Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Josefine Klougart konsoliderer sin litterære magt og udpeger nye veje for forfatterskabet

Med romanen ’Alt dette kunne du få’ skriver Josefine Klougart sig ind i moderskabslitteraturen, generationsdebatten, klimalitteraturen og kapitalismekritikken – og antyder en åbning mod verden

Josefine Klougart er en vidunderlig forfatter. Hun er uhørt præcis, når hun ikke pseudodiskuterer, men skriver om det, alle vi andre ikke kan se klart.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
29. oktober 2021

Da jeg for nogle år siden faldt på cykel og slog hul på mit knæ, så såret helt anderledes ud, end jeg havde ventet. Midt i blod og sort, afsvedet asfalt lå de fineste, hvide fedtstrenge. 

Jeg tænker på det glinsende fedt i mit knæ, fordi Josefine Klougarts første roman efter fem års udgivelsestørke er fyldt med den slags grusomme, men underfundigt smukke indtryk. Der er så mange hvide billeder og ting i Alt dette kunne du få, som romanens titel lyder, men de afslører sig på steder, man troede var forbeholdt det dunkle.

Det hvide, der burde være rent og klart, er snarere knoglesedimenter, kalksten så store som hestekæber, snelaviner, der begraver unge bjergbestigere eller hvid ånde en frostmorgen som »tåge der kommer inde fra svælget«. Alt det, der burde forblive inde i kroppen eller høre mulden til, er lige foran øjnene af en i Josefine Klougarts forfatterskab.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"--- så stilsikkert udført, at den ikke behøver mærkater. Det er slet og ret god litteratur"
og
"Hun er uhørt præcis, når hun ikke pseudodiskuterer, men skriver om det, alle vi andre er for snurret fast til til at kunne se klart".

Undskyld, men anmelderen gør det altså ikke nemmere for sin læser!

Hvad er det, der er så godt, ifølge anmelderen, at det åbenbart ikke kan karakteriseres, og som er så præcist, at hverken anmelderen eller vi andre er i stand til at se det klart?

Fremstillingen minder mig om den beretning, som Skyggen giver til sin tidligere herre (Den lærde Mand) i H.C. Andersens "Skyggen", efter at Skyggen har været "vindueskigger" for sin herre hos Poesien i nabohuset.

Citeret:
"Hvorledes så der ud i de inderste sale?" spurgte den lærde mand. "Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?"

"Alting var der!" sagde skyggen. "Jeg gik jo ikke ganske helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved poesiens hof, i forgemakket."

Kilde: https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/skyggen

Måske er der et element af sandhed i det, som anmelderen fremstiller således:

"Når det er værst, ynker fortællerstemmen sin hovedperson for at være for romantisk og nuanceret til, at hendes omverden kan forstå hende".

Bjarne Toft Sørensen

Josefine Klougart vurderes af anmelderen at være én af sin generations største forfattere, på grund af hendes særlige forening af nyskabende symbolik og intens natursensibilitet.

Det anmeldte værk vurderes samtidig at være et nybrud i forfatterskabet, fordi det vender sig ud mod verden uden at give køb på sammenvævningen af natur og psykologi, og fordi at det, der tidligere kunne virke som enkeltscener, bliver knyttet sammen i en romanform.

Er der fra anmelderens side tale om anvendelsen af det samme sæt af æstetiske vurderingskriterier ved vurderingen af hendes tidligere værker og ved vurderingen af det nye værk, der anmeldes?

Josefine Klougart har ifølge anmelderen været én af sin generations største forfattere, selv om hendes værker ikke har været vendt ud mod verdenen (eller har været interesseret i at kommunikere med læseren?) eller har været knyttet sammen i en romanform (haft karakter af en sammenhængende beretning?). Kan man så være én af sin generations største forfattere?

Det nye værk lyder, ifølge anmelderen, til at være et værk fra en forfatter, der har fået nogle livserfaringer og er blevet mere moden, og som derfor har fået en interesse i at kommunikere med sine læsere om det, der ifølge anmeldelsen kaldes problemer i tilknytning til det "mellemmenneskelige".