Det er noget af et paradoks, at Jenny Wilson i åbningsnummeret på sit nye album, Mästerverket, med gjaldende stemme synger: »Förvänta dig ingenting av mig«. For det sker med en forræderisk vitalitet. Ja, i traditionen fra soulmusikken bruger hun stemmens og musikkens magt til at synge om magtesløshed.
Jenny Wilson blev voldtaget i 2016, og det behandler hun på tredje album i træk her på sit nye og helt forunderlige album, Mästerverket.
Det er hendes syvende soloalbum og hendes andet på svensk – modersmålet, som hun skiftede til på forgængeren Trauma.
Wilson har igen flyttet sig musikalsk og virker til at have fundet en ro, i hvert fald rent musikalsk. Væk er de elektroniske trykkamre fra Exorcism (2018) og symfoniorkestret fra Trauma (2019). Sangene er ikke lige så forkrampede, de har ikke karakter af at være fanget i følelserne. Det er sange, der for første gang siden voldtægten synes at kunne rumme følelserne.
Det sker meget sigende i en åben og næsten akustisk iscenesættelse – som en jazz- eller soulplade fra en svunden tid med langt færre teknologiske muligheder. Vi befinder os klangligt i et rum, hvor vi kan fornemme alle musikernes fysiske tilstedeværelse. Trommeslager, strygerbesætning, fløjtenist og elbassist. Wilson i midten ved klaveret og andre tangentinstrumenter og ikke for tæt på mikrofonen. Hendes stemme klinger i rummet. Det er en distancering, en mindre intim manøvre, mens hun synger om det allermest intime og smertefulde. »Det mest selvransagende og nøgne værk,« kalder hun selv Mästerverket i pressemeddelelsen.
Det tror jeg på.
En vinter over stemmen
Det handler om sorg. Sorgen over at have mistet noget, man aldrig kan få tilbage. Noget er blevet slået i stykker, og det kan ikke limes sammen igen.
Eller kan det? I hvert fald er Mästerverket den stærkeste reparation, Jenny Wilson har udført indtil videre.
Fra åbningsnummeret, hvor hun altså slår fast, at vi intet skal forvente os af hende, drives vi ind i hendes fortvivlelse.
Hun begynder at holde sig inden døre, beretter hun på »Ge mig nåt starkt«. Hun binger Netflix og åbner rødvinen klokken 15 – inden barnet kommer hjem fra skole.
Og der er selvmordstanker. »Jag har allt-att-förlora,« synger hun. Alt at tabe.
Det var de to første numre. To rastløse tilstande, to sange, hvor hun udstøder et skrig i hver sang med hver sin frekvens. Hvilken virker mon bedst?
Tilsyneladende ingen af dem.
Da vi når til det tredje nummer, »Paralyserad«, lander musikken i et vemodigt og dybt stikkende leje. Klaverakkorderne lander med en tyngde, som får noget utrolig smukt ud af en modbydelig tilstand:
»Paralyserad, jag är paralyserad igen
Vad ska jag göra av allting som hänt mig?
Sitter på en stol i ett väntrum å bara glor.«
Så følger den lige så forunderlige »Universums Grymma Lag«. »Mörker sugs till mörker, ja. Där är jag,« synger hun. Og så ender sangen med Wilson, der forsvinder ind i sangen, mens skærende lag af violinsmerte lægger sig som en vinter over stemmen.
En borgerkrigskorrespondent
Mästerverket kendetegnes af løsere fraseringer og dermed en stærkere ekspressionisme. Ja, hun frygter heller ikke pletvist at ramme det let falske.
Således minder Mästerverket også om PJ Harveys spartanske og inderlige mesterværk Let England Shake fra 2011. Her var det mænds lidelser i krig, som Harvey beskrev i et råt levende liveregi og med tonalt udskridende røst.
Jenny Wilson reporterer fra sine egne indre borgerkrige. »Manisk som en krigskorrespondent/ som inte har nånstans att ta vägen sen,« som hun synger.
Først var der hendes kamp mod brystkræften, som hun vandt omkring 2013. Dernæst voldtægtens rasering af selvet og kroppen i 2016 – og derefter en kamp med et uforstående sundhedssystem.
»Jag säger att jag inte tror – att jag haft ...
... Några självmordstankar ...
’Då får du ingen hjälp av oss’
Så-jag-googlar: ’Psykoterapeut i sthlm’ å får napp
50 minuter KBT för en tusenlapp
Berättar om allting som har hänt igen å igen å igen å igeeen
Ritar upp en cirkel vart befinner jag mig i den?«.
Det er ren socialrealisme lige her. Og en blotlægning af et menneskes mørkeste stunder.
Til formålet skaber Jenny Wilsons backingmusikere et musikalsk safe space. Og som på PJ Harveys mesterværk bidrager de med hjertevarmende kormandestemmer – helt sublimt på »Tänk om nåt händer« og »Gör vad som helst för dig«.
Det er en nødvendig supportgruppe. I pressemeddelelsen fortælles det, hvordan Wilson startede med at sætte sig i sit kælderrum for at indspille hele molevitten selv. Da hun beklagede sig til sin kollega Thomas Öberg – forsanger i forunderlige bob hund – over hvor svært det var, satte han ord på hendes følelser: »At lave sange om ensomhed bliver for ensomt at gøre alene.«
Synkronsorg med hovedpersonen
I soulmusikken er overcoming – det at overvinde modgang – helt central. Og Wilsons seneste album er i sit væsen – ikke æstetik – soulmusik. Der er en betinget sejr over det skete i at kunne synge så skærende smukt om det.
Klarer Wilson så skærene? I hvert fald bevæger hun sig frem mod et håb på albummet, hun identificerer faldgruber og synger undervejs: »Oooh, tänk om det vänder nu.«
Ja, tænk hvis det gjorde.
»Ljus, jag följer dig, följer dig,« lyder nogle af albummets sidste ord. Men så til allersidst tvivlen: »Aha, en dröm det är en dröm?«
Med Mästerverket står Jenny Wilson i hvert fald på stærkere ben end måske nogensinde før – rent kunstnerisk. Og, ja, titlen er en varedeklaration, som ingen kan gå til forbrugerrådet og klage over.
Det er med afstand hendes bedste sange og tekster i lang lang tid, hun løber friere end længe. Ja, det er hendes modne hovedværk, ikke mindst fordi sangskrivningen får så rigt og rumsterende liv i den smukt ramponerede iscenesættelse.
45-årige Jenny Wilson er en auteur, der udvinder rystende harmonier fra kun halvt lukkede sår.
Ja, jeg føler en forpligtelse til at tone rent flag og berette, at der er i hvert fald tre sange på det her album, som under de mange lytninger og skrivningen igen og igen har fået mig til bryde i gråd. Helt uden for min kontrol – i gang med at synkronsørge med hovedpersonen over hver vores tab.
Tak for det, Jenny Wilson.
Sangene på Mästerverket er rige på en hårdt vundet visdom, som ingen kunne ønske at erhverve sig. Men det er en visdom, der har givet os et værk, ingen havde turdet håbe på.
En rå smertefuld omfavnelse, der har gjort vores kultur rigere. Så godt er det.
Jenny Wilson: ’Mästerverket’ (Gold Medal Recordings).
