Urd er i nordisk mytologi en af de tre skæbnegudinder, eller norner, som spinder og klipper livstråde, og som dermed bestemmer over de levendes skæbner. Ledsaget af gudinderne for nutid og fremtid, repræsenterer hun fortiden. Hver gang et barn fødes, er nornerne til stede og afgør dets livsløb.
Urd er også navnet på jegfortælleren i norske Malin C.M. Rønnings debutroman Skabelon, som sidste år blev nomineret til Tarjei Vesaas’ debutantpris. Navnet optræder ikke i selve romanen – kun på bogens bagside – men den mytologiske eller eventyragtige klang bliver tidligt slået an. Urd vokser op som det næstyngste barn i en søskendeflok på syv; ved romanens begyndelse fødes endnu et barn ind i familien. Vi er i starten af 1990’erne i et lille hus i skoven. Moren ryger hjemmerullede smøger og tager karbad. Faren er flyttet ind i en ombygget bus ude på gårdspladsen, han er bortrejst i måneder ad gangen med sit arbejde som skovhugger.
I denne hverdag med brutalt omsorgssvigt søger fortælleren tilflugt i skoven. Hun har tæt kontakt til dyreverdenen – til bæver, elg, los, ræv, hugorm, ravn, jærv og flagermus. Naturen er på én gang nådesløs og smuk, som når hun observerer: »I tørvemosen findes der rundbladet soldug som krøller bladene sammen om fluer og kryb og smelter dem om i løbet af en dag og en nat.« Men ligesom i folkeeventyrenes troldskove, er der noget makabert og dystert ved Urds univers, her ligger rådnende dyr i mosen, og et lam bliver fanget i en rævesaks. Samtidig er civilisationen lige i nærheden. Ikke langt fra huset ligger vejen, hvor børnene tager bussen til skole. Der er en rasteplads med en telefonboks, flyene passerer over deres hoveder.
Følelse af forfald
Skabelon er på nogle måder en stillestående roman. Der er ingen medrivende handling, som driver teksten frem, snarere er det Urds indtrængende forsøg på at forstå sin omverden, som skaber fremdrift. Vi følger hende, fra hun er fem år gammel, til hun fylder 13, årene går, men fortællingen springer hele tiden frem og tilbage i små ryk og forskydninger af drømme, forestillinger og minder.
En uudgrundelig sætning fra romanens første side går igen mod slutningen, som om fortællingen går i ring, eller som om alle erindringerne dukker op på én gang, fra et punkt i fremtiden. En følelse af forfald går igennem romanen, en stemning af undergang truer. Ting forsvinder fra hjemmet. Det er, som om hele huset, og familien i det, er i forrådnelse.
Efterhånden antydes det, at moren er blevet misbrugt af sine forældre; det er et nedarvet mørke, fortælleren befinder sig i. Den skumle skygge, som lurer i skovkanten – er det ondskab, eller sorg? Rønning skriver i et elegant, korthugget sprog, som her og der byder på overraskende detaljer, som når tænder beskrives som »bævergule« eller himmelen kaldes »fabriksfarvet«. Når moren til et bryllup krymper sig under mormorens blik, observerer Urd hvordan hun »forsvinder, som et kadaver i et kar med opløsningsmiddel«.
Den lidt monotone sproglige rytme og fornemmelsen af stilstand, gør læsningen træg til tider. Men heri ligger også en af romanens styrker: Historiens mange chok rammer læseren som lyn fra en klar himmel, fordi ingen forandringer i tempo eller tone forvarsler dem. Som når Urd i et af romanens første kapitler opsøger en grævlingehule og lægger et spor af orme og snegle igennem skoven. Vi forstår ikke, hvad hendes plan er, før hun lader hoveddøren stå åben og fortsætter sporet helt ind i huset. Hun lægger den sidste orm på gulvet foran den nyfødtes tremmeseng; lægger sig til at sove til lyden af det sultne dyr som nærmer sig.
Skabelon er en knugende roman, en blanding af realisme og drøm. Der er også ømhed, små lommer af omsorg, i Rønnings fortælling om en søskendeflok overladt til sig selv. Noget håbefuldt sitrer i det skæbnesvangre: »Senere sidder vi under højspændingsmasterne, midt i et kilometerlangt sår i skoven. Metalkonstruktionen lige over vores hoveder, som et kæmpemæssigt klatrestativ. Tågen har opløst sig. Ledningerne strækker sig ned over bakken i slappe buer. Der er god sigt, men ingenting at se. Blåbærlyng. En stub her og der. Det grå skylag. Jeg hører lyden af elektricitet omkring os.«
Malin C.M. Rønning: ’Skabelon’. Oversat af Karen Fastrup. BATZER & CO, 242 sider, 250 kroner.
