Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Maria Vinterbergs isnende iscenesættelse giver os Norén tilbage med fornyet kraft

Der er kulsort og skrigende komisk i Lars Noréns replikhelvede i ’Sandhed og konsekvens’. For på Teatret ved Sorte Hest har Maria Vinterberg fundet nøglen til Norén – og til hans rollefigurer, der ved, hvad det vil sige at hade den, man elsker
Kultur
22. oktober 2021
De fire skuespillere komplementerer hinanden perfekt. Fra venstre: Peter Oliver Hansen over for Anette Støvelbæk og Niels Ellegaard over for Sarah Boberg.

De fire skuespillere komplementerer hinanden perfekt. Fra venstre: Peter Oliver Hansen over for Anette Støvelbæk og Niels Ellegaard over for Sarah Boberg.

Robin Skjoldborg

Findes der mere ulidelige personer end figurerne i Lars Noréns teaterstykker? Måske ikke. Men uanset hvor ondskabsfulde og selvoptagede de er, bliver man uundgåeligt tiltrukket af denne store svenske dramatikers figurer, når man sidder på sin tilskuerstol og observerer deres uskønne overlevelseskamp. 

Da jeg ankom til premieren på Sandhed og konsekvens på Teatret ved Sorte Hest, var mine forventninger dog blandede. I januar måtte jeg trist nok skrive nekrolog over Lars Norén, der døde som 76-årig – af corona. Her måtte jeg også konstatere, at det var ved at være nogle år siden, at jeg havde set en Norén-forestilling. Og jeg tænkte, at Norén måske havde haft sin tid. Måske fordi han havde domineret teaterrepertoiret så massivt i 1990’erne, at der var opstået en mæthed i forhold til hans beske replikker.

Som Strindbergs arvtager til det morbide parforholdsdrama og det retfærdighedssøgende samfundsdrama skrev han stykker som Mod til at dræbe (1978), Natten er dagens mor (1982), Kaos er nabo til Gud (1982) – og Personkreds 3 med Henning Jensen i rollen som den hjemløse på Betty Nansen Teatret i 1998. Men også det fatale resocialiseringsstykke 7:3 med nogle virkelige fængselsfanger med tilknytning til det nynazistiske miljø. To af fangerne stak af på en turné og dræbte to betjente – og pludselig blev hans teater til tragisk virkelighed i 2007.

Men nu i 2021, hvor jeg har oplevet Maria Vinterbergs isnende iscenesættelse af Noréns Sandhed og konsekvens fra 1989, så forstår jeg, at Norén overhovedet ikke er forsvundet fra repertoiret. Nej, han er tværtimod kommet tilbage med fornyet kraft.

For i denne velspillede opsætning er Noréns modbydelige univers ramt så præcist, at man skriger af grin og får gåsehud på samme tid. Man bliver vild med stykkets fire personer, og samtidig kan man ikke holde dem ud én eneste replik mere. Man lader sig fascinere af deres ublu samtale, og samtidig mærker man deres sårbarhed. Og man mærker, at man genkender noget i dem alle fire. Fra sig selv. 

Alkoholikerens hævn

Sandhed og konsekvens er et klassisk, europæisk parforholdsstykke, hvor et ægtepar besøger det andet til drinks og snak. Teaterhistorisk rummer stykket mange hilsner til Edward Albees nedrige parforholdsstykke Hvem er bange for Virginia Woolf? fra 1962. Det grundlæggende anderledes er dog, at hos Norén er der ikke nogen, der kan vide sig sikre i parforholdene. Alle fire enkeltpersoner tror, at de hver især er stærkere end de andre tre. Det forsøger de at udnytte. Men selvfølgelig går det ikke, som de havde tænkt ...

Kvinderne i Noréns stykke er søstre, der har elsket at hade hinanden hele livet. Begge mænd er derfor med som ’påhæng’, som egentlig hverken bryder sig om konens søster eller hendes mand. Så da stykket begynder, lader det umiddelbart til at blive en stram aften rundt om drinkbordet. Indtil afsløringerne eksploderer med uventet kraft, når alkoholikeren iblandt dem igen igen bryder sin tørlægning og griber ud efter flasken for at kunne vælte sandheder ud over de andre og sig selv. Onde, nedrige sandheder, der skubber til andre og endnu værre sandheder. Som en sort lavine af fortrængninger og livsløgne.

Anette Støvelbæks forsagte hustru – her sammen med Peter Oliver Hansen – er forestillingens suverænt mest overrumplende præstation.

Anette Støvelbæks forsagte hustru – her sammen med Peter Oliver Hansen – er forestillingens suverænt mest overrumplende præstation.

Robin Skjoldborg
De fire ellers så almindelige mennesker befinder sig i en stue, der tilsyneladende kan absorbere enhver verbal grusomhed. Scenografen Marianne Nilsson har nemlig skabt en klaustrofobisk verden af store, grå sofaer uden nogen form for hygge. De overdimensionerede grå sofamoduler er pyntet med lige så grå pyntepuder, og de er akkurat lige så ukærlige som Noréns replikker. Sofaerne bliver altså i sig selv et røngtenpræcist billede på det skræmmende følelsesløse ideal for et tjekket hjem anno 2021: Værsgo og hyg! 

Rundt om sofaerne er væggene sorte. Natten er næsten uendelig. Og det er tilsyneladende umuligt at forlade stuen, førend morgenen bryder frem i Lasse Svarre Christiansens psykologiske stilstandslys over den lille scene. Ud mod det lillebitte, uventilerede scenerum, hvor vi tilskuere sidder og råsveder, mens vi lader de uddelte håndvifter bølge så tavse som muligt gennem luften. For ingen vil gå glip af en eneste replik.

Fra Godot til Norén

»Hvordan har du det?« spørger den ene søster den anden, da aftenen begynder.

»Det ved jeg ikke,« svarer hun. »Jeg er holdt op med at lægge mærke til, hvordan jeg har det.«

Herfra buldrer Noréns rå sjæleslagsmål ellers derudad i Vibeke Bjelkes kongeniale oversættelse, hvor hverdagsordene med største selvfølge finder deres naturlige plads.

Maria Vinterberg har iscenesat med ubange blik på den svære 80’er-tekst. Hun har været chef for Teatret ved Sorte Hest siden 2012. Her har hun ikke mindst skabt et repertoire af absurde teaterklassikere af Beckett og Ionesco fra 1950’erne. Sidste sæson iscenesatte hun med sikker hånd Becketts Mens vi venter på Godot, hvilket indbragte hende en Reumert-pris som Årets Instruktør.

Umiddelbart er der langt fra Beckett til Norén. Fra barsk absurdisme blandt vagabonder til besk realisme hos overklasseægtepar. Men Maria Vinterberg har tydeligvis også fundet nøglen til Norén. Hun lader hans replikker svirpe lige så ubehageligt i rummet, som de kan – blot for et øjeblik efter at lade de næste replikker fungere som komiske oneliners, der får alle til at skrige af grin.

Her er næsten ingen afstand fra ydmygelse til afværgende latter. Maria Vinterberg kan tilsyneladende styre både ondskab og morskab, så de følges som perfekte makkere i Noréns mareridtsverden. Se bare, hvor overlegent hun lader anden akt begynde: Hun åbner scenen ved at gentage afslutningen af første akt ned til mindste åndedrag og blinkende øjenvipper. Til perfektion.

Hellere stiv end ædru

Alle fire personer i stykket er dysfunktionelle. Begge ægteskaber holdes kun sammen af hån, økonomi og seksuel afhængighed – og fælles fortrængning. De fire skuespillere er eminent castet, for de komplementerer hinanden perfekt: Sarah Boberg over for Niels Ellegaard. Anette Støvelbæk over for Peter Oliver Hansen.

Det er Sarah Boberg, der har foden på speederen. Hun styrer de andre tre gennem de snævreste hemmeligheder i deres fælles fortid, så de alle sammen flænses op og får åbne kødsår på sjælen. »Jeg kan bedre lide at være stiv end at være ædru,« siger hun som sin bærende sandhed, mens hendes slanke krop hele tiden finder nye sprækker i rummet og mellem sofaerne. Hendes hænder leder efter barnet, der forsvandt, mens hendes stemme spænder fra det brutale til det ynkelige. Hvert øjeblik drives hun frem af en bizar ærlighed. Det er en kras præstation.

Sarah Bobergs karakter – her sammen med Niels Ellegaard – har som værtinde foden på speederen og forstår at flænse alles gamle sår op.

Sarah Bobergs karakter – her sammen med Niels Ellegaard – har som værtinde foden på speederen og forstår at flænse alles gamle sår op.

Robin Skjoldborg
Niels Ellegaard dukker sig. Han spiller manden, der har lært at tilpasse sig, så det gør mindst muligt ondt. Han forsøger at holde humøret oppe hos dem alle sammen med en lidt undselig stemme og hjælpsomme håndbevægelser. Han er den, der bevarer høfligheden og formerne længst. I hvert fald lige indtil han forsøger at underholde med nogle cirkustricks med sin undulat. Her knækker filmen for ham i lutter rædsel. Det er uhyggeligt. Som på dørtærsklen ind til en psykose.

Makaber stilfærdighed

Peter Oliver Hansen spiller derimod på distancen. Han dyrker sin egen selvtilfredshed og sin egen travlhed – og sine mange businessrejser, som han glemmer at fortælle sin kone om. Han forsøger hele tiden at lukke diskussionen. »Jeg skal ikke i parterapi. Der er ikke noget at gøre ved det,« som han siger om deres barnløshed. Uden at få opbakning. Men desperationen indhenter ham alligevel, og den sætter sig i hans overkrop, der bulner mere og mere ud som et fanget dyr. Til sidst ligner han en, der har lyst til at gå ud på toilettet og kaste op – uden at nogen af tilskuerne ville forhindre ham i det …

Den mest overrumplende præstation er dog Anette Støvelbæks. Hun spiller den forsagte hustru, der egentlig har det bedst i skyggen af sin selvpromoverende mand og sin dominerende søster. I hvert fald i begyndelsen. For da hun opgiver sin danskvand til fordel til en gin&tonic, folder hun hele sin personlighed ud og bliver måske endelig sig selv. Hun åbner i hvert fald munden og lader alt det fortrængte vælte frem med konstaterende stemme – nøjagtigt, korrekt og faktuelt. Hun taler fuldstændig følelsesforladt. Samtidig tager hun konsekvensen af at røbe sine egne makabre sandheder. Hun virker faktisk helt lettet. Og så er hun alligevel typen, der bagefter siger pænt ’tak for i aften’.

Sandhed og konsekvens er en af de forestillinger, som coronaen fik udskudt. Prøverne har derfor foregået i månedsvis. Men måske har denne tidsfaktor paradoksalt nok medvirket til, at forestillingen er blevet så vellykket. Disse fire Norén-figurer i sofaerne virker i hvert fald så autentiske, at man kommer til at holde af dem for deres absurde menneskelighed. Dette er ’ulidelighedens teater’ – ulideligt og slet ikke til at undvære.

’Sandhed og konsekvens’. Tekst: Lars Norén (1989). Oversættelse: Vibeke Bjelke. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Lysdesign: Lasse Svarre Christiansen. Teatret ved Sorte Hest. Til 3. december 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her