Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kim Leine formår at vandre hen over grænser, ikke alene i tid og rum, men også i køn, krop og sprog

Kim Leine afslutter sin trilogi med en udforskning af det menneskeliges åbne felt – kortlagt gennem original sammenfletning af det grønlandske og det danske
Tilbagevendende scenerier i romanen bringer dens karakterer og dens læsere i tæt berøring med den åbne grønlandske natur, men forfatteren fører også én med til samlejer, fødsler, sygelejer og dødslejer.

Tilbagevendende scenerier i romanen bringer dens karakterer og dens læsere i tæt berøring med den åbne grønlandske natur, men forfatteren fører også én med til samlejer, fødsler, sygelejer og dødslejer.

Aqqalu Augustussen

Kultur
29. oktober 2021

Over Kim Leines nye, overdådigt stofrige menneskemyldrende mammutroman svæver der en ånd. Den kalder sig selv Aappaluttoq og optrådte som Hans Egedes grønlandske antagonist i forgængeren Rød mand/Sort mand (2018). Den kan rejse i tid og rum, og den kan gå ind og ud overalt, hvor den vil.

Den minder faktisk en del om selveste fortællekunstens ånd. Og så minder den ikke mindst om Kim Leine, der som forfatter evner at vandre hen over grænser, ikke alene i tid og rum, men også i køn, krop og sprog, og som forstår at indleve sig i sind vidt forskellige fra sit. Han er som beretter vidunderligt fri – forstået som fordomsfri og ubundet af konvention.

Efter Cervantes i 1600-tallet, Laurence Sterne i 1700-tallet, Dostojevskij i 1800-tallet og hele myldret af modige fornyere i 1900-tallet er intet mindre overraskende, end at en roman afviger fra sin genre eller i det mindste drejer den i en særlig retning.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Asiya Andersen

For mig er Kim Leine i samme kategori som Pontoppidan og Dostojevskij -en gudbenådet forfatter. Jeg glæder mig til at læse sidste bind i trilogien.