Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Ny bog: Hvis nazisterne i 1945 kunne se Vesten i dag, ville de glæde sig. Fascismen er tilbage

De udviklinger, der fremmer fascismens aktuelle genkomst, er først og fremmest, at kapitalismen har fejlet, økonomisk og ideologisk, skriver journalist og aktivist Paul Mason i sin nye bog
Rummer nutidens tendenser, hvor vi ser opførelse af hegn i Europa, storm på det amerikanske Capitol og nazimarch i Charlottesville, mulighed for en ny fascistisk magtovertagelse? Det er et af spørgsmålene i Paul Masons nye bog.

Rummer nutidens tendenser, hvor vi ser opførelse af hegn i Europa, storm på det amerikanske Capitol og nazimarch i Charlottesville, mulighed for en ny fascistisk magtovertagelse? Det er et af spørgsmålene i Paul Masons nye bog.

Georgi Licovski

Kultur
15. oktober 2021

Hvis nazisterne i 1945 havde opfundet en tidsmaskine og sendt et par stykker afsted til i dag, ville de nyankomne nazister så ikke tænke, at tidens tendenser var perfekte til et nyt tusindårsrige?

Sådan indleder den britiske journalist og aktivist Paul Masons nye bog, der lægger sig i forlængelse af en række af hans tidligere, for eksempel den fremragende Why it’s kicking off everywhere fra 2012 om de globale protester i starten af 2010’erne og Postcapitalism fra 2015, der analyserede digitalisering som mulighed for en helt ny socialt retfærdig og bæredygtig økonomi. Hvis de to bøger handlede om de positive muligheder iboende nutiden, så handler hans nyeste bog om, hvordan vores nutid også rummer mulighed for det radikalt værre, en ny fascistisk magtovertagelse.

Hvad er det, der møder de tidsrejsende nazister i dag? Ja, der er selvfølgelig demokratier og afroamerikansk musik, men der er også hindunationalistiske angreb på muslimer i Indien, en Trump i USA, kinesiske kommunister endda, der sætter en million muslimer i koncentrationslejr, uden at særlig mange siger noget til det. De opdager internettet og finder hurtigt al den racisme, antisemitisme og voldsfantasi, de kender så godt fra ’de gode gamle dage’. De hører om en storm på det amerikanske Capitol, om nazimarch i Charlottesville, om krisestemninger og politiske eliter, der taler om hegn, hvisker om remigration. De nys ankomne nazister, siger Mason, sætter sig ned, finder popcornene frem og nyder showet. Deres tidsrejse var ikke nødvendig. Fascismen er allerede tilbage.

Fascisme er en systemfejl i kapitalismen

Mason melder sig i gruppen af marxistiske tænkere før og nu, der ser fascismen som et symptom på en systemfejl i kapitalismen, men han mener, at denne fejl er ideologisk lige så meget som økonomisk.

»Fascisme finder fodfæste, når vores tro på hverdagsideologien fordufter, og der ikke er nogen progressive ideologier til at tage dens plads.«

Fascismens aktuelle fremmarch skyldes dels en kapitalisme eller neoliberalisme, der forarmer liv og systematisk underminerer livschancer, og som derfor ødelægger de fortællinger, den hverdagsideologi, der får os til at stå op om morgenen, tage på arbejde, lave noget og få vores løn, som den gamle sang lyder.

Vi mistror i stigende grad, at det herskende system sikrer os, at det gør vores liv bedre og vores børns liv bedre end vores. Fascisme opstår i det voksende hul mellem systemets egenfortælling og befolkningens livserfaring – når der ikke er andre, håbefulde fortællinger. »Kernen i fascismens trossystem i dag er klar,« siger han: »at etniske majoritetsgrupper er blevet ’ofre’ for migration og multikulturalisme, at feminismens resultater kan omgøres; at demokratiet er til at undvære; at videnskab, universiteter og medier ikke er til at stole på; at nationer har tabt deres orientering og er nødt til at blive ’store’ igen; og at der snart vil komme en ødelæggende begivenhed, der vil gøre alt godt igen.«

Forskellen mellem fascisme og højrepopulisme er fascisternes endemål: en global racekrig, der genskaber verden i etniske monokulturer og som endegyldigt afslutter det moderne samfunds friheder. Fascisme, siger han, er drevet af frygten for frihed og er fremprovokeret af glimtet af frihed. Med det mener han på den ene side, at fascister er folk, der frygter at være frie, de kan ikke håndtere autonomi og valgmuligheder, men vigtigere er det, at fascismen melder sig, når andre begynder at smage friheden, når arbejdere, kvinder, homoseksuelle, farvede begynder at røre på sig og kræve frihed. Fascismen er frygten for de andres frihed.

Fascismens ideologi

Bogens første del handler om fascismens tænkning og starter med en global rundtur til fascistiske udbrud i Indien, Grækenland, Brasilien, Tyskland, England. Fælles for alle disse er dels, at de opfører et borgerkrigsscenario imod ’folkefjenden’, enten helt bogstaveligt som en antimuslimsk pogrome i Indien eller symbolsk som en britisk demonstration for beskyttelse af nationens statuer. De fascistiske udbrud opfører den fremtid, de ser foran sig, hvor tingene spidser til og ender i en eksplosion af rensende vold.

Disse forestillinger er blevet udviklet og næret af fascistiske ideologer og propagandister. Hvis populister hævder at hade teori og intellektuelle, så dyrker nutidens fascisme et galleri af mellemkrigstænkere og et sæt af forestillinger, der alle centrerer sig om et centralopgør med Oplysningstidens tænkning og værdier og af en idé om den kommende katastrofe, at samfundet er degenereret, i stadig bevægelse mod sin egen opløsning, og at fascismen vil træde sejrrigt ud af den kommende racekonflikt. Mason giver en kortfattet, men ret præcis gennemgang af de væsentligste tænkere og opsummerer nyfascismens mytologi i fem punkter: 1) den store udskiftning af hvide med farvede; 2) de liberale værdier er hovedfjenden, der har åbnet for alle de øvrige fjender og problemer; 3) ’kulturmarxismen’, en antisemitisk konspirationsteori, ødelægger Vesten indefra; 4) det handler om at ændre det politiske sprog for derigennem at erobre magten; 5) der kommer en dag X, den store katastrofe, racekrigen.

De udviklinger, der fremmer fascismens aktuelle genkomst, er først og fremmest, at kapitalismen har fejlet, økonomisk og ideologisk. Den leverer hverken velfærd eller sikkerhed. Dens mest dynamiske dele lige nu er finans og overvågning (blandt andet sociale medier), der begge dag for dag udvikler sig til fjendtlige kræfter i vores liv. Demokratiet har også fejlet. Det leverer i stadigt mindre grad deltagelse og inklusion, men bevæger sig i illiberal retning, hvor som Hannah Arendt engang sagde, at loven bliver til et instrument for nationen snarere end for borgernes sikkerhed.

Som direkte resultat af ovenstående brænder planeten, hvilket helt konkret for fascister resulterer i to svar: klimabenægtelse, som man ser det i snart sagt alle højrepopulistiske partier og økofascisme, hvor natur og etnicitet knyttes sammen i et angreb på de ’invasive’ fremmede. Mason giver her en for ensidigt dyster udlægning af vores aktuelle tilstand. Hans fremstilling fejler som en samtidsdiagnose, men den er ret præcis som en udpegning af de tendenser, der privilegerer fascismens genkomst.

Fascismens fortid

Anden del af bogen er viet til fascismens historie, særligt dens italienske og tyske. I forhold til mange standardfortællinger om fascismens og nazismens magtovertagelse fokuserer Mason på tre væsentlige forhold. For det første den siddende elites medskyldighed, at de, da de andre muligheder var udtømte, allierede sig med fascismen og nazismen, at elitens støtte var afgørende for, at nazister og fascister kunne blive regering. For det andet på konflikter i civilsamfundet, særligt på, hvordan først den italienske fascisme og siden den tyske nazisme aktivt og voldeligt blandede sig i arbejderkonflikter, integrerede og infiltrerede sig i civilsamfundets organisationer og sociale liv. Og endelig for det tredje, hvordan periodens ustabilitet tjente som laboratorier for ekstrem vold.

Den hvide terror imod den nylige russiske revolution, nedslagtningen af italienske bønder og arbejdere, gadekampe i Berlin, alle var de voldelige reaktioner på »frygten for frihed udløst af folk, der var ved at opnå en frihed, det ikke var meningen, de skulle have«. Lige så vigtigt, så var alle disse voldsudbrud tidlige opførelser, øvelser i, den senere mere systematiske vold. Ikke kun lærte de unge fascister voldens håndværk. Mens de myrdede, lærte de også voldens ideologi, hvilket for Mason er en af mange paralleller til dagens fascistiske vold og terrorisme som præfigurationer og mytologiseringer af den kommende racekrig.

Hvordan skal vi forstå og modstå fascismen?

De aktuelle og historiske dele leder ham i tredje og sidste del til spørgsmålet om modstand. Her diskuterer han lidt ufokuseret med diverse fascismeteoretikere og prøver særligt at forstå, hvordan en række marxistiske teoretikere i 1920, 30’ og 40’erne prøvede at forstå fascismens fænomen, hvordan og hvorfor de fejlede i analysen og dermed også i modstanden. Her savner man i udpræget grad en diskussion af Frankfurterskolens mange læsninger af fascismen før, under og efter Anden verdenskrig af folk som Walter Benjamin, Herbert Marcuse, Franz Neumann, Theodor Adorno med flere. Det er en klar mangel.

Så er der til gengæld mere swung og indsigt i hans diskussion af den franske folkefront i 1930’erne, hvor partier og bevægelser fra midten og til venstre gik sammen for at bremse fascismens tilvækst. Mason er klart inspireret af de alliancer på tværs af ideologiske og klassemæssige forskelle, der her gik sammen, og på trods af folkefrontens kortvarige liv giver han den dels en betydelig del af æren for, at Frankrig i modsætning til Italien, Tyskland og Spanien ikke blev fascistisk, og han finder i dens alliancer og i dens ideologiske produktion af en antifascistisk kultur en grov model for antifascismens kamp i dag.

Den model har fem punkter: 1) antifascistisk selvforsvar er ikke nok; 2) partier er nødt til at lave formelle aftaler, der forpligter dem på antifascismen; 3) sådanne alliancer vil betyde kompromiser om det, der alt andet lige er mindre vigtigt, end at fascismen får magten; 4) den antifascistiske alliance skal opbygges nedefra og være dybt funderet i civilsamfundet som det sted, hvor der kan skabes fortællinger om liv værd at leve og kampe værd at tage; og endelig 5) der er ingen vej uden om kulturkampen, ikke mindst fordi det i dag mindre er arbejdernes frihed, fascisterne frygter, men kvinders samt etniske og seksuelle minoriteters frihed. Kampen for og forsvaret af deres frihed, siger Mason, er derfor ikke en luksus til bedre dage eller en frihed værd at ofre, men en afgørende del af kampen.

Det er en mindre håbefuld bog end Paul Masons øvrige. Mange læsere vil måske heller ikke lade sig overbevise om, at fascismen er så tæt på døren, at kapitalismen og demokratiet er så udtjente, men det er en god om end ikke sidste guide til det, som afslutningskapitlet handler om, det antifascistiske livs etik.

Paul Mason: ’How to Stop Fascism. History, Ideology, Resistance’. Allen Lane 2021, 299 sider, 26 GBP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Jacobsen

Fascisme er pøblen, som kommer til magten. Pøbelvælde. Et samfund, hvor de i social, økonomisk og intellektuel henseende laveste klasser har taget magten. Gadens parlament som Men in Black, Pegida og lignende.

Den mest sikre måde et samfund kan sikre sig mod sådanne tilstande og udvikling, hvor frustrationerne blive for stor for de mennesker, som er tvunget til hårdt opslidende arbejde til mindst mulige løn, så de velhavende kan nyde livet på deres bekostning er den skattefinansierede velfærdsstat, som sætter grænser for, hvor meget mennesker kan udbyttes.

Velfærdsstaten er den billigst mulige måde at sikre langsigtet stabilitet, fred og ro, samt generel tilfredshed i et land, som vi har haft det i mange årtier i Danmark. Både for de mindre bemidlede og de rige.

Susanne Kaspersen, Svend-Erik Runberg, Kurt Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Børge Jacobsen

Mange steder lurer det lige under overfladen. Det er som bekendt svært at stå om fremtiden, men det her kan gå gå galt før eller siden.

Med mindre der forebygges med at skaffe de dårligst stillede gode livsomstændigheder, hvor de føler sig hørt og anerkendt.

I et land som Tyskland er der en stærk opdeling af befolkningen, hvor bunden bare har at springe, når de får besked på det fra eliten. Jeg kan godt forstå, hvis de mennesker mere end almindelig utilfredse og er begyndt at protesterer mod forholdene de er tvunget til at leve under. De mennesker har ingen former for frihed. Kun et liv som trælle.

Susanne Kaspersen, Kurt Nielsen, Anne-Marie Esmann, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Ilskov-Jensen

Gert Romme spørger:

"Hvor syntes du, f.eks. Danmark befinder sig netop nu?

- Racefordomme er blevet stuerene.
- Modviljen mod andre nationers arbejdere i Danmark er stort.
- Modviljen mod flygtninge er så stor, at Danmark placerer barberbladspigtråd ved fjerne landes grænser.
- Modviljen mod at hjemtage kvinder og børn fra kurdiske flygtningelejre er stor."

Til trods for sin beskrivelse af forholdene i dagens Danmark hører Gert Romme tydeligvis til dem der mener, at Danmark burde tage imod mange flere indvandrere end vort land gør nu.
Men hvordan mon de tusindevis af nye indvandrere, som Gert Romme og hans meningsfæller mener vi bør modtage i år og i de kommende år vil blive modtaget og føle sig tilpas i et land, hvor et flertal af befolkningen er imod at modtage dem ?
At modtage nye store mængder af indvandrere i et land, der, som Romme beskriver det, er præget af racefordomme og stor modvilje mod flygtninge er den sikre opskrift på nye etniske, sociale, religiøse og kulturelle konflikter.
Det kan kun gå galt, og det er ikke menneskevenligt at invitere folk til et land, hvor man selv tror at de ikke vil være velkomne.

"Og alle disse sort-brune holdninger er altså ganske almindelige langt i det danske folketing."

Det kan selvsagt ikke være anderledes i et demokratisk land, hvor vælgerne, hvis flertal har det Romme kalder sort-brune holdninger, frit kan vælge deres repræsentanter ved hemmelige valg til landets Folketing.
Men det kan der naturligvis ændres på ved at afskaffe demokratiet, måske ikke formelt; men reelt:
Mere og mere af den politiske beslutningsproces kan henlægges til EU's institutioner, der befinder sig langt væk fra de enkelte EU-landes vælgere, og politiske stridsspørgsmål kan i stadig stigende grad omdefineres til jura, som reguleres af internationale aftaler og konventioner - alt sammen uden for vælgernes kontrol - og afgøres ved internationale domstole af højtuddannede og velbetalte jurister, der i sagens natur tilhører det dannede borgerskab (også kaldet "den kreative klasse") og som dømmer i overensstemmelse med den samfundsforståelse og de interesser, som er fremherskende i deres klasse.
På den måde reduceres vort danske Folketing og de andre EU-landes parlamenter langsomt men sikkert til en slags sogneråd, og så kan de lavere uddannede blandt vælgerne (førhen kaldet arbejderne) vælge de forkerte parlamentsmedlemmer lige så meget de vil, uden at det kommer til at få den store betydning.
Om det vil gå således er dog ikke sikkert. Østeuropas lande stritter imod, fordi de såkaldte "europæiske værdier" ikke er fælleseuropæiske værdier, men kun veluddannede vesteuropæeres værdier, og i stadigt flere vesteuropæiske lande, herunder Danmark og Østrig, er der også stigende modstand mod at overlade mere magt til EU og stigende skepsis over for fortsat indvandring og modstand mod internationale domstoles aktivistiske fortolkning af mange årtier gamle internationale konventioner.

"- Den danske regering modarbejder EU, som egentlig er den eneste mulighed for at stoppe fascismen. I stedet finder man sammen med andre lande med tilsvarende holdninger."

Hvis vi kan enes om den simple præmis at demokratiafvikling ikke blot nærer fascismeudvikling, men i sig selv ér dette, så skal vi altså alvorligt se på dén demokratiafvikling, som har fundet sted i Europa mens EU udviklet sig. Jeg er helt klar over at det ikke er særligt velset at kritisere EU for at være ansvarlig for dette, men på faktasiden står det altså sådan til at alle nationer, som har meldt sig ind i EU har afgivet suverænitet på en lang række områder - og i øvrigt indgår i en union, som uvægerligt vil øge magtdistancerne. Det er også således at i takt med EU's stigende indflydelse på nationale politikker i Europa, har vi i mange medlemslande set en øgning af totalitære og fascistiske tankegods' betydning for befolkningerne; en udvikling som er velkendt og beskrevet i demokratiets historie og i sociologien.

Hvordan oplyste mennesker på denne baggrund kan hævde at EU skulle være et værn mod fascisme, kan kun undre - hvis de altså vitterligt har gennemtænkt dette credo (som har været anvendt af storindustrien og den europæiske, politiske elite siden 1950'erne).

Anne-Marie Esmann, Peter Høivang, Flemming Olsen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar

totalitært og fascistisk tankegods’ betydning, skulle der stå.

Henrik Ilskov-Jensen

Børge Jacobsen skriver:

"Fascisme er pøblen, som kommer til magten. Pøbelvælde. Et samfund, hvor de i social, økonomisk og intellektuel henseende laveste klasser har taget magten. "

Nå da...

Jeg vil nu mene, at storkapitalen og officersklassen, og i Nazi-Tyskland sågar også dele af adelen og i det fascistiske Italien også den katolske kirke i allerhøjeste grad tog del i magten.
Desuden bør det ikke overses, at mange intellektuelle, herunder særdeles mange studenter, var meget aktive i den nazistiske bevægelse.
Det er samfundsklasser, som man normalt ikke henregner til "de i social, økonomisk og intellektuel henseende laveste klasser".

Men det er interessant og tankevækkende, at et udtryk som "pøbelen" er blevet moderne på den efter-marxistiske venstrefløj:
Som alle ved, var "pøbel" det ord, hvormed 1800-tallets dannede borgerskab på nedladende vis beskrev arbejderklassen og de andre "lavere klasser".
Ved at i så høj grad som tilfældet er at genanvende dette gamle skældsord afslører tilhængerne af den efter-marxistiske venstrefløj, som har udskiftet marxismen med multikulturalismen, deres klassetilhørsforhold:
De tilhører mestendels den kreative klasse, eller er denne klasses universitetsstuderende børn, og varetager følgelig denne deres klasses interesser og deler den foragt for "de lavere klasser" ("pøbelen"), som altid har kendetegnet borgerskabet.

Der vel at mærke intet galt i at varetage sin egen klasses interesser. Men er man demokrat må man respektere, at andre mennesker har lige så megen ret til at varetage deres og deres klasses interesser som man selv har.

Kurt Nielsen, Per Torbensen, Flemming Olsen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Henrik Ilskov-Jensen

"Til trods for sin beskrivelse af forholdene i dagens Danmark hører Gert Romme tydeligvis til dem der mener, at Danmark burde tage imod mange flere indvandrere end vort land gør nu."

Dårlig debatstil at lægge andre ord i munden!

Susanne Kaspersen, Anne-Marie Esmann, Daniel Joelsen, Eva Schwanenflügel og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar

Så vidt jeg har forstået, er EU ikke et værn mod fascisme, men mod socialisme og kommunisme.
For at forstå det, skal skabelsen af EU ses som en del af Marshallhjælpen og tilhørende politikker, der i et langt sejt træk skulle omdanne efterkrigstidens kommunistvenlige Europa til et USA venligt bolværk mod sovjetunionen.

https://warwick.ac.uk/fac/soc/pais/people/aldrich/publications/oss_cia_u...

Kurt Nielsen, Per Torbensen, Hanne Utoft og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Henrik Ilskov-Jensen

Til Inger Pedersen:

""Til trods for sin beskrivelse af forholdene i dagens Danmark hører Gert Romme tydeligvis til dem der mener, at Danmark burde tage imod mange flere indvandrere end vort land gør nu."

Dårlig debatstil at lægge andre ord i munden!"

Det har du ret i.

Jeg mener dog ikke, at jeg har tillagt Gert Romme en holdning som han ikke vil stå ved (snarere tværtimod), for selv om jeg sjældent skriver her, læser jeg ofte debatten på disse sider, og bl.a. Gert Romme er en stor kritiker af vor nuværende regerings restriktive indvandringspolitik. Det må vel betyde at han mener, at Danmark burde tage imod langt flere flygtninge og indvandrere end vi gør i dag.

Gert Romme kan korrigere mig, hvis jeg tager fejl, og i så fald undskylder jeg gerne.

Kenneth Krabat

https://www.goodreads.com/review/show/4276109106

Om Paul Mason og hans nye bog - på goodreads. Den er knap positiv.

kjeld hougaard

En binær virkelighedsforståelse vil altid være et problem i samtaler om samfundsudviklingen. Fascisme? Ja/nej/ - kapitalisme? Ja/nej – kommunisme? ja/nej – med mere , med mere……………Alle samfund har per definition regler/love som regulerer livet. jeg flyttede nogen år til et militærdiktatur, og overraskedes over det enkelte menneskes frihed at leve som de fandt rigtigt – så længe de ikke ville ratte sig sammen i grupper or at faa magtenha magten. Set fra den vinkel ser Danmark ud som en totalitær stat: livet reguleret fra vugge til grav. Dem der ikke er etniske danskere skal ”assimileres” = tvinges til at leve efter våres normer. Bacongrisen udvikles for at vi kan skære mere bacon, en dansker udvikles til at kunne ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet”. Om det er fascistoidt eller ej, det er semantik. Det vigtige er at vi danskere gør det vi ER: ”pigtråd” og kultur tvang er rigtigt? OP MED PIGTRÅDEN”! Og kald det hvad du vil.

Daniel Joelsen

Propaganda, manipulerede medier og masseovervågning var engang østeuropas lod, men bliver nu flittigt benyttet af liberale lande efter eget behov, mens man samtidigt peger fingre af lande med demokratiske udfordringer.

jens peter hansen

Var fascistiske stater ikke noget man flygtede fra ? Nu flygter man altså til fascistiske stater kan jeg forstå.

jens peter hansen

https://www.theguardian.com/books/2021/aug/14/paul-mason-how-to-stop-fas...

Det er herfra Gert Romme har kopieret sit indlæg.
Interessant at Mason foreslår: Vi har brug for en bedre institutionel reaktion, hvilket betyder antifascistiske love af den slags, Tyskland har, officiel statsovervågning af ikke-voldelige grupper, der er på vej mod fascisme.

Jan Henrik Wegener

En mistanke. "Antifascisme" kan virke tiltrækkende, fordi den gør en selv "uangribelig".
Et andet udtryk, at "stå på den rigtige side af historien".
I begge tilfælde bliver det for let til at det ender i ren fritagelse for tvivl eller overvejelser om man nu også har ret. "Antifascisten" eller "modstandspersonen" kan jo ikke tage fejl?
Og slet ikke den der står på den "rigtige" side af "historien".

Gert Romme, tusind tak for EU-propaganda - der er virkelig behov for troen på en europæisk superstat hvis den grønne kapitalisme skal lykkes for investorerne.

Henrik Ilskov-Jensen

Gert Romme:

Eftersom du gang på gang har udtrykt stærk kritik af vor nuværende regerings restriktive indvandringspolitik, må du logisk set være tilhænger af en langt mere liberal dansk indvandringspolitik end den nuværende. Ret mig hvis jeg tager fejl.

Samtidig skriver du, at Paul Mason har "simpelt hen ganske ret. Vores verden er meget stærkt på vej mod hele pro-fascistiske nationer."
I Danmark er modviljen mod flygtninge "så stor, at Danmark placerer barberbladspigtråd ved fjerne landes grænser" og "alle disse sort-brune holdninger er altså ganske almindelige langt i det danske folketing."
Hvilket, vil jeg tilføje, kun er naturligt, for i et demokrati skal parlamentets flertal afspejle vælgerflertallets holdninger.

Hvordan kan du gå ind for, at vi i Danmark skal modtage langt flere flygtninge og migranter end vi gør i dag når modviljen mod flygtninge ifølge dit eget udsagn er så stor i Danmark?
Det er selvfølgelig i orden at du og dine meningsfæller har en anden holdning end den som vælgerflertallet har, og som derfor afspejles i Folketinget; men du og dine meningsfæller virker meget fornærmede over at flertallet af danskere vover at mene noget andet end jer, hvad der bl.a. viser sig i jeres hyppige anvendelse af skældsord som "racist" og "fascist" mod de der har en anden holdning i indvandringsdebatten end jer.
Men var Danmark et "fascistisk" samfund før vedtagelsen af den liberale indvandringslov fra 1983?

Der er intet "fascistisk" ved en restriktiv indvandringspolitik.
Japan har f.eks. altid haft en yderst restriktiv indvandringspolitik; men ingen kalder af den grund Japan for en fascistisk stat.
Samtlige socialistiske lande i det 20. århundrede - fra Albanien og Cuba til Sovjetunionen og Østblokken - førte også en yderst restriktiv og kontrolleret indvandringspolitik:
Flere af de socialistiske lande modtog faktisk indvandrere og flygtninge. Men kun udvekslingsstuderende fra Tredje Verdens lande som rejste hjem efter endt uddannelse samt flygtninge der var kommunister, og som derfor i forvejen sympatiserede med de socialistiske landes politiske systemer.
Intet socialistisk land har nogensinde ført en liberal indvandringspolitik, endsige haft åbne grænser; men disse lande var måske ifølge din definition alle sammen "fascistiske stater"?

Den nuværende venstrefløj er lige så lidt marxistisk som f.eks. nationalsocialisterne var det.
Det viser sig klart ved, at Enhedslisten går varmt ind for menneskerettighederne.
De selvsamme menneskerettigheder, som venstrefløjen i 1970erne, dengang den endnu var marxistisk, med tydelig afstandtagen; men korrekt, altid betegnede som de borgerlige menneskerettigheder.
I dag mener man i Enhedslisten, at menneskerettighederne er ukrænkelige.
Og det til trods for, at en af de helt centrale menneskerettigheder er den private ejendomsrets ukrænkelighed...
Så Enhedslisten, og hele venstrefløjen, tilhører i dag den radikale del af borgerligheden.
Anderledes kan det ikke være, når man har udskiftet den marxistiske klassekampsideologi med multikulturel idealisme.

P.S.: "Trods dette - at vi jo slet ikke kender hinanden, vil jeg selvfølgelig undlade at kalde dig fascist eller racist. Også selv om du bruger præcis de vendinger, - f.eks. "vi" og "vort land", der kendetegner netop disse grupper."

Det er faktisk meget morsomt...
"Vi elsker vort land" af Holger Drachmann anvender - uha, uha - de famøse ord, der kendetegner "disse grupper" (de fascistiske). Så Holger Drachmann var altså en slags "proto-fascist? Måske er alle vore fædrelandssange, som besynger vort land, i virkeligheden krypto-fascistiske?

Hæ.. Henrik Ilskov-Jensen. Først anbefalede jeg din sidste kommentar og så slettede jeg den igen.
Vi er en del her, der mener at DK er en fascistisk stat. Og det er ikke pga. invandrerpolitiken.
Neofascismen repræsenteres ikke ved store brandtaler og sortklædte stormtropper, skråremme eller andet. Den slags var populært over hele spektret i 1920-1945. Den moderne fascist ligner ihvertfald i mine øjne Mette Frederiksen og Søren Pape m.fl. til forveksling. Aktører for en stærk statsmagt der sammen med erhvervslivet leder landet. Korporatismen ses igen og igen, hvor det tilstrækkelige argument i næsten enhver sag er erhvervslivets behov. Trepartsforhandlinger osv. Fagbevægelsen er idag også erhvervslivet. Se link til
fascisme
.

Og hvorfor vælger befolkningerne som de gør? Tja, jeg tror at Goebbels ånd lever videre og gennem massemedierne tillader de få at 'indhegne fårene'. Både Mussolini og Hitler blev demokratisk valgt.

Din beskrivelse af venstrefløjens deroute synes jeg egentlig, er meget rimelig.

https://da.wikipedia.org/wiki/Korporatisme

Rune Kjær Rasmussen

At "Fascismen er frygten for de andres frhed" leder, blandt andet, mine tanker hen på, at en frihed, der vurderes som uforståelig, af visse mennesker, ofte også vurderes som ligegyldig for det vurderede, og fravalgte, individ selv. Her tænker jeg på at fjerne fokus fra forhold mennesker imellem og, forsøge, at brede det ud til forholdet, eller manglen på sammen, imellem mennesker og alle mulige andre dyr. Og jeg tror, at der ligger nogle nøgler til overlevelse for mennesker, og dermed mange andre arter, i at provokere tænkningen, og dermed handlinger, langt mere ind i det felt.

Anne-Marie Esmann

Spændende at følge debatten om Poul Masons bog. Jeg glæder mig til at læse den. Læste lige en replik i Politikken skrevet af vores alle sammens Rasmus Stoklund. Udlændingeordfører i Socialdemokratiet. Han er rigtig glad for bogen skrevet af den nye næstformand i Det Radikale Venstre.

Bla. andet fordi, at de radikale nu er kommet på bedre tanker om vores udlændingepolitik. Stoklund henviser også til Bo Lidegaard's artikel i Weekendavisen, hvor han bl.a. skriver, at det er bedre at sætte pigtråd op end at hjælpe flygtninge med at søge asyl og komme ind i EU og få prøvet deres sag. Samtidig tages Bo Lidegaard til indtægt for, at det også er bedre ikke at lade Fontex sejle ud og tage folk op fra bådene. For så kommer der flere både med flere dødsfald til følge. Og Stoklund opsummerer, at det er også uretfærdigt, at disse mennesker hjælpes, da det ofte er ressourcestærke mennesker med økonomien i orden.

Undskyld mig. Hvad sker der lige her i det land, hvor jeg bor. Det er bedre at lade folk dø, for ellers kommer der bare flere.

Ja der kommer flere, fordi der er krig og nød der hvor de kommer fra. Og hvis vi ikke snart skifter spor og finder humanisten frem i vores sind, ender det med fascismens indtog. Og jeg tror ligesom Mason, at den er ret tæt på. Tilgengæld tror jeg også på, at mange her i landet ikke synes det er den vej vi som samfund skal gå. Både Ny Borgerlige og DF ligger nogenlunde og svinger omkring 6 til 10% af stemmerne. Så er vi stadig 80% som enten er tænksomme eller siger klart fra.

Men igen igen, hvis vi alle kender nogen og har venner blandt de der kom hertil. Så ville det hele blive afmystificeret. Vi er slet ikke så forskellige. Det er lidt som det skrives - vi må godt have frihed men hvorfor skal de andre dog have det. Tænk, at vi kan rejse verden rundt, medens de andre bare skal blive derhjemme.

Susanne Kaspersen, Magnus Fischer og Elisabeth From anbefalede denne kommentar

Nu har jeg læst anmeldelsen og samtlige kommentarer. Alligevel sider jeg tilbage med opfattelsen af, at det tilsyneladende kun er mønsterbrydere der erfaring nok og mod på at forstå årsagen til fascismen. Det er m.a.o. ikke eliten som den fremstår i 'den mindst ringe, og deres abonnenter, der kan klare ærterne.

Så prøv igen. Bedre held næste gang.