Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Josefine Klougart konsoliderer sin litterære magt og udpeger nye veje for forfatterskabet

Med romanen ’Alt dette kunne du få’ skriver Josefine Klougart sig ind i moderskabslitteraturen, generationsdebatten, klimalitteraturen og kapitalismekritikken – og antyder en åbning mod verden
Josefine Klougart er en vidunderlig forfatter. Hun er uhørt præcis, når hun ikke pseudodiskuterer, men skriver om det, alle vi andre ikke kan se klart.

Josefine Klougart er en vidunderlig forfatter. Hun er uhørt præcis, når hun ikke pseudodiskuterer, men skriver om det, alle vi andre ikke kan se klart.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
29. oktober 2021

Da jeg for nogle år siden faldt på cykel og slog hul på mit knæ, så såret helt anderledes ud, end jeg havde ventet. Midt i blod og sort, afsvedet asfalt lå de fineste, hvide fedtstrenge. 

Jeg tænker på det glinsende fedt i mit knæ, fordi Josefine Klougarts første roman efter fem års udgivelsestørke er fyldt med den slags grusomme, men underfundigt smukke indtryk. Der er så mange hvide billeder og ting i Alt dette kunne du få, som romanens titel lyder, men de afslører sig på steder, man troede var forbeholdt det dunkle.

Det hvide, der burde være rent og klart, er snarere knoglesedimenter, kalksten så store som hestekæber, snelaviner, der begraver unge bjergbestigere eller hvid ånde en frostmorgen som »tåge der kommer inde fra svælget«. Alt det, der burde forblive inde i kroppen eller høre mulden til, er lige foran øjnene af en i Josefine Klougarts forfatterskab.

En særlig forening af nyskabende symbolik og intens natursensibilitet har gjort hende til en af sin generations største forfattere.

Alligevel er det, som om Klougart nu forfiner sit greb, så de filmiske billeder ikke stikker af, men lader en fortælling tage bo i sig. Det, der tidligere kunne virke som enkeltscener, bliver her knyttet sammen i en romanform, der til tider ligner både generationsroman, moderskabslitteratur, kapitalismekritik, autofiktion og naturlyrik.

Det lyder jo ligefrem tidstypisk, men Alt dette kunne du få er så stilsikkert udført, at den ikke behøver mærkater. Det er slet og ret god litteratur.

Alt går i arv

Alt dette kunne du få begynder ved en hospitalsseng, hvor den voksne forfatter Barbara venter på, at hendes far vil lukke øjnene op efter en hjerteoperation. I syv dage har han været tom bag øjnene. I ventetiden begynder hun at genfortælle sin familiehistorie.

Som i så mange Klougart-bøger forløber meget af handlingen i Mols Bjerge, hvor Barbara vokser op med en forkærlighed for roemarker og blå changeringer i noget, andre ville smide væk: afskårne stykker af hestehove.

Romanen er samtidig et portræt af Barbaras hårdtslidende forældre og endda af generationer før dem; som mormoren, der har den magre vestjyske jord på slæb, og hvis nøjsomhed sætter sig i moren, der siden giver sine uopfyldte drømme videre til sine døtre.

Morens husflid og børneopdragelse er den slags omsorgsarbejde, der kun bliver »tydeligt, når det ikke bliver gjort«. Faren lægger sine timer og bekymringer uden for hjemmet i den lille kiropraktorklinik, der aldrig giver nok i afkast. Og Barbara får en lillesøster, Sara, som hun føler sig næsten siamesisk forbundet med – og alligevel er jaloux på.

Arbejdet, kærligheden, kønsrollerne og familien er forbandede, de er rammen, der muliggør livet, men også indhegner drømmene: »Det er til at grine af, grine af til man opdager, at tænderne sidder fast i kraniet,« skriver Klougart. 

Noget af det fineste ved Alt dette kunne du få er måden, man kan iagttage omgivelserne nedfælde sig i Barbara, som var hun et menneskeligt istidslandskab. Hun insisterer på at iagttage dugfrost og bævreasp så nøje, at det materielle, man trods alt har, kan værdsættes og få fylde. Og hun lærer tidligt at frygte, at idyllen er skrøbelig.

Ømmest, da hun bliver stedmor for sin kærestes datter og elsker pigen, men dog føler »en lille frygtelig reservation i hjerte; alt er til at foretrække frem for denne lille reservation«. Så hudløst er den sammenbragte familie sjældent skildret. 

Kattekillingens mælketænder

Et eksempel på Klougarts evne til at dosere det grelle og trække billedtråde gennem fortællingen, er en scene, hvor Barbara som stor pige betragter en lastbil bakke henover en gårdsplads, hvor en hunkat og dens killinger løber rundt. 

»Killingen er mast til uigenkendelighed, den ligger som en tærtedej over en skål, enhver knogle knust, og de små hvide tænder ligger som en perlekæde, nogen har kastet hen over noget pels.«

Scenen er et forvarsel om uskyldstab, men der er også en dekadence over beskrivelserne. Mælketænderne glimter som en rig frues efterladte pynt. Igen toner noget hvidt, her som kattetænder og perler, frem i de mest uventede forbindelser og omvender læserens forventninger til lys- og mørkesymbolik.

Kattemoren sidder længe og skriger der, hvor den femte killing var engang. »Så gør den et kast med hovedet, ligesom for at ryste sin hjerne på plads.« Og lunter videre. 

Men hvem har patent på en forfærdelig erindring, når det ikke længere kun er gårdkatte, men også mennesker, det drejer sig om?

Barbara støder den familie, hun i skriften forædler og bevarer, fra sig. I sin debutroman skriver hun en linje, som knuser moren: »Ikke at hun fortryder os, men alligevel.«

Den snu læser vil genkende sætningen fra Klougarts egen debut, Stigninger og fald.

Men det føles ikke selvforelsket, snarere igangsætter sætningen Alt dette kunne du fås familiedrama, som også er et sprogligt drama. For sproget er grådigt og hensynsløst. 

At kunne skrive så godt, at man kan skære sin mors hemmeligste længsler ud af erindringsmassen, har en pris. Det er ikke kun sig selv, man æder, når man ofrer sin barndom til kunsten. Barbaras skrift ophober det, de andre helst ville glemme. 

Åbning mod verden 

En gang imellem forfalder Klougart til lommefilosofi og citatmosaik fra 1700-talsfilosoffer og Virginia Woolf. 

Så bruges der opstyltede termer som »katastrofens ontologi« og udslynges dårlige samtidsdiagnoser, som at »feminismen var blevet en machokultur«. Når det er værst, ynker fortællerstemmen sin hovedperson for at være for romantisk og nuanceret til, at hendes omverden kan forstå hende.

Det virker som unødigt krukkeri i en roman, der rigeligt kan bære sig selv. Og udfaldene mod samfundskritiske litteraturforståelser er uheldige, fordi der er masser af feminisme, antikapitalisme og økokritik i bogen, hvis man endelig vil læse efter det.

Josefine Klougart er med andre ord ikke en stor debattør, endsige filosof – til gengæld er hun en vidunderlig forfatter. Hun er uhørt præcis, når hun ikke pseudodiskuterer, men skriver om det, alle vi andre er for snurret fast til til at kunne se klart.

Hun lader billederne formere sig, så en goples tråde det ene øjeblik er et billede på familiens vidtrækkende kærlighed; det næste et billede på selv samme som en spændetrøje, der kan »brænde i huden, når man en sommerdag får viklet sit ben ind i dem«. 

Med afsæt i temaer, der optager mange forfattere for tiden, løfter Josefine Klougart sit blik og vender sig ud mod verden uden at give køb på den sammenvævning af natur og psykologi, der er hendes adelsmærke. Det er et nybrud i forfatterskabet.

Og så har jeg slet ikke fået plads til at nævne de næsten exofiktive sidespor om forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsens tuberkuløse ungdom eller historien om to tyske bjergbestigere i 1930’erne, som Klougart får til at dingle som makabert julepynt fra en bjergside. Eller den ufrivillige abort, hvor hun midt i et abnormt blodtab alligevel formår at antyde, hvor lidt plads der er til farens tårer.

Alt dette kunne du få er, når romanen er bedst, en smuk fortælling om mellemmenneskelighed.

Josefine Klougart: ’Alt dette kunne du få’. Gladiator, 328 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"--- så stilsikkert udført, at den ikke behøver mærkater. Det er slet og ret god litteratur"
og
"Hun er uhørt præcis, når hun ikke pseudodiskuterer, men skriver om det, alle vi andre er for snurret fast til til at kunne se klart".

Undskyld, men anmelderen gør det altså ikke nemmere for sin læser!

Hvad er det, der er så godt, ifølge anmelderen, at det åbenbart ikke kan karakteriseres, og som er så præcist, at hverken anmelderen eller vi andre er i stand til at se det klart?

Fremstillingen minder mig om den beretning, som Skyggen giver til sin tidligere herre (Den lærde Mand) i H.C. Andersens "Skyggen", efter at Skyggen har været "vindueskigger" for sin herre hos Poesien i nabohuset.

Citeret:
"Hvorledes så der ud i de inderste sale?" spurgte den lærde mand. "Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?"

"Alting var der!" sagde skyggen. "Jeg gik jo ikke ganske helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved poesiens hof, i forgemakket."

Kilde: https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/skyggen

Måske er der et element af sandhed i det, som anmelderen fremstiller således:

"Når det er værst, ynker fortællerstemmen sin hovedperson for at være for romantisk og nuanceret til, at hendes omverden kan forstå hende".

Bjarne Toft Sørensen

Josefine Klougart vurderes af anmelderen at være én af sin generations største forfattere, på grund af hendes særlige forening af nyskabende symbolik og intens natursensibilitet.

Det anmeldte værk vurderes samtidig at være et nybrud i forfatterskabet, fordi det vender sig ud mod verden uden at give køb på sammenvævningen af natur og psykologi, og fordi at det, der tidligere kunne virke som enkeltscener, bliver knyttet sammen i en romanform.

Er der fra anmelderens side tale om anvendelsen af det samme sæt af æstetiske vurderingskriterier ved vurderingen af hendes tidligere værker og ved vurderingen af det nye værk, der anmeldes?

Josefine Klougart har ifølge anmelderen været én af sin generations største forfattere, selv om hendes værker ikke har været vendt ud mod verdenen (eller har været interesseret i at kommunikere med læseren?) eller har været knyttet sammen i en romanform (haft karakter af en sammenhængende beretning?). Kan man så være én af sin generations største forfattere?

Det nye værk lyder, ifølge anmelderen, til at være et værk fra en forfatter, der har fået nogle livserfaringer og er blevet mere moden, og som derfor har fået en interesse i at kommunikere med sine læsere om det, der ifølge anmeldelsen kaldes problemer i tilknytning til det "mellemmenneskelige".