Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kim Leine formår at vandre hen over grænser, ikke alene i tid og rum, men også i køn, krop og sprog

Kim Leine afslutter sin trilogi med en udforskning af det menneskeliges åbne felt – kortlagt gennem original sammenfletning af det grønlandske og det danske
Tilbagevendende scenerier i romanen bringer dens karakterer og dens læsere i tæt berøring med den åbne grønlandske natur, men forfatteren fører også én med til samlejer, fødsler, sygelejer og dødslejer.

Tilbagevendende scenerier i romanen bringer dens karakterer og dens læsere i tæt berøring med den åbne grønlandske natur, men forfatteren fører også én med til samlejer, fødsler, sygelejer og dødslejer.

Aqqalu Augustussen

Kultur
29. oktober 2021

Over Kim Leines nye, overdådigt stofrige menneskemyldrende mammutroman svæver der en ånd. Den kalder sig selv Aappaluttoq og optrådte som Hans Egedes grønlandske antagonist i forgængeren Rød mand/Sort mand (2018). Den kan rejse i tid og rum, og den kan gå ind og ud overalt, hvor den vil.

Den minder faktisk en del om selveste fortællekunstens ånd. Og så minder den ikke mindst om Kim Leine, der som forfatter evner at vandre hen over grænser, ikke alene i tid og rum, men også i køn, krop og sprog, og som forstår at indleve sig i sind vidt forskellige fra sit. Han er som beretter vidunderligt fri – forstået som fordomsfri og ubundet af konvention.

Efter Cervantes i 1600-tallet, Laurence Sterne i 1700-tallet, Dostojevskij i 1800-tallet og hele myldret af modige fornyere i 1900-tallet er intet mindre overraskende, end at en roman afviger fra sin genre eller i det mindste drejer den i en særlig retning.

Derfor bør man heller ikke undre sig, når Leine i det sidste bind af sin ambitiøse trilogi over grønlændernes frihedskamp kombinerer genren ’kildebaseret historisk roman’ med magisk realisme. Når han midt i en løbende beretning i tredje person pludselig bryder af og for en stund udliciterer sin stemme til diverse individualiserede jeg-fortællere. Når han springer fra roligt ydresyn til højspændt bevidsthedsstrøm. Eller når han skifter genrespor, indfletter semifiktive breve og dagbogsnotater samt indsætter autentiske annoncer og dagbladsreportager. Thi intet menneskeligt synes at være ham fremmed. Det skulle da lige være Sandheden om menneskene selv.

Efter åndemaneren handler overordnet set om to slags mennesker, to folk, nemlig grønlænderne og danskerne, mellem hvilke der siden første halvdel af 1700-tallet er frembragt et utal af ’blandinger’. Og så samler den sig ellers, i sin episke kerne, om den såkaldte Konebådsekspedition, som i 1884-85 søgte op langs Grønlands østkyst, op til egnene omkring det nuværende Tasiilaq, og dermed bidrog massivt til at samle landets befolkning. Ti år senere oprettede man en handelsstation, Angmagssalik, befolkningen blev snart kristnet, der tilførtes nyt blod, nyt håb, nye varer, med tiden pengeøkonomi.

Drivkraft for ekspeditionen var lederen, løjtnant Gustav Holm, på hvis rejseberetning Leine i rigt mål bygger. Men med på den strabadserende, tit farefulde færd var også som ældste medlem kateketen Johannes Hansen eller Hanseeraq fra bygden Sydprøven, hvis dagbog, udgivet 1933, bruges flittigt og ofte overtager ordet.

Så vidt det dokumentariske grundlag for sporet ’historisk roman’, et spor, som imidlertid brydes eller snarere forskydes, fordobles, når de døde interagerer med de levende og den overnaturlige verden slår ind uden at blive bortforklaret psykologisk eller blive gjort til udvendig litterær eventyrstaffage. Men romanens markanteste sporskift finder dog sted, da Hanseeraqs 18-årige nevø Jens i 1884, dvs. nøjagtigt parallelt med ekspeditionen, ankommer til København.

Hvad i alverden skal han dog dér? Jo, hans far Jørgen, kateketens bror, ligger, siges det, syg dernede, og ved Jens’ ankomst er han allerede død. Eventyrligt nok har han efterladt en kiste fuld af guldmalm hidrørende fra fjeldene ved kryolitminen i Ivigtut og indsamlet af et temmelig umage triumvirat, som foruden Jørgen omfattede dels en præst, der fungerede som en blanding af sjælesørger og bordelfar, dels en rødhåret kæmpe og horebuk, Julius Krabbe. Sidstnævnte bor på hovedhandlingens tidspunkt i en hytte nær Sydprøven og kunne måske have fortjent øgenavnet Sædprøven, for han har i årenes løb lavet utallige børn på grønlandske kvinder. Heriblandt faktisk Jens, der i romanen får en søn med ildrødt hår!

Patriarkatets kultur

Da Jens kommer til København, hvirvles han i løbet af no time ind i byens rask voksende homomiljø og gentager for så vidt al den kønsballade, som præsten Morten Falck oplevede i seriens første bind Profeterne i Evighedsfjorden (2012). Læseren kommer med til fødselsdag for Holger Drachmann og præsenteres i hastig rækkefølge for notabiliteter og koryfæer såsom J.P. Jacobsen, Amalie Skram og den ligeledes norske Arne Garborg; men først og fremmest bliver Jens kammerat med ingen ringere end Herman Bang. Den havde læseren ikke lige set komme.

En mulig pointe kan være, at grønlænderne i en dansk kontekst som regel er blevet fremstillet som »urenlige, beskidte og stinkende« samt som uhelbredeligt promiskuøse – en fordom, som Kim Leine allerede bidrog til at pille itu, da han i sin roman fra 2018 beskrev, hvordan kolonisterne i Godthåb i 1728-31 teede sig vildere end nogen vildmand.

Som kontrapunktisk kontrast til danskernes syn på sig selv skildres i den nye bog opløsningen i det danske samfund af patriarkatets kultur samt den begyndende nedbrydning af det herskende heteronormative mønster. Og kan Leine på denne måde med belæg i datidens sædelighedshistorie ’queere’ sit billede af Danmark, bliver der nok heller ikke meget tilbage af nogens foragt for grønlændernes anderledes livsformer og mentalitet, herunder de gennem generationer skabte måder at have køn og praktisere sin kønsdrift på. »Kødelige lyster er på en gang den mest skabende og ødelæggende naturkraft der findes,« siger en præst et sted i bogen.

Og nu vi taler natur. Tilbagevendende scenerier i romanen bringer dens karakterer og dens læsere i tæt berøring med den åbne grønlandske natur, men forfatteren fører også én med til samlejer, fødsler, sygelejer og dødslejer, ja, lader os tilmed vandre ind i sind og krop hos en ældre grønlænder der ved, at nu, lige nu, skal han dø.

Man bliver fortrolig med dette enorme lands natur såvel som mangfoldige enkeltpersoners sammensatte natur, og man belæres indirekte om det evigt betimelige i »at komme overens med naturens vilje, at kæmpe med den og ikke imod den«. Hvormed vel også er antydet den kristendomskritik eller snarere kristendomsskepsis, som også denne gang indgår i forfatterens ret så komplekse agenda, samt et muligt økokritisk tolkningsperspektiv. Men kernepunktet angår: vort syn på Grønland og grønlænderne før i tiden og nu.

Nærmest til midten af dette kommer man i en refleksion, som Kim Leine lægger i munden på Julius, eneboeren: »Grønlænderne før europæerne var ikke gode, ikke ædle, ikke uskyldige. De var onde, svage, barbariske, vilde, uvidende, ubarmhjertige. Mord og blodfejder grasserede. Gamle udtjente folk, det vil sige mennesker betydeligt yngre end mig, blev aflivet mens børnene så på det, eller de tog frivilligt livet af sig. Børn voksede op, de der ikke døde tidligt, i en tilstand af evig rædsel. Døden lurede i tørvehytternes mørke kroge. Åndemanerne spredte skræk med deres trommer og slibrige gækkespil. Djævelen havde frit slag. / Men de var frie mennesker. / Hvad vejer tungest: velfærd, tryghed, mad, tøj på kroppen, handelsbod, kulfyrede ovne, skolegang, tilladelse til at leve et helt liv og dø i en seng med sine børnebørn omkring sig? / Eller: frihed.«

Romanen overlader svaret til sin læser. Men man er aldrig i tvivl om, at noget gik tabt, da danskerne kom. Og mens man reflekterer over det, kan man glæde sig over at have været i selskab med en ånd, som i det mindste mentalt og æstetisk virker velgørende fri.

Kim Leine: ’Efter åndemaneren’. Gyldendal, 736 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Asiya Andersen

For mig er Kim Leine i samme kategori som Pontoppidan og Dostojevskij -en gudbenådet forfatter. Jeg glæder mig til at læse sidste bind i trilogien.