Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Når det bliver morgen’ fortæller bevægende om en adoption fra to perspektiver

Fiktion og dokumentar smelter smukt sammen i japanske Naomi Kawases ’Når det bliver morgen’, der fortæller om en adoption fra både den modtagende og afgivende mors perspektiv
Man bliver aldrig træt af at se på Aju Makita i rollen som Haruki (i midten). Hun er rørende i alle belysninger og beskæringer og en af de indlysende grunde til, at ’Når det bliver morgen’ var Japans oscarbidrag i 2021.

Man bliver aldrig træt af at se på Aju Makita i rollen som Haruki (i midten). Hun er rørende i alle belysninger og beskæringer og en af de indlysende grunde til, at ’Når det bliver morgen’ var Japans oscarbidrag i 2021.

Another World Entertainment

Kultur
28. oktober 2021

Japanske Naomi Kawase har sagt, at hun går til fiktionsfortællinger med et dokumentarisk blik. Hun indledte karrieren med en række personlige dokumentarfilm, som blandt andet handlede om følelsen af at blive forladt af sine forældre som barn og om fødslen af hendes eget barn i Birth/Mother (2006). Embracing (1992) skildrer jagten på den far, der rejste fra hende som lille, mens Katasumori (1994) omhandler den bedstemor, som hun endte med at vokse op hos.

Kawase har fortalt, hvordan hun oprindeligt var vild med basketball, indtil hun opdagede filmmediet og oplevede, at hun helt enkelt måtte bruge det til at fortælle sine egne og andres historier. Det begyndte gradvis også at ske i spillefilmsformatet. Hendes første spillefilm, Suzaku, fik en pris i Cannes 1997, og siden har hun som en af få kvindelige instruktører været tilbage på festivalen mange gange og vundet fire priser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her