Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ny fængslende roman fra afdøde John le Carré kommer tæt på den ubehagelige sandhed

Hvorfor ’Sølvblik’ skulle blive liggende færdigtskrevet i skrivebordsskuffen til efter John le Carrés død, er et mysterium. I bogen leverer le Carré sin hidtil mest fragmenterede version af en britisk efterretningstjeneste
John le Carrés søn, Nick Cornwell, har færdiggjort bogen, som – ifølge Cornwell – først er blevet udgivet efter le Carrés død, fordi bogen »kom for tæt på den ubehagelige sandhed, og jo mere han arbejdede på den, jo mere han forfinede den, des tydeligere blev det«.

John le Carrés søn, Nick Cornwell, har færdiggjort bogen, som – ifølge Cornwell – først er blevet udgivet efter le Carrés død, fordi bogen »kom for tæt på den ubehagelige sandhed, og jo mere han arbejdede på den, jo mere han forfinede den, des tydeligere blev det«.

John Macdougall

Kultur
29. oktober 2021

Ved sin død sidste år efterlod John le Carré sig manuskriptet til Sølvblik. »Ikke ufærdigt, men tilbageholdt. Omskrevet igen og igen,« som der står i efterskriften forfattet af Nick Cornwell, le Carrés søn, der for nogle år siden lovede sin kræftsyge far at færdiggøre værket.

Med en vis bæven læste sønnen romanen, der med hans egne ord »var formidabelt god«. Jeg er enig, og som Cornwell – der selv er forfatter under navnet Nick Harkaway – efterlader Sølvblik også mig med spørgsmålet om, hvad der afholdt le Carré fra at udgive værket, som han påbegyndte allerede i 2013.

»Hvorfor fik manuskriptet lov at blive liggende i skrivebordsskuffen, blive taget frem og omarbejdet for derefter at blive lagt væk – indtil dette øjeblik?«

Nick Cornwells egen teori – »grebet ud af luften, instinktiv og umulig at bevise« – går ud på, at faren følte, at bogen »kom for tæt på den ubehagelige sandhed, og jo mere han arbejdede på den, jo mere han forfinede den, des tydeligere blev det«.

Sølvblik fortælles ad to handlingsspor. I det første følger vi Julian Lawndsley, en 33-årig tidligere børsmægler i London, der har slået sig ned i en stille by på den engelske østkyst. Her har han købt en boghandel, hvor en ældre herre »iført filthat, lysebrun regnfrakke og bevæbnet med en sammenrullet paraply« en aften træder ind.

Det viser sig, at den excentriske Edward Avon, der er polsk emigrant, har været skolekammerat med Julians afdøde far. De to indleder et sært venskab, der fører til, at boghandleren indretter kælderen til en afdeling med særligt vigtige bøger – deriblandt W.G. Sebalds Saturns ringe, som udspiller sig på kysten – og en computer, som Avon har adgang til.

»Den ubehagelige sandhed«

I handlingens andet spor følger vi Stewart Proctor, en 55-årig spionchef i den britiske efterretningstjeneste, der har fået et brev om en lækage i ’Tjenesten’, som den kaldes. Efterforskningen fører ham hurtigt mod den lille kystby og huset Sølvblik – opkaldt efter Nietzsches hus i Weimar, Silberblick – hvor Edward bor med sin kræftsyge kone, Deborah, der engang var højt placeret i Tjenesten.

Gemmer Julian på en hemmelighed? Hvorfor er Avon så gådefuld? Hvilken rolle spiller Deborah for Tjenesten i dag? Og hvilket spil har deres datter, den enlige mor, Lily, gang i? I le Carrés verden sløres alt og alle af fortrængninger, frygt og fortidens svigt.

Via karakternes baghistorier kommer vi godt omkring i Europas kriser og spionagekonflikter, ikke mindst det tidligere Jugoslavien, men atter er forfatterens pointe, at »betydningsfulde begivenheder havde tendens til at udspille sig på små scener«, som det udtrykkes i Sølvblik. Stemningen er kuldslået, og under en sprukken fernis af patriotisme har de desillusionerede agenter svært ved at skjule deres mismod og bitterhed. Det udtrykkes konkret, da Proctor aflægger et pensioneret ægtepar, begge tidligere kolleger i Tjenesten, et visit for at finde ud af mere om en agent med kodenavnet Florian, der mistænkes for den nævnte lækage.

»Sagen er den, gamle dreng – mellem os to – så lad være med at fortælle aspiranterne det her, ellers mister du din pension – vi ændrede ikke meget ved historiens gang, gjorde vi?« siger manden til Proctor og fortsætter: »Sagt mellem to spioner, så tror jeg, at jeg havde gjort mere gavn, hvis jeg havde været leder af en klub for drenge.«

Pointen afspejles i romanens handling, hvilket bringer mig til den »ubehagelige sandhed«, som Nick Cornwell nævner i sit efterord. I Sølvblik leverer le Carré sin hidtil mest fragmenterede og forvirrede version af en britisk efterretningstjeneste, der nærmest har gjort mere skade end gavn, og hvis hovedkvarter gentagne gange udviser »forsømmelse med at forbinde prikkerne«, som Proctor tænker ved sig selv.

Det har i forvejen aldrig været helt enkelt at afkode le Carrés verden af ideologisk forvildede agenter og utroværdige fortællere, men denne gang har forfatteren skruet yderligere op for kritikken af et slapt efterretningsvæsen ude af stand til at retfærdiggøre sin egen eksistens. »I Sølvblik er britiske spioner ligesom mange af os blevet usikre på, hvad landet står for, og hvem vi selv er,« som det udtrykkes af Cornwell, der godt kunne have givet Julian og Lilys forhold mere fylde og dertil have besluttet, om Julians far døde for nylig eller under Bosnien-krigen.

Disse skavanker til trods er Sølvblik endt som ja, en formidabel og fængslende roman og et flot punktum for det store forfatterskab.

John le Carré: ’Sølvblik’. Oversat af Jette Røssel. Gyldendal. 272 sider. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her