Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Filmatisering af Stefan Zweigs ’Skaknovelle’ skæmmes af søgte påfund

Stefan Zweigs novelle om to særlige skakspilleres møde om bord på et passagerskib kort efter Anden Verdenskrigs udbrud er blevet filmatiseret. Som man kunne forvente, har instruktøren tilføjet en del ydre handling til forlægget. Resultatet er en overlæsset historie
Den østrigske advokat dr. Josef Bartok (Oliver Masucci ) tages i Skaknovelle til fange af nazisterne i 1938 og må igennem et års isolationsfængsling nøjes med den intellektuelle stimulans, han kan vride ud af en stjålet skakbog med 150 berømte partier.

Den østrigske advokat dr. Josef Bartok (Oliver Masucci ) tages i Skaknovelle til fange af nazisterne i 1938 og må igennem et års isolationsfængsling nøjes med den intellektuelle stimulans, han kan vride ud af en stjålet skakbog med 150 berømte partier.

Kultur
14. oktober 2021

Umiddelbart skriger Stefan Zweigs Skaknovelle fra 1941 ikke på en filmatisering, fattig på ydre drama som teksten er. Ikke desto mindre er tyske Philipp Stölzls filmatisering af den østrigske forfatters novelle rig på storslåede billeder af en kulturs storhed og fald og et dannet menneskes indre kamp mod åndelig undergang. Stölzl og hans fotograf, Thomas W. Kiennast, har tydeligvis gjort sig umage for at udnytte filmmediets potentiale, men alt i alt er der kommet en dårligere, temmelig rodet historie ud af remedialiseringen.

Kort fortalt handler det litterære forlæg for Skaknovelle om nogle skakpartier mellem en regerende verdensmester og nogle ivrige amatører i rygesalonen på passagerdamperen mellem New York og Buenos Aires et par år efter Hitlers overtagelse af Østrig i 1938. En navnløs fortæller bruger den første tredjedel af novellen på at beskrive verdensmesteren, Mirko Czentovic, som er passager på båden, og kontemplere over skakkens væsen, samt hvilke former for intelligens det ædle spil fordrer.

Under et af skakpartierne dukker der en nærmest genial skakspiller op og presser den ellers uovervindelige Czentovic til det yderste. Til fortælleren betror han, hvordan han blev holdt isolationsfængslet af nazisterne ved deres indtog i Wien og fik fingrene i en skakbog med 150 berømte partier, der reddede ham fra at blive vanvittig, fordi han gennemspillede dem i sit hovede. Til sidst blev han dog så besat af skak, at han igen var på vanviddets rand.

Flugten fra Europa

Alt dette drama foregår i karakterernes hoveder og i enten tænkte eller talte monologer, så det er ikke så mærkeligt, at man i filmen har valgt at sløjfe fortælleren for i stedet at lægge vægt på den uventet geniale skakspillers baggrundshistorie.

Her er der periodedrama for alle pengene med elegant interiør og lækker belysning både i den herskabslejlighed, hvor historien tager sin begyndelse i 1938, i det hotelværelse, der fungerer som fængselscelle, og om bord på passagerskibet, som i filmversionen sejler fra Rotterdam til New York og således danner rammen om hovedpersonens flugt fra det krigshærgede Europa til den frie verden.

Dr. Josef Bartok (Oliver Masucci), som hovedpersonen hedder, genforenes med sin kone, Anna (Birgit Minichmayr), i billetkontrollen inden afgang, og genforenet over en middag i skibets restaurant drømmer de sig tilbage til deres lykkelige liv sammen i Wien. I et langt tilbageblik ser man dem udleve drømmen om et dannet, frisindet (men meget civiliseret og behersket) borgerskab.

Fuld smæk på dannelsen

Fortidsudgaven af dr. Bartok præsenteres siddende i sin seng med en fornem moustache, en silkekimono og en bog af Goethe, han læser op fra. Stuepigen kommer med avisen, ryster på hovedet af, at han er sådan en læsehest, og mødes med replikken: »Uden åndelig næring sulter jeg ihjel.«

Bartok giver hende fri den kommende valgdag og opfordrer hende til at gå hen og stemme for østrigsk uafhængighed af Nazityskland. Stuepigen takker og bemærker, at hun har hørt, at det er til at få arbejde i Tyskland. Selv har dr. Bartok arbejde nok som administrator for den tidligere østrigske kejserfamilies og nogle klostres penge.

Dr. Bartok tager til bal, danser vals med sin kone og siger ting som: »Så længe Wien danser, kan verden ikke gå under.«

Den optimisme sætter tyske soldater en stopper for, da de samme aften indtager Wien. Bartok er i deres søgelys, fordi han har adgang til det gamle Østrigs formuer, men han nægter heltemodigt at udlevere adgangskoderne til de udenlandske bankkonti, de står på. Han er tydeligvis under stort psykisk pres, der iscenesættes gennem diverse mere eller mindre tvangsprægede ritualer, der dog aldrig går ud over hans værdighed. Som i novellen er det et vendepunkt, da Bartok får rapset skakbogen, men det sker under noget mere dramatiske omstændigheder i det, jeg godt vil kåre til filmens mest irriterende overdrevne scene.

En ekstra modstander

I fortidssporet, som afvikles sideløbende med nutidssporet på båden, møder vi også den glatte, civiliserede forhørsleder, Franz-Josef Böhm (Albrecht Schuch), der læser Homer og gerne vil spille skak med Bartok, som dog afviser det som »tidsfordriv for prøjsiske generaler, der keder sig«.

Med Böhm tilføjer filmen en ekstra modstander, Bartok kan positionere sig selv over for. Mens den grundlæggende modsætning i novellen er mellem den sofistikerede borger fra Wien og den bryske, besynderligt indskrænkede, analfabetiske (i dag ville man nok kalde det dyslektiske) skakverdensmester Czentovic, møder Bartok i Böhm en fjende, der elsker det samme som ham selv. Det kunne der godt være kommet en spændende historie ud af, men Skaknovelle roder i stedet rundt mellem en masse søgte forbindelser og pseudogådefulde forhold. 

Stemningsmæssigt sigter Skaknovelle efter cirka det samme som i Maria Schraders gode, alvorlige film Stefan Zweig: Farvel til Europa om de sidste år i Zweigs liv fra 2017, men rammer skævt. Det er ikke så underligt, man har valgt at tilføje den oprindelige historie en masse ydre handling. Det gjorde man åbenbart også i den filmatisering, der kom i 1960 og hed Et spil for livet. Jeg har ikke set den, men læst mig til, at den også indeholder en romance med en ung ballerina. Men de forskellige ideer til, hvordan en historie om skak kan fungere på film, falder over hinanden i Stölzls version.

’Skaknovelle’ – Instruktion: Philipp Stölzl. Manuskript: Eldar Grigorian efter Stefan Zweigs novelle. Fotograf: Thomas W. Kiennast. Længde: 110 minutter. Biografer over hele landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Refshauge

Når en bog filmatiseres, må det væsentligste være, at bogens intention bliver opfyldt.
Skaknovellens intention er at udstille nazismens psykiske ondskab og beskrive hvorledes det ødelagde personer. Det får filmen til fylde opfyldt og mere til.
Det er en meget raffineret film, utrolig flot lavet og personerne er iminente. I jeres ikke amerikanske tider burde denne film hyldes.
Du er alt for hård ved den Lone.
Jeg håber at rigtig mange vil se denne utrolige film.