Mogens Dahl Koncertsal genopstod med en stor norsk-dansk festival

Da coronapandemien rasede, fulgte den ene nedlukning efter den anden i kulturlivet. Også Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge i København blev banket helt i knæ, og det forlød, at institutionen ikke ville kunne rejse sig igen. Men det er sket. I den forløbne weekend har koncertstedet været arrangør af og forum for den norsk-danske Collage Festival, og ovenikøbet var fredagens aftenkoncert en indvielse af endnu en koncertsal.

Det må siges at være en offensiv genopstandelse, og i det trykte festivalprogram kunne man konstatere, at der står en betydelig fondsstøtte bag festivalen og formodentlig den kommende koncertvirksomhed som sådan.

Collage Festival kom i stand ved et samarbejde med Bergen Festspillene, der stod norsk-dansk i overskriften, og hovedparten blandt de medvirkende var norske. Der har længe været store talenter på vej i landet højt mod nord, først i 1990’erne talte alle om pianisten Leif Ove Andsnes, og han var på en vis måde festivalens ankermand med en række yngre landsmænd omkring sig på Islands Brygge.

Det var tre dage med ti koncerter og fire talks med festivalkomponisten Bent Sørensen og norske kulturpersoner som forfatteren Kristoffer Flakstad og Maria Mediaas Jørstad, direktør for Talent Norge. Et selskab, som har til formål at udvikle de fremmeste kunstneriske talenter i et samarbejde mellem staten og private aktører. Frugten af dette arbejde kunne man eksempelvis opleve søndag i en performance med cellisten Amalie Stalheim.

Norsk tyngde

Åbningskoncerten uden pause var ambitiøs i format og indhold. Den nye koncertsal skulle stå sin prøve med festivalens kammerorkester, den norske stjerne Tine Thing Helseth var solist i to trompetkoncerter, der var en uropførelse af norsk-finske Rebecka Ahvenniemi, og indimellem kom Stravinskijs Pulcinella suite.

Pladsen var imidlertid trang. De 25 musikere fyldte den ene halvdel af salen, publikum den anden. Efterklang var ikkeeksisterende, og som tilhører sad man så tæt på de forreste musikere, at en samlende oplevelse af orkestret var ganske vanskelig. Som orkestersal er denne ombygning altså ikke egnet, men festivalens kammerkoncerter har muligvis kunnet afsløre dens kvaliteter på en mere gunstig måde. Det kvadratiske grundplan indbyder til alternative opstillinger, for eksempel et flygel eller en strygekvartet placeret midt i rummet omgivet af publikum fra alle sider. Sådan ser man det i den langt større Pierre Boulez-sal i Berlin.

Orkestret havde norsk tyngde med svenske Erik Heide som koncertmester, men det var, som man kan forstå, svært at bedømme de sammenbragte kræfter ud fra de akustiske forhold. Det skyldtes også dirigenten, norske Christian Eggen, som gennemgående førte sig for robust frem i sin orkesterledelse.

En undtagelse herfra var aftenens første værk, som i sig selv arbejdede med meget svage styrkegrader. Hymn to a Tree har Rebecka Ahvenniemi kaldt sit stykke for klarinet, kammerorkester og electronics, og netop den elektroniske klang, stort set en enkelt tone, fyldte rummet i en fascinerende fjernhed, som interagerede med orkestrets kortfattede replikker og klangflader. Måske repræsenterede den fjerne klang selve begrebet »træet« og dermed naturen, og soloklarinetten – med John Kruse fra Det Kongelige Kapel – spillede rollen som skjalden, der med sit træblæserinstrument søgte dybere resonanser med dets ophav. Det var musik i en stillezone, som man meget gerne vil genhøre.

Grieg, Helseth og Andsnes

Bent Sørensens trompetkoncert bevæger sig tilsvarende inden for en subtilt behersket dynamik, men den fik Eggen ikke for alvor fat i. Tine Thing Helseth følte sig selvsagt hjemme i musikken, den er skrevet til hende, og hun er en eminent blæser. Men meget blev for håndfast og for kraftigt i denne opførelse, på trods af at Helseth i lange stræk skulle bruge dæmpere eller mutes på sit instrument. I Haydns trompetkoncert var problemerne med orkesterledelsen andre. Trods raske tempi gjorde Eggen mangt og meget tungt i stedet for let, mens Helseth kørte sit eget løb med stor rutine, dog også med nogle små fejlskud, som man sjældent hører fra en solist på hendes niveau.

Det var ikke en dårlig idé at skyde Stravinskijs Pulcinella suite ind mellem trompetkoncerterne, det er otte underholdende, ofte virtuose satser, og der var gode soloindslag fra den lille concertinogruppe, trompet, fløjte, obo og kontrabas. Men på tutti-stederne, hvor alle spillede, burde Eggen af hensyn til rummet have tænkt i en mere afspændt kammermusikalsk modus. Med tanke på den solbeskinnede commedia dell’arte-atmosfære, værket er udsprungen af.

Ved den efterfølgende late night concert i den gamle koncertsal slog Tine Thing Helseth sig løs som kapabel evergreensanger, men holdt dog også fast ved trompeten. Nu var der en livlig trafik af nordiske kunstnere ind og ud af scenen. Helseth croonede med backup fra den glimrende svenske pianist Magnus Hjorths trio, og hun spillede sangstemmen på trompet i to Grieg-sange, og med den lidenskabelige »Ein Traum« mærkede man pludselig en verdenspianist i rummet, nemlig den formidabelt akkompagnerende Leif Ove Andsnes.

Den herboende saxofonist Marius Neset, ligesom Andsnes kommende fra Bergen, gav prøver på sin imponerende beherskelse af tenor- og sopransaxofonen. Sammen med cellisten Andreas Brantelid og Leif Ove Andsnes fremførte Neset sin egen vemodigt tonede Prague’s ballet, og med alt dette og mere til i denne loungeatmosfære fik Collage Festival vist, at ideen med at samle nordiske musikere var langt mere end »hyggelig«, som Helseth bemærkede tidligere på aftenen. Den er aldeles vigtig for bevidstgørelsen af et dybere kendskab til vore forskellige musikkulturer, og sandelig også for formidlingen af en bedre skandinavisk sprogforståelse.

Collage Festival. Mogens Dahl Koncertsal. 1.-3. oktober.