Wes Andersons film er håndlavede. Den amerikanske filminstruktør, der nu er aktuel i danske biografer med The French Dispatch, bygger sine film op fra bunden. Intet er overladt til tilfældighederne. Han designer og skaber de verdener, hans historier udspiller sig i, og som han derfor kan styre ned til mindste, finurlige og smukke detalje.
Jeg har en svaghed for genstande og den symbolske og samtidig taktile værdi, genstande – artefakter – kan have, og det er en af grundene til, at jeg holder så uendeligt meget af Wes Andersons film. De er fulde af bøger, skrivemaskiner, brevpapir, kufferter, pladespillere, tøj, møbler, biler og meget andet, som bliver dyrket med frydefuld, fetichistisk nidkærhed. Hans film er museale i ordets allerbedste forstand.
Som instruktør fik Wes Anderson sit gennembrud med Rushmore (1998), en skæv dannelsesfortælling, men det var med sin næste film, det alt andet end almindelige familiekomediedrama The Royal Tenenbaums (2001), at han for alvor begyndte at rendyrke sit unikke, stiliserede visuelle udtryk – udviklet i samarbejde med blandt andre filmfotograf Robert D. Yeoman.
Hjertevarme historier
I film som Life Aquatic (2004), The Darjeeling Limited (2007), Moonrise Kingdom (2012) og The Grand Budapest Hotel (2014) – og animationsfilmene Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018) – har Wes Anderson så forædlet og forfinet sin sans for symmetriske, farvestrålende billeder og humoristiske, humanistiske og hjertevarme historier om familier af både den medfødte og den sammenbragte slags. Forholdet mellem forældre og børn og mellem elskende spiller ofte en stor og vigtig rolle i hans film.
Jeg troede, at han med den Stefan Zweig-inspirerede The Grand Budapest Hotel nåede så langt, som han kunne med denne distinkte, idiosynkratiske måde at fortælle historier på. Gik han længere, ville det udarte sig til kunstighed og ren og skær manér. Nu kommer han så med The French Dispatch, der på sin vis går et skridt længere med en fragmentarisk, tosset historie om en amerikansk avis – eller rettere, et The New Yorker-agtigt magasintillæg til en amerikansk avis – titlens Dispatch, i en fransk by, Ennui, engang i 1960’erne og de journalister, der skriver for magasinet.
Hvis filmen har et problem, er det, at den mangler en historie og nogle figurer, man kan holde af. Magasinet er det gennemgående element i filmen, som i lyd og billeder genfortæller en håndfuld af de historier, som står i det, der skal blive magasinets sidste udgave. Redaktøren og udgiveren, Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray), er nemlig lige død, og han har i sit testamente bestemt, at magasinet så skal nedlægges, og staben opløses.
Detaljeret univers
Men hvad The French Dispatch mangler i følelsesmæssigt engagement og narrativ sammenhæng, har den til gengæld til overflod i excentricitet og verdensopbygning a la Wes Anderson. Via The French Dispatchs journalister leger han med 1960’ernes franske ungdoms- og studenteroprør, fortæller om en fængslet morder, Moses (Benicio del Toro), der bliver en feteret kunstner, og en mesterkok, Nescafier (Steve Park), der indblandes i eftersøgningen af politichefens bortførte søn.
Journalisterne fra Dispatch. Fra venstre er det Tilda Swinton, Lois Smith, Adrien Brody, Henry Winkler og Bob Balaban.
Og i virkeligheden er det ikke så meget artiklernes indhold, det handler om, som om de væsensforskellige journalister, ikke mindst den cyklende medarbejder, Herbsaint Sazerac (Owen Wilson), aristokratiske J.K.L. Berensen (Tilda Swinton) og Lucinda Krementz (Frances McDormand), der indleder et forhold til en purung studenterleder, Zeffirelli (Timothée Chalamet).
The French Dispatch er på mange måder en hyldest til både den slags trykte magasiner, der desværre kun bliver færre og færre af, og en flok dedikerede, utilpassede journalister, som engagerer sig dybt i deres emner. Det er en vittig og charmerende film, fuld af gylden nostalgi og referencer til fransk kunst og kultur. Og det er nok ikke den, man skal begynde med, hvis man ikke kender Wes Anderson i forvejen. Er man derimod fan, får man det meste af, hvad man kan ønske sig af en af hans film – ikke mindst et vidunderligt mangfoldigt og detaljeret univers at gå på opdagelse i.
’The French Dispatch’ – Instruktion og manuskript: Wes Anderson. Fotografi: Robert D. Yeoman. Længde: 108 minutter. Biografer landet over
Den glæder jeg mig til at se.
Mvh Hanne Pedersen
Jeg har ikke set The French Dispatch endnu.
Og jeg ved ikke, hvor man skal begynde, hvis man vil se Wes Anderson. Jeg begyndte med "Rushmore". Og tog det i rækkefølge derefter.
"Rushmore" virker som et rimeligt sted at starte. Hvis man vil have et sted at starte. Jeg blev i hvert fald interesseret i den stiliserede, ironiske stil - som ikke var TRÆLS ironisk eller for meget, men var tilpas. Og som samtidig tilbød mig et eventyr.
Wes Andersons film er altid eventyr.