Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Morten Papes nye roman sætter fokus på ondskab og dem, der lukker øjnene for den

Pape har en evne til at konfrontere det grumme og uhyggelige i livet, om det så er i et parcelhuskvarter på Amager eller i en flygtningelejr i Afrika
På den ene side har vi i Morten Papes ’I ruiner’ løgnen om den lykkelige familie og på den anden side løgnen om humanismen i det globale system.

På den ene side har vi i Morten Papes ’I ruiner’ løgnen om den lykkelige familie og på den anden side løgnen om humanismen i det globale system.

Stine Bidstrup

Kultur
8. oktober 2021

Hvilken sammenhæng findes der mellem folkemordet i Rwanda i 1994 og Amagerbankens krak i 2011? Ingen, vil de fleste vel mene, men under og efter læsningen af Morten Papes roman I ruiner – tredje bind i hans serie fra »Lorteøen« – er man knap så sikker.

Forfatteren har, hvad myrderierne angår, bevæget sig de tusinder af kilometer sydpå til Østafrika og, hvad bankskandalen angår, begivet sig fra Urbanplanen og Amagerbrogade, skuepladserne for hans to første bøger, langs Kongelundsvej til Ugandavej, ud til det flade parcelhuskvarter, der engang stod for villa, vovse og Volvo. Samtidig er han flyttet ind i en kvindelig jegfortæller, som han har udstyret med et levende, rigt varieret sprog samt en sund, pragmatisk, jordforbunden retfærdighedssans ikke ganske ulig hans egen.

Amalie Clemmensen vokser op i en familie på fem personer. Moren, Mona, arbejder i banken, faren, Stig, laver forretninger af forskellige typer. Storesøster, Maya, er, da romanen begynder, i færd med at flyve fra reden, og lillebror Oliver er ved at komme i, hvad man kalder dårligt selskab. Det er, som om han og Amalie bare glider fra hinanden. Måske hun aldrig rigtig får øje på ham? I bogens nutid er han i hvert fald død. Hvordan og hvorfor? Det får vi først at vide til sidst. Hele fortællingen er formet som Amalies møjsommelige forklaring og fortolkning, rettet til broren på et tidspunkt, hvor alting for længst virker til at være blevet for sent.

I mellemtiden har familien gennemløbet en uhyggelig nedtursspiral, som forbinder sig tæt med, hvad der foregik ude i den virkelige verden sensommeren 2010 og foråret 2011 – først da Amagerbanken lokkede tusinder af lokale i en fælde gennem en helt igennem håbløs aktieemission, siden da staten via virksomheden Finansiel Stabilitet lod øens økonomiske stolthed gå konkurs, og endelig da sagen i Østre Landsret endte med et sviende nederlag til de tidligere aktionær i foreningen Amagerinvestor. Stig mister hele familieopsparingen, begynder at drikke, mere end før, forældrene bliver skilt. Amalie skifter skole, kommer alvorligt i krise, må søge psykolog, mest fordi hun ikke kan komme over tabet af broren.

Den ufortalte historie

Her er det så, Rwanda kommer ind. For Harriet, Amalies forstående samtalepartner, som hun senere flytter ind hos, overlevede folkedrabet og har en helt anden historie at fortælle end den officielle. Vi har ellers fået at vide, at internationale hjælpeorganisationer fra og med starten af april 1994 ydede den største humanitære indsats i nyere tid, men ifølge Harriet og dermed Morten Pape var der tale om den største og mest misforståede eksodus, fordi masser af hærgende hutuer bare flyttede ind i flygtningelejrene og derfra fortsatte deres bestialske myrderier på deres fjender, tutsierne. Værket skal i dette perspektiv ’beskrive det ubeskrivelige’, levere den ufortalte historie. Vi skal forstå, hvor fatalt verden lukkede øjnene for ondskaben, samtidig med at Amalie afdækker den triste sandhed om udstødelsen af et menneske, hendes morfar, som blev mistænkt for incest – og groft frosset ud.

På den ene side har vi altså løgnen om den lykkelige familie og fortielserne omkring bankens reelle situation og på den anden side løgnen om humanismen i det globale system. Førstnævnte har kaldt på forfatterens indlevelse og empati, sidstnævnte på hans vrede og indignation. Trådene skal føres sammen, hvilket da også til sidst sker i Paris, hvor hjernen bag folkemordet, enken efter præsident Abuarimana, befinder sig, og hvor Amalie for en tid forenes med sin illusionsløse, hårdkogte søster, samtidig med at handlingen fortættes i Notre Dame-kirkens brand, og bogen for en tid forskyder sig fra det realistiske register til en form for fantasy-fiktion.

Med til romankonstruktionen hører, at Morten Pape har ladet Amalie være født samme dato, som folkemordet begyndte, og ydermere lader hende forelske sig i psykologens søn, tilmed vente hans barn, alt mens hendes egen far dør af druk og skyldfølelse. Efter tragedien lysner det måske for den ærlige og oprigtige unge kvinde, der voksede op i et Danmark båret af en tro på et velfærdssamfund, hun aldrig fik lov til at se fungere.

Sådan er en dysfunktionel familie, og sådan er kapitalismen, og sådan stikker volden sit grimme fjæs frem overalt – det kunne være bogens sørgelige omkvæd. Mennesket er ikke meget værd. Ikke desto mindre læser man bogen med voksende optimisme på fortællerens og menneskehedens vegne. Det har at gøre med Morten Papes sikre, altid velfungerende sprog, hans tempofyldte replikteknik, hans sans for effektfuld filmisk montage og hans evne til at konfrontere det grumme og uhyggelige i livet. Lad så være, at læseren må anskaffe sig en mental bungyjump-elastik for at spænde helt fra Rwanda til en dansk villavej opkaldt efter et naboland.

Morten Pape: ’I ruiner’. Politikens Forlag, 604 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her