Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det gør ondt at læse Emilie Pines personlige essays om voldtægt, sorg og spisevægring

I ’Noter til mig selv’ skildrer den irske forfatter et patriarkalsk samfund, hvis kvindeblik ikke alle steder har fundet et anstændigt fokus
Kultur
3. december 2021
I ’Noter til mig selv’ skildrer den irske forfatter et patriarkalsk samfund, hvis kvindeblik ikke alle steder har fundet et anstændigt fokus

Ruth Conolly

»Da vi finder ham, har han ligget i en lille pøl af sit eget lort i flere timer.«

Sådan starter Noter til mig selv, hvori Emilie Pine og hendes søster efter et døgns rejse fra Dublin ankommer til et nedslidt, underbemandet sygehus på Korfu, hvor deres far er blevet hasteindlagt med akut leversvigt.

»Nu, efter fire årtier som alkoholiker, er hele hans system ved at lukke ned,« skriver Pine.

Søstrene er udmattede, forvirrede og skræmte og leder efter hjælp hos personalet, men det ender med, at de selv må vaske, pleje og trøste deres far. Ude på gangen forklarer en kvinde, der kan tale engelsk, at der ingen sygeplejersker er, hvorefter en mand læner sig frem mod Emilie og siger: »Her dør man uden sin familie.«

På det tidspunkt er vi blot to sider inde i »Noter om mådehold«, samlingens første titel, og denne barske start følges stærkt op gennem resten af bogen, hvis seks personlige essays skildrer de oplevelser, der har formet Pines liv og tilsammen tegner et bevægende og tankevækkende portræt af en moderne kvindeskæbne.

Vil få dig til at græde

Teksterne var oprindeligt notater, som Pine gemte i skuffen, hvor de blev fundet af hendes kæreste, der mente, at det var det bedste, hun nogensinde havde skrevet. Pine (født 1977) er lektor i moderne drama på Univesity College i Dublin og havde tidligere skrevet akademisk, men det endte alligevel med, at hun kontaktede det lille irske forlag Tramp Press, der opfordrede hende til at skrive videre.

Noter til mig selv strøg hurtigt ind på bestsellerlisterne, hvor den blev liggende i mere end et år. Dertil vandt bogen et hav af litterære priser, deriblandt ’Årets bog’ ved the Irish Book Awards. Christa Leve Poulsen har oversat den danske version godt, og Bookerpris-vinder Anne Enright advarer på bagsiden om at læse den offentligt, fordi »den vil få dig til at græde«.

Heri er jeg enig, det gjorde ondt at læse Noter til mig selv, men det er meningen: Smerten resonnerer gennem hele bogen og er groft sagt fortællingernes grundvilkår, hvilket pointeres allerede i første essay. På hospitalsstuen i Grækenland spekulerer Emilie Pine på, at hendes fordrukne og fraværende far, en anerkendt forfatter og akademiker, »trods alt har lært mig (…), at det at skrive er en måde at gøre verden begribelig på, en måde at bearbejde – at tilegne sig – tanker og følelser, en måde at skabe noget meningsfuldt ud af smerten på«.

Barnløs og voldtaget

Bogens to stærkeste essays er »Fra babyårene« og »Der er noget ved mig«. I førstnævnte beretter Pine om længslen efter at blive mor, om en spontan abort og ikke mindst om sorgen ved barnløshed, som hun kalder »en særlig form for ensomhed«; i den anden og mindst lige så personlige tekst handler det blandt andet om forfatterens vilde teenageår i London. Her stak Pine af hjemmefra, tog stoffer, kæmpede med spiseforstyrrelser og havde sex med mere eller mindre tilfældige mænd, som hun mødte på byens barer og natklubber.

»I dag ved jeg, at det eneste jeg var ude efter, var ømhed – at blive berørt eller holdt om på en kærlig, forstående, venlig måde,« skriver Pine, der i essayet langsomt bevæger sig fra det forsømte barns spisevægring og mod »andre ting, jeg ikke er kommet mig over«. Nemlig de seksuelle overgreb, hun som teenager var udsat for, og som længe blev bortforklaret med, at det var »uundgåelige konsekvenser af mine handlinger og min livsstil«.

Den ene gang hun blev voldtaget – af en ældre mand i en vens lejlighed – spurgte hun bagefter manden, hvorfor han havde gjort det. »Der er bare noget ved dig, ved din udstråling,« lød svaret. »Den destruktive forklaring,« som Pine kalder det, bar hun med sig i mange år, og i bogens sidste essay, »Dette er ikke en del af pensum«, mindes vi eftertrykkeligt om, at samfundets blik på kvinden ikke alle steder har fundet et anstændigt fokus endnu.

Efter en forelæsning af Pine om kvinder og voldtægt i teaterstykker tages der imod spørgsmål fra tilhørende. Universitetets mandlige fakultetsdirektør er den første med en kommentar, men han ved ikke helt, hvordan han skal reagere, ifølge Pine. »Så sagde han: ’Jeg har svært ved at forene dit udseende og din væremåde med det emne, du behandler … Altså, du ser jo … Jeg vil ikke bruge ordet nuttet, men …’ Hans tale ebbede ud.«

Det gør Noter til mig selv ikke. Tværtimod. Emilie Pine har skrevet en intelligent, modig og vedkommende bog, der dertil føles opløftende i sin insisteren på at italesætte tabuer, og ja, forstyrre, som hun selv kalder det. Det er rå læsning, og instinktivt havde jeg lyst til at lægge bogen ind på min teenagedatters skrivebord. Men nu har jeg givet den til min sekstenårige søn i stedet. Så kan han læse den først.

Emilie Pine: ’Noter til mig selv’. Oversat af Christa Leve Poulsen. Vinter Forlag, 284 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her