Knud Romers gotiske roman om kunstens dæmoni er et lille mesterstykke

Hovedpersonen får en violin af sin far, da hun er fem år gammel. Gaven er dobbelt, men én. Den består af den lille violin, som skal blive til andre og større violiner, efterhånden som hun selv vokser. Den består desuden af talentet, en sjælden musikalsk begavelse, som hun selvfølgelig altid har ejet, men som violinen skal løfte op og vække til live.

Violinen er altså ikke kun et instrument, og musikken, der kommer fra den, ikke kun musik. Begge dele står i forbindelse med noget større og mystisk. Med naturen og en mørk sjælelighed. Den dobbelte gave er derfor heller ikke kun en velsignelse, men også en forbandelse. Pigen i violinen har Knud Romer kaldt sin roman. Den kunne også have heddet Violinen i pigen. De to er besat af hinanden.

Læst på overfladen er den lille tætte roman historien om en piges og efterhånden en ung kvindes afsavn. Det er faren og hans ambitioner, der sender hende til den ene skrækindjagende spillelærer efter den anden. Dernæst følger koncerterne og optagelsesprøverne, så endnu flere tyranniske spillelærere og professorer, der alt sammen får angsten til at boble under huden. For enden venter bulimien og ensomheden og i mikroskopiske glimt og som et velsignelsens lys sendt fra oven, eller hvor det nu kommer fra, lykken ved at beherske og at kunne fremtrylle musikkens under.

Takten, som metronomens robotarme slår, er takten til den strengeste eksercits. Ligesom så mange steder, hvor børn forfølger drømme, som tidligt blev indpodet dem, og som enten en dag bliver eller for altid skygger for deres egne drømme. Det kan være umuligt at se forskel.

Men der er mere på spil hos Knud Romer, noget dybere og mere foruroligende.

Den lille roman er en gotisk gyser, forfatteren gør besættelsen næsten virkelig. Det er på samme måde med døden, som ikke bare er et andet ord for spild-af-ungdom, men lige så livagtig og lige så skræmmende som en flakkende skygge mod en kirkegårdsmur.

»Violinen voksede om natten,« hedder det et sted. Et andet sted, om en opsætning af Hugo von Hofmannsthals Jedermann (Det gamle spil om Enhver): »Døden kom ud ad døren i sort.«

Også det mærke eller ar på halsen, som den evigt flittige pige efterhånden udvikler, har toner af gotisk mystik: »Det kløede og brændte, men man måtte ikke kradse det, fordi der kunne gå hul. Så blødte det, og hvis man blev ved, fik man betændelse og måske endda kræft. Det glødede af døden, tænkte jeg og undlod at røre, selv om det var svært.«

Det er kunstens dæmoniske side, skønhedens dystre skyggerige, Knud Romer skildrer. Her er violinen et velvalgt instrument. Døden spiller som bekendt violin, violinen er også et torturinstrument, buen skærer sig først ind i kødet, så gennem knoglerne.

Dyster og foruroligende er også det europakort og den musikkens kulturhistorie, som romanen folder rundt om sin hovedperson. Pigen skal naturligvis til Wien, hun skal også møde autentiske genier, små og store, i den europæiske musiks ikonografi. Og så skal hun flakke lidt frem og tilbage mellem det fattige Europa i Øst og det rige i Vest, hvilket fortæller os, at musikkens og kunstens himmelstige for mange også handler om at forvandle en lortetilværelse til noget bedre.

Præcise skildrindringer

Fantastisk og godt fundet på er i den forbindelse beskrivelsen af den polske repetitørs søn, som har sat sig i den dybeste gæld og derfor må tilbringe det meste af sin tid i en luftballon over byen med reklamevimpler flagrende efter sig. »Der er han!« råber moren og lover at få ham ned, når repetitørjobbet en dag har fyldt skotøjsæsken, som hun bruger som sparegris.

Iris hedder hovedpersonen i en raffineret parallelhistorie, som også giver indhold til den europæiske og wienske musikhistorie, og som især gør ensomheden yderligere nogle toner mørkere.

Iris var gift med den verdensberømte Beethoven-fortolker Alfred Brendel. Hun levede med hans beklagelser og var hans trøst og opmuntring, når kritikerne gjorde nar ad hans særheder. Da han så endelig fik succes, forlod han hende. Nu lever hun »på krummerne af hans berømmelse,« mens alt i den mørke (og »smuldrende«) lejlighed står uberørt, til og med verdensberømthedens mørke garderobe, der hænger fra bøjlerne som flagermus.

En dag lejer den unge pige et værelse i lejligheden. Parallelhistorierne bliver bundet i samme knude og til samme spøgelseshus. Det er elegant gjort.

I det hele taget er Knud Romers roman en usædvanlig god og kunstnerisk behersket roman. »Tæt« har jeg allerede kaldt den, med det mener jeg koncentreret om sin idé om kunstens altfortærende lidenskab og dæmoni og desuden sprogligt intens. Her er overrumplende og præcise billeder. Her er også en ret konsekvent sideordning af sætninger og led (»og alle timerne og trængslerne og smerterne gjorde fyldest«, »engle kiggede ned og smilede til mig fra deres lyseblå himmel, og jeg var salig og glemte alt«), der giver den samme lidt jagende fornemmelse som den uendelige række af taktslag og øvetimer.

Tredje roman

Pigen i violinen er Knud Romers tredje roman efter den autofiktive Den som blinker er bange for døden fra 2006 og den ligeledes erindringsbaserede, men mere fabulerende og mere strittende Kort over Paradis fra 2018.

Romanerne deler flere træk; blandt andet en særlig tone i sproget, en følsomhed, der også omfatter noget skrøbeligt, og en forkærlighed for europæisk kultur i nostalgisk belysning. Efterhånden genkender man forfatteren.

Men Pigen i violinen hører også hjemme i en tradition uden for forfatterskabet som et portræt af den klassiske musik og af kunstneren, hvis liv afhænger af den. Inderligt, lidenskabeligt.

Nogle af østrigske Thomas Bernhards romaner hører hjemme i samme spor. Hos ham møder man ensomheden, desperationen og den fuldstændige opslugthed af kunsten som mysterium og under. Og af kunstens perfektion. Som hos Knud Romer. Bernhards rasende sprog ligger til gengæld et godt stykke fra Knud Romers mere tempererede lyriske prosa.

En anden roman kommer tættere på. Jeg kom flere gange, mens jeg læste Knud Romers roman, til at tænke på og i glimt næsten at genopleve Peer Hultbergs indfølte og sprogligt musikalske romanportræt af barnet Fryc, modelleret over komponisten og pianisten Chopin. Her er musikken som hos Bernhard og Romer også lidenskab og kærlighed, men som hos den sidste desuden tugt og opdragelsesinstrument. Og så hviler døden som en skygge over den. Præludier hedder Hultbergs roman fra 1989.

Den meget pointerede, nærmest udpenslende, slutning på Pigen i violinen kan jeg ikke lide (hvad den går ud på, vil jeg ikke røbe). Et lille mesterstykke tør jeg alligevel godt kalde romanen.

Knud Romer: ’Pigen i violinen’. Lindhardt og Ringhof. 141 sider, 270 kroner