Lana Del Rey kradser hul på pænheden i nyt album – og lader vreden komme frem

Der er cikader og dernæst den dumpe lyd af en elektrisk baryton-guitarstreng.

Den får lov at dirre i tre sekunder. Så træder Lana Del Rey fra tusmørket og ind i spotlyset over mikrofonen – og synger lige ud af posen.

»I guess you could call it textbook,« er hendes nye album Blue Banisters første ord. Altså trækker hun på skuldrene over, at det er banalt, det der følger. For ud skal det.

Hun ledte efter en ny far i sine kærester, lader hun os forstå i klare vendinger. Ofte troede hun, at hun havde fundet ham.

Hun stavrer mildt staccato hen over ordene i verset. Det er en kunstnerisk vaklen, der fortæller, at hun famler mere end på de foregående plader.

Og det er et øjeblik, denne anmelder nyder, for han var blevet træt af den 36-årige sangskriver, producer og sangers hang til at svømme ganske legato hen i sin egen stemmepragt – altså i flydende fraseringer, hvor der ingen ophold er mellem tonerne.

Det får vi dog masser af her på Del Reys ottende og gode album. Men der er også overrumplende kontrapunkter til den traditionelle skønsang. Hvilken befrielse.

Vejrhanen er i udu

Det er både forandringernes og gentagelsernes album. Stadig masser af varemærkehenført patos og unødigt højtsvungne kompositioner. Men også noget andet.

Den 28. april i år skrev Lana Del Rey på Instagram som optakt til Blue Banisters: »Nogle gange skaber livet forandringer lige i tide til det næste kapitel.« Og på Twitter skrev hun samme dag: »Jeg skriver min egen historie. Og ingen andre kan fortælle den end mig.«

Dén historie handler så om romantiske brud.

Titlen Blue Banisters – blå trappegelændere – bliver brugt som en metafor for misligholdelse og vedligeholdelse. Hendes udkårne lover at komme tilbage i maj og male hendes trappegelændere blå og i øvrigt også reparere hendes vejrhane. Altså lover han hende at fylde hende med romantisk melankoli og give hende retningssans. Men i foråret er gelænderet blevet gråt, og i stedet hjælper Del Reys veninder med at male det grønt. Det bliver meget sigende et årligt tilbagevendende ritual.

»Every time it turns to May
All my sisters fly to me
To paint, paint.«

Åh, usunde parforhold, selvdestruktive mønstre. Som modgift besynger Del Rey søsterskabet og sin sygdomserkendelse.

»There’s a hole that’s in my heart
All my women try and heal.«

Skingrende skældud

Her er vi så tilbage ved de førnævnte kontrapunkter til Lana Del Reys for længst etablerede skønsang.

På »Dealer« sprænges denne form i stumper og stykker af hendes formidable vredesudbrud og skingrende skældud. »I don’t wanna give you nothing / ’Cause you never give me nothing back,« lyder det med flænset røst.

På »Living Legend« synger hun brutalt ordløst og så forvrænget, at hendes stemmelæber lyder som en olm blues-mundharmonika.

På »Black Bathing Suit« skifter sangen undervejs over i trommehvirvler med kattepotewhiskers. Del Rey synger: »Show them what bad girls do.« Og backingkoret svarer med skramlet råbesang: »’Cause no one does it better.« De slemme piger synger i hvert fald falsk og er stolte af det. Så meget ligger fast. Og så flipper Del Rey ud i en brølt, sarkastisk salut: »Mail me when you get the blues.« Så kan hun få sig et billigt grin.

Der er også et titanisk stilbrud på det korte instrumental-intermezzo »Interlude – The Trio«. Det er den afdøde spaghetti western-mesterkomponist Ennio Morricones værk, en gjaldende trompetbåret hymne, der så midtvejs gennembankes af et nyproduceret trap-hiphop-beat. Som et guldaldermaleri med en graffiti henover.

Melankolsk sirup

Blue Banisters er et album med indlagte benspænd.

Væk er amerikanske Jack Antonoff, der var Del Reys medproducer og medkomponist på moderparten af de to foregående albummer. I stedet træder kombinationer af amerikanske og engelske folk-, hiphop- og især indierock/-popmusikere til og skriver musik, tekster samt producerer sammen med Del Rey.

Det har åbnet op for mere interessante iscenesættelser.

Men de forskellige mænd rokker ikke meget ved Del Reys kompositioner, stadig fanget i den melankolske sirup, hun trives så godt i. Men som skulle have været udfordret yderligere, hvis albummet skulle have været et virkelig nyt kapitel.

Skræmmeeksemplet er »Beautiful«, hvor hun luller sig selv i søvn med et kedsommeligt plirrende klaver og nutte-skønsunget omkvæd.

Hendes krop er L.A.

Blue Banisters præges af længsel efter naturen. Dér hvor The Band, Neil Young, Joni Mitchell i 70’erne og Taylor Swift nu (i hvert fald i sin musik) har søgt hen.

»Arcadia« hedder et nummer. Det er en poetisk betegnelse for mennesket i harmoni med uberørt natur, opkaldt efter en græsk provins.

Det er Del Rey givetvis bevidst om, men det er alligevel ikke dét Arcadia, hun synger om. Det er byen af samme navn i Los Angeles County, hvor man også finder megabyen Los Angeles.

»My body is a map of L.A. / I stand straight like an angel, with a halo,« synger Del Rey. Hendes krops topografi er som en 3D-rendering af Los Angeles. »My hips, every high and byway.«

Samtidig er det også et mere spirituelt Arcadia, hun synger om. En ro. Der er rurale og provinsielle billeder i sangene. Heste og skydevåben. Hun skal hentes i en truck af sin udkårne, og en anden gang vil hun hoppe på et fragttog. Og hun mobber sin ex for at ville bytte hendes truck med en Rolls-Royce.

Del Rey har valgt det simple liv, lyder det. Ud med juvelerne, ind med blomsterne. Og på coveret til albummet sidder hun med sine hunde Tex og Mex på en veranda op ad et – i øvrigt brunt – gelænder. Naturens bladhang kan anes mellem tremmerne.

Disse følelsesfulde billeder af det landlige USA opleves som en længsel efter en svunden tid for nationen og en uskyld for hovedpersonen.

Men hun finder ikke ro. Hverken indre eller ydre.

Giver kun momentant slip

Lana Del Rey synes – både tekstligt og musikalsk – kun i stand til at give momentant slip på fortid og fastlagte former.

Musikalsk og sangteknisk er hun stadig dydigt dygtig, men bryder dog undervejs ud i noget nyt og eksplicit vredt. Bliv dér, Del Rey.

Tekstligt kan hun være fremragende, når hun bedriver metafor og slipper den svære kærlighed.

Til gengæld er der en fin forsoning på albummets sidste skæring »Sweet Carolina«. Den er nemlig komponeret sammen med hendes far Robert Grant Jr. og søster Caroline Grant.

Faren har hun tidligere på albummet revset.

»My father never stepped in when his wife would rage at me
So I ended up awkward but sweet
Later then hospitals, stand still on my feet
Comfortably numb, but with lithium came poetry.«

Den klassiske idé om at modgang modner kunstneren … Så her finder Lana Del Rey i det mindste en form for ro i en accept af fortiden.

Det gør det langt nemmere at tegne en ny fremtid.

Lana Del Rey: ’Blue Banisters’ (Universal Music)