bredder/4 det kroniske vi har i blodårene«.
»At være barn« og »at forstå« hører sammen med en farmors kroniske sygdom og den flimrende, ordknappe form, hvor sætningerne ikke bliver skrevet helt ud, og tingene ikke forklaret, ikke bare passer godt til, hvordan man kan forestille sig, et barn begriber en ældre persons knap synlige sygdom, nej, den flimrende og ufuldstændige form er indhold.
Også i den første afdelings ’Notesbog’: »Jeg skriver/vi kan lide farmoren/hun er vores søde delikate/saftig rødgul/hun er fersken/sød og klistret/orange/lidt lyserød/frugt«. Sådan åbner bogen.
Det kan ikke have været helt ligetil at oversætte denne poesi fra færøsk for Erik Skyum-Nielsen, men det er godt at vide, at det er en lydhør og poetisk sprogpuritaner, der har oversat Róadóttir Jægers brud på almindelige regler for syntaks.
Jeg læner mig fuldstændig trygt tilbage i den danske version og kan begynde at lytte til den uvante måde at konstruere sætninger på. Róadóttir Jæger er ikke mystisk, slet ikke, hør bare her lidt længere fremme i samme ’Notesbog’: »jeg skriver/vold/tungt ord/4 bogstaver«, ordene kan mærkes som et fysisk materiale også i deres betydning. Den første afdelings digtnoter begynder alle med »jeg skriver« og må citere svenske Athena Farrokhzads Vitsvit: »jeg skriver/Athena Farrokhzad skriver//min mormor sa: skriv så här//og//min mor sa: skriv så här«.
Tilbagevendende motiver
Ligesom hos Farrokhzad er poesien hos Róadóttir Jæger en bevægelse, en flok af poeter. Citatet er centralt hos dem begge. Det er umuligt at sige noget uden at citere de digtere, kunstnere og tænkere (Róadóttir er også filosof), der har inspireret en til at skrive: norske Hanne Aga, vietnamesisk-amerikanske Ocean Vuong, flere svenskere, Ola Julén, Fredrik Nyberg, Åsa Maria Kraft, amerikanske Stephen Dunn (som jeg ikke kender), franske Sophie Calle og Marguerite Duras, færøske Tóroddur Poulsen og Steinbjørn B. Jacobsen – og så selvfølgelig den allestedsnærværende farmor og hendes gode råd: »hvis du drikker kaffe får du pæn hud«, »mænd er ikke til at stole på« og »åh rend og hop«.
Farmoren er ud over ordene til stede i en billedserie, for eksempel her i ’Billede 4’: »sidder i havfruestilling ved en å/i røde slacks/hvid skjorte med albuelange ærmer/og lysebrune lædersko/under de rødlige krøller/en hvid perleørering/sten udmark heste/åen lidt uregerlig/hvidt skum«.
Der var den igen, den å. Det er endnu et træk ved Róadóttir Jægers poesi at vende tilbage til de samme motiver, de samme tanker, og dermed skabe forbindelser mellem digtene. Motiverne er ikke altid så poetiske som åen, den skrivende vender også tilbage til »albueskæl« og »klistrede spor af slim«. Eller længslen efter at skrive om grindehvaler som Heðin Brú (1901-1987 og forfatter til Fattigmandsære). Det er ham, der har skrevet sætningen, »der ligger en grindeflok i Sørvågsfjorden«, som var en sætning, farmoren fremhævede for sit barnebarn. Selv om jeg ikke har læst Heðin Brú, forstår jeg jo godt pointen, noget er gået tabt fra den ene generation til den næste, og det er sørgeligt at tænke på. Både i den enkelte familierelation og også i det store billede. Alt det, der går tabt, fordi nogen dør, og de, der fødes, lever på en anden måde. Det ændrer sig hurtigt og langsomt.
Det er nok også det umulige i at fastholde ting og mennesker – også i skriften – titlen henviser til, Jeg skriver på vådt papir, som indgår i afsnittet ’15 Fænomenologier’, der er ambitiøse og syrede nok, men også lidt for benovede og forbløffede over selve det at skrive: »Alle tekster har en absolut vilje til at blive til.« Aha, så ved vi det!
Så er jeg gladere for den flimrende ordknaphed – og i øvrigt for det originale færøske omslag i sart gul og med nul illustration og nul handwriting font.
’Jeg skriver på vådt papir’. Lív Maria Róadóttir Jæger. Oversat fra færøsk af Erik Skyum-Nielsen. Batzer & Co. 126 sider. 200 kroner
