Med forfatteren, billedkunstneren og journalisten Gerd Laugesen kan man heldigvis aldrig vide, hvad der venter én. Hendes arbejder er ofte udført i udsøgte materialer, håndlavede og nummererede, skrevet på lommetørklæder eller På lyserødt papir som et værk hedder. Eller Sort på hvidt, som er titlen på et andet fra 2017, med cut-up og tydelige spor af lim og saks og skrivemaskineæstetik.
Mødet og reportagen er to centrale discipliner i forfatterskabet, også i Gerd Laugesens nye semifiktive eller semidokumentariske værk, der samtidig også er hendes mest omfattende projekt nogensinde. Et øjebliks lykke er på 544 sider og er endda blot første bind i en trilogi.
Enhver fornuftig redaktør ville sige, at så mange sider om en ovenikøbet ukendt kvinde, nemlig Nili Arutay, er der ingen, der gider læse, og afslå at udgive manuskriptet, fordi projektet ikke er rentabelt. Og jeg indrømmer, at jeg har kedet mig en anelse undervejs, men jeg er samtidig faldet for Gerd Laugesens insisterende langsomhed, og bevis på, at hvis man spørger og leder længe nok, så viser magien sig i ethvert menneskes liv.
Nilis historie, som den rejsende jegfortæller styrer efter, begynder i 1934. Hun voksede op i Tyrkiet, og kom til Danmark som 12-årig. Hendes tyrkiske far og danske mor mødte hinanden i Paris på kunstskolen Beaux-Arts, hvor faren tegnede, og moren var model: »De havde ingen penge,« står der om dem, men de puttede sukker fra cafeerne i lommerne, »stak hænderne i lommerne og fiskede sukker op, som de slikkede af hinandens fingre«. Sødere bliver det næppe, vel? Men så lykkelige er de lykkelige øjeblikke i Gerd Laugesens skrift altså.
Nili, som forfatteren kalder en verdensdame, drømte om at lave film, var engang Elizabeth Taylors body double og arbejdede for Rejseholdet i Danmark. Men hun døde, inden hun selv nåede at fortælle sin historie, nu gør hendes langt yngre veninde det:
»Vi sad på Den Franske Café. Hun røg sine mentolcigaretter og kiggede tankefuldt ud i luften, da hun pludselig sagde: Jeg har oplevet meget i mit liv. Jeg har danset tango med Fellini. Men den historie må du få en anden gang. Nili tog sin grønne hat på og rejste sig. Hun ville hjem. Og så døde hun. Jeg er rejst i hendes fodspor for at skrive den historie, som Nili aldrig nåede at fortælle. Og det er blevet til en historie, som lige så meget er min egen.«
Den sidste sætning skal man tage med et gran salt, for Gerd Laugesen er som skrivende og rejsende menneske mere optaget af andres historier end sin egen. Hun ser alt, skriver det ned, og oveni giver hun sig tid. I debuten fra 2009 gav hun sig tid, i 2017 gav hun sig tid, og nu her i 2021 i den nye bog er der al den tid, man overhovedet kan drømme om.
Bipersoner i bevægelse
Den rejsende har tid til alle, hun møder. Et øjebliks lykke må have en form for rekord i bipersoner. Den dokumentariske poet rejser fra København til Rom til Paris til Istanbul i Nilis fodspor og taler med Gud og hvermand og kvinde. De får alle deres portræt med hver sit særlige kendetegn, ofte fanger den rejsende folk midt i en bevægelse: Én havde en far, der døde som 60-årig på et surfboard.
I en strøm af bipersoner fra Paris-kapitlet ser man: »En ung mand spiller klaver. Det er rullet ud på et skateboard« samt »en lille mand med tilbagestrøget hår og et rødt silketørklæde om halsen, som også er stoppet ned i skjorten. Det er mode, siger han«. Det er de sidste tilføjelser der, som skaber nærværet i reportagen. De korte portrætter veksler med de længere, det giver temposkift og uforudsigelighed.
Den rejsende stopper en ældre dame på gaden for at få noget at vide om Paris i 1930’erne. Hun har pelshat og sølv på sin stok. Øjeblikket efter sidder hun sammen med kvinden på en café og får hele hendes historie, undtagen hendes navn. Hun viser sig at være født i 1919, hun bærer stadig sin vielsesring, er tipoldemor og hendes datter bor i Madrid.
I Pariserkapitlet er projektet at lede efter tyrkiske kunstnere, som har en eller anden forbindelse til Nili. Chagall dukker også op sammen med drømmene og magien. Dem tror den rejsende på. Efter Paris kommer Istanbul, der ud over Nili også handler om den rejsendes forelskelse i en vis chauffør, der aldrig navngives. Urolighederne på Taksimpladsen og Gezi Park i 2013 rumler i baggrunden og så i forgrunden, som de også gjorde i Sort på hvidt.
I Istanbul skifter den rejsende navn til Nili, for det er lettere for folk der at udtale end hendes eget. Det passer godt til denne helt særligt rejsende, at hun er så åben over det, hun søger og møder, at hun er i stand til at forvandle sig. At blive en anden. Hun er sin egen graverredaktion, sin egen sufimyte (for der er muligvis også sufier i Nilis familie) og rejser i både filosofisk og konkret forstand uden at vide, hvor rejsen ender – eller om den overhovedet gør det.
Gerd Laugesen: ’Et øjebliks lykke’. Turbine. 300 kr. 544 sider.
