Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Jenny Wilsons nye album er en rå og smertefuld omfavnelse, der gør vores kultur rigere

På tredje album i træk undersøger svenske Jenny Wilson sine traumer efter et seksuelt overgreb. Denne gang i en stor, levende, næsten akustisk iscenesættelse af sange fulde af en hårdt vundet visdom
Sangene på Jenny Wilsons nye album ’Mästerverket’ er rige på en hårdt vundet visdom, som ingen kunne ønske at erhverve sig. Men det er en visdom, der har givet os et værk, ingen havde turdet håbe på.

Sangene på Jenny Wilsons nye album ’Mästerverket’ er rige på en hårdt vundet visdom, som ingen kunne ønske at erhverve sig. Men det er en visdom, der har givet os et værk, ingen havde turdet håbe på.

Ritzau Scanpix

Kultur
6. oktober 2021

Det er noget af et paradoks, at Jenny Wilson i åbningsnummeret på sit nye album, Mästerverket, med gjaldende stemme synger: »Förvänta dig ingenting av mig«. For det sker med en forræderisk vitalitet. Ja, i traditionen fra soulmusikken bruger hun stemmens og musikkens magt til at synge om magtesløshed.

Jenny Wilson blev voldtaget i 2016, og det behandler hun på tredje album i træk her på sit nye og helt forunderlige album, Mästerverket.

Det er hendes syvende soloalbum og hendes andet på svensk – modersmålet, som hun skiftede til på forgængeren Trauma.

Wilson har igen flyttet sig musikalsk og virker til at have fundet en ro, i hvert fald rent musikalsk. Væk er de elektroniske trykkamre fra Exorcism (2018) og symfoniorkestret fra Trauma (2019). Sangene er ikke lige så forkrampede, de har ikke karakter af at være fanget i følelserne. Det er sange, der for første gang siden voldtægten synes at kunne rumme følelserne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her