Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Oprør på Akademiet’ skildrer en af tidens store konflikter (og prøver lidt at løse den)

Det Kongelige Kunstakademi er blevet fremstillet som frontlinje for sammenstødet mellem dem, der sværger til den frie kunst, og dem, der mener, at kunsten ikke er mere fri end det samfund, den bliver lavet i. Ny dokumentarserie på DR forsøger at få de to positioner til at tale sammen, men forsømmer at stille kritiske spørgsmål undervejs
Kunstner Dina El Kaisy Friemuth medvirker i ’Oprør på Akademiet’ som eksempel på en kompromisløs antiracist, der som studerende på akademiet i 2017 bad sin rektor genoverveje ansættelsen af en underviser, der havde malet sig sort i hovedet.

Kunstner Dina El Kaisy Friemuth medvirker i ’Oprør på Akademiet’ som eksempel på en kompromisløs antiracist, der som studerende på akademiet i 2017 bad sin rektor genoverveje ansættelsen af en underviser, der havde malet sig sort i hovedet.

Koncern TV-

Kultur
15. oktober 2021

»Oprør på Kunstakademiet« er titlen på en et år gammel artikel i Weekendavisen, hvori journalist Poul Pilgaard Johnsen beskrev, hvordan Det Kongelige Kunstakademi er »ved at sande til i krænkelsesparathed, stikkermentalitet, militant feminisme, trigger warnings og safe spaces med deraf følgende frygtkultur, hyperoverfølsomhed blandt de studerende og – i sidste ende – kunstnerisk stagnation«.

Det var ikke første gang, han skrev om det, og Det Kongelige Kunstakademi var i det hele taget meget omdiskuteret sidste år, hvor der blev smidt en gipsbuste i havnen i forbindelse med et kursus i dekolonialisering, og den daværende rektor blev enig med kulturministeren om at stoppe. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Da jeg var barn, ville et program som dette være blevet sendt på DR1 kl 20, lige efter TV-Avisen. Det burde man gøre igen, for det er den tidlige påvirkning af børn og unge, der driver interessen og evnen til at annamme de væsentlige kulturelle og åndelige spørgsmål i samtiden/samfundet/verden.
Men jeg er først her blevet opmærksom på serien, det er ikke én, der får nær den samme grad af omtale i det ellers omfattende program af trailere, DR forurener sendetiden med i måneder, inden et program sendes.

Steffen Gliese

Hvor godt det end lyder, så kunne man dog også have ønsket en serie, der samler de studerende fra de æstetiske uddannelser på kunstskoler og humaniora og konfronterer de magthavere, der over en lang årrække har forringet uddannelserne igennem implementeringen af angelsaksisk pragmatik, kaldet Bolognaprocessen.
Vi havde været betydeligt bedre stillet med gamle dages mangfoldighed og udveksling af traditioner og nye lokalt og nationalt forankrede ideer i en bred europæisk folkelighed, som vi først nu for alvor har teknologi til at imødekomme og iværksætte.

Steffen Gliese

"Den sidste af de unge kunstnere, Jo Hedegaard, er en af dem, der insisterer på at gøre, hvad han vil, og som så også har fået kritik for det. Han er ikke blevet kaldt dum, men dog racist, da han som studerende på et hollandsk kunstakademi, skrev »Foreigners Out« på et lærred, der blev set af nogle, der ikke interesserede sig synderligt for dybderne af hans ironi."
Det er jo netop et værk, der rummer en vidunderlig tvetydighed. Den sidste linje er jo blot en pointe, det væsentlige er: 'Art is for Artists', som jo griber tilbage til L'Art pour L'art, men også i dag i forhold til professionalisering, kunstnerisk frihed, faguddannelse m.m. - Og på den måde falder han bestemt ikke ved siden af, hvad man godt kunne have fået mistanke om, da man så ham rende i r..en på von Hornsleth i en tidligere programserie.

Steffen Gliese

De fire afsnit er jo blot en ouverture til en inspirerende diskussion af tidens billedkunst på respektfuld basis. Jeg håber virkelig, at det vil blive en serie, der vil køre i årtier.

Bjarne Toft Sørensen

Hvorfor hedder udsendelsen "Oprør på Akademiet", når den handler om især forskellige former for reaktioner på brug (misbrug?) af kunstnerisk frihed og på krænkelser i forbindelse med beskæftigelsen med kunst?

Hvad har det egentlig med Akademiet at gøre, ud over at de fleste medvirkende har gået på eller stadig går der?

Det er spørgsmål, vi aldrig får noget svar på.

Billedkunstskolerne ("Akademiet") er en uddannelsesinstitution for videregående kunstnerisk uddannelse (bachelor - og kandidatniveau), og hvilken forbindelse er der mellem de problemer og konflikter, der præsenteres i udsendelsen, og så de former for dysfunktionalitet, som forskellige undersøgelser har vist, der er i forhold til på uddannelserne at leve op til deres faglige og pædagogiske formål?

Det får vi f.eks. ikke noget svar på.

Som der bl.a. står i en undersøgelse:

"Der knytter sig forskellige kritisable forhold til episoder, hvor enkeltpersoner sættes så ganske urimeligt under psykologisk pres. For det første må man efterlyse en synlig ledelse, der med rektor i spidsen tager hurtigt, konkret ansvar for krisehåndtering og forebyggelse. For det andet må man fordre en underviserkompetence til - på professionel og pædagogisk vis - at håndtere de
komplicerede processer, der ofte knytter sig det kunstneriske, gensidig kritikbaserede, udviklingsarbejde. Endelig ville det være klædeligt med en mere solidarisk stillingtagen blandt de studerende til den måde processerne i enkelte tilfælde er kommet ud af kontrol. Det kræver åbenhed og en stillingtagen, der understøtter dialoger, hvor enkeltpersoner ikke unødigt trækkes ind i midten af sociale processer, der uafviseligt synes at ligne social mobning frem for faglig
refleksion over kunstneriske processer og udtryk".

https://kum.dk/fileadmin/_kum/1_Nyheder_og_presse/2021/Rapport_del_1_-_o...

Steffen Gliese

Bjarne Toft Sørensen, selvom jeg personligt ville elske det store opgør med den nivellerende og skadelige Bolognaproces, så er det akademi, der er øjensynligt er tale om her, det, som vi begge kender fra Søren Kjørup under titlen 'Institutionen Kunst'.
Det er da også så meget des mere opløftende.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese

Min pointe var bl.a. at gøre opmærksom på, at godt nok rummer de i udsendelsen skildrede forskelle i holdninger og værdier et konfliktpotentiale, men at der skal særlige omstændigheder til, for at sådanne konflikter kan få destruktive effekter på livet og arbejdet på en uddannelsesinstitution for videregående uddannelser

Som det fremhæves i den nævnte undersøgelse, manglede der krisehåndtering og forebyggelse på højeste ledelsesniveau samt manglende kompetence hos underviserne i forhold til potentielt komplicerede konfliktfyldte processer.

På jævnt dansk - en ansvarsforflygtigelse og en "laden stå til" hos en række personer med ledelsesansvar.

På en uddannelsesinstitution for kunstneriske uddannelser på højt niveau, der er i udvikling, skal der være plads til institutionskritik, men det forudsætter vilje og kompetence til at lade det ske under ordnede forhold.

Steffen Gliese

Eller også lider, Bjarne Toft Sørensen, de kunstneriske uddannelsesinstitutioner endnu mere end resten af samfundet under denne OCD-lignende maniske søgen efter 'ordnede forhold'.

Steffen Gliese

Men det er da rigtigt, at det ville være dejligt med en udsendelse, der i dybden analyserede de enorme skadevirkninger indførelsen af det anglo-amerikanske college-system har haft på kvaliteten af ikke blot danske, men kontinentale videregående og kreative uddannelser.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese:

I 1970erne var der, som udløber af ungdomsomrøret, en tendens til at se nedbrydning af alle strukturer og regler ovenfra som et udtryk for frihed. Men frihed for hvem?

Hvis der er tale om uddannelsesinstitutioner, kan der let opstå en illusion om, at med friheden fra regler er der opstået et frirum for kreativitet for alle. Men reelt eksisterer et sådant frirum ikke, hvis nogen, i kraft af at være undervisere (og dermed ledere) og bedømmere, har mere magt end andre, de studerende.

Ofte giver friheden, imod den oprindelige hensigt, muligheder for magtmisbrug. På forskellige kunstneriske uddannelser viste den større frihed for underviserne sig i mange tilfælde at resultere i magtmisbrug, ofte uden at underviserne selv var i stand til at se, at de udsatte andre for det.

Det magtmisbrug, de udøvede, blev opfattet som en priviligeret selvfølgelighed, i kraft af de store faglige personligheder (genier?), de opfattede sig selv som.

Jeg er ikke uenig i, at en overdreven søgen mod orden og kontrol kan resultere i en form for bureaukratisk og administrativ lammelse, der i alt for høj grad lægger bånd på den energi, der skulle bruges på kreativ udfoldelse. Det gælder måske i særlig grad for kunstneriske uddannelser.